Det var svært at få taletid på havbassemailen, mellem de sædvanlige “hvem skal ha potter og pander” og “hvem kører med hvem”, til årets Lysekiltur. Der var derfor heller ikke ret mange at trække på, så det var kun Rune og jeg der kunne dykke og så en ikke-havbasse. Vejret var i top da vi trillede ind på Helsingør Nordhavn. Der var lige en 2-3 lystfiskerkuttere der skulle afmønstre og dertilhørende trafikkaos, men hurtigt havde vi havnen for os selv. Vi havde god tid, ingen skulle hjem og arbejde, lufte heste eller passe børn, så vi tog den helt med ro. Det gik op for mig at det faktisk er længe siden jeg har oplevet det og sukkede dybt og nød vejret. Sol, lunt og ingen som helst vind.Vi daffede nordpå og passerede lige den grønne bøje på vejen. Tænkte det nok, ikke alt kunne være perfekt.

Kongeskibet i baggrunden

Der løb en frisk nordgående strøm og selv med motoren gående, kunne vi høre det bruse omkring bøjen. Nå, det så ikke værre ud end det plejer, men det ville selvfølgelig blive en smule hårdere og det var lige som om, at havblikket indbød til en helt rolig dag. Men til dem der kender Øresund, så var det jo selvfølgelig naivt at forestille sig.

Vi fik smidt loddet rigtigt første gang og Rune tilbød at binde på. Der løb 2 knob strøm og vi håbede på at den ikke ville være dyb. Rune fik hurtigt bundet på og Frederik sled lidt i det for at få vundet noget af alt det overskydende tovværk ind, så vi kunne få et så ikke-skråt tov som muligt.

Frederik slæber sig ned af

Herefter forsvandt Frederik også i dybet. I det klare overfladevand kunne jeg følge ham langt ned, det tog sin tid, men han kom ikke op lige med det samme. Jeg nød overfladetiden i solen, der var ikke en krusning på havet og alt var skønt og stille. Frederik var den første på tovet igen og havde lidt besvær med stigen , så jeg måtte binde af og drive sammen med ham, det var noget lettere. Rune kom også i overfladen kort tid efter og vi samlede ham op og bandt på igen. De var enige om rigtig god sigt, men ikke helt enige om strømmen på bunden. Jeg stolede dog på Rune der sagde at den ikke var noget at snakke om og lod mig glide ud over snuden på båden, fange tovet i fri luft og så ellers trække mig ned i dybet.

Jeg skal bare lige ha luften

Rune havde ret. Fra 10m slækkede strømmen meget og da jeg så vraget tone frem i den gode sigt, der var vel en 5-8m, slap jeg tovet og lod mig dale ned i vraget. Jeg havde mit håndspyd med, så det var først på rødtungejagt. Jeg fik en enkelt fin i posen og nød ellers den gode sigt og nærstuderede de store forandringer der er sket på Otto på ganske få år. Agterdelen af vraget væltede jo rundt på siden forrige år og har lavet en stor revne helt ned til bunden i styrbord side. Her er meget sand skyllet ud af vraget og lasten af sveller er blottet. Bag broen i bagbord side er der ligeledes en revne helt ned til bunden og sandet er væk og skottet til maskinen er helt blotlagt. I stævnen er der store tærehuller i bagbord side, et par meter over bunden og inde i vraget er et kæmpe tomt hulrum. Først etagen over er selv bakken, hvor der har været beboelse og her er pladerne faldet af i styrbord side. Det ser efterhånden meget ramponeret ud og det kan ikke tage mange vintre med storm og dyb stærk strøm, før også denne ende kollapser. Bundtemperaturen var 7 grader og overfladen det samme, så det passede meget godt med 45 min på vraget uden deko, så var det ved at blive lidt køligt og jeg begav mig op ad tovet. Over termoklinlaget kom strømmen og så var det ellers lidt syretræning resten af vejen. Jeg tog lige et par min på tovet og fik øje på en masse minibrandmænd og blev mindet om den tid der kommer. Jeg slap tovet i overfladen og turen ned til stigen var ovre på et par sekunder og efter lidt kæmpen på stigen, så var jeg oppe i solen igen. Vinden havde taget lidt til, men flovede igen og så var alt fred og igen, eneste støjkilde var strømmens tag i stigen.

Den gamle DUI luftes

Efter en lille time var det tid igen. Rune forsvandt i dybet og havde en lille ombindingsopgave foran sig, så han fik lige et forspring. Frederik sprang andet dykket over, så det var bare om at komme i baljen. Strømstyrken var uforandret og det samme var forholdene på bunden. Jeg ledte efter og fandt en enkelt stor fed tunge mere og så var det ellers rundt og flytte lidt på sandet. Det er utroligt så velbevaret træet er under sandet. Pæleorm kan åbenbart ikke grave så godt som os. Der var utroligt meget lys på vraget og det var et fantastisk syn at ligge omkring den forreste mast der rager 4-5m op i vandet og se alle de små fine lyserøde hydroider række fangarmene ud i den milde strøm for at fange sig en godbid. Længst oppe i toppen af masten, fangede jeg lige et glimt at en ret stor sej eller lubbe der kredsede omkring den. For foden af masten på det store dampspil sad en kæmpe brun nøgensnegl og blev faktisk lidt forbavset over at tænke, at den ville være flot på et billede. Hvor kom det lige fra!Endnu en gang gik der hurtigt 3 kvarter og det var tid til at binde af. Så snart kæden slap, blev jeg trukket derudaf, men så snart jeg kom op i strømmen og drev sammen med tov og båd, så var det virkelig afslappet og tog lige at tage et par min for at se om man kunne spotte et par hornfisk, eller andet guf i den fri vandmasse. Der blev budt lidt forfriskninger da jeg kom op og med noget i hver hånd, så var der kun at tøffe mod strømmen og nyde turen. Da vi havde drukket op, blev der givet gas og vi rundede molen i opløftet stemning, med noget over de anbefalede 2 knob i havnen. Der var en mindre jolle som troede vi vil sejle om kap for at nå rampen først og de fik nær tiltet en lille mopajolle omkuld med deres store hækbølge. Benzinen havde forladt vores blod, så vi overholdte selvfølgelig reglerne på nær de første 10m af havnen.Der blev rigget af, men festen var ikke forbi, vi indtog noget der mindede om et måltid på Mc D og så var det ellers hjemad og hvor var det rart kun at have 15 min hjem til Fredensborg. Henrik