4/5-2012

Otto – mens vraget stadigvæk er der… Fire mand, der ikke skulle til konfirmation, det var hvad klubben kunne mønstre denne højhellige bedefredag. Der var godt nok nogen, der havde talt lidt om stranddyk og den slags, men det må simpelt hen være løgn, for vejret var meget bedre end lovet. Lidt overskyet, men både varmere og mere stille end forudsagt.  Endnu en gang skulle vi på Otto, og så ville vi nok tage på Emil Rezlaff som andet dyk. Otto er jo også næsten som et nyt vrag, her, hvor agterenden er væltet, lasten skredet ud, og det meste af brobygningen erskvattet sammen. Vi venter kun på at styremaskinen falder lidt længere ned, så man ikke uforvarende får den i hovedet, hvis man rekognoscerer lidt for tæt i broområdet. I Helsingør gik det stille og roligt med at pakke grejer og sager, og det gik også rigtigt nemt for nogen. Pludselig opdagede X (vi hænger jo ikke folk ud), at hans Revo stod i bilen, og han måtte op igen, og så fik vi også en sækkevogn med om bord. Den gør stor nytte på den kvadratmeter dæk, der er i båden. Men vi kom af sted og nåede frem, fik smidt loddet og kunne se, at der løb en moderat strøm mod nord. Nicolai skulle binde på, og han kom så i efter en rum tid, men vi havde jo også hele dagen. Manley havde fået støvet sit udstyr og kamera af og skulle prøve, om han kunne forevige vragets tilstand med hans fiskeøjelinse.

Udstyr klargøres så der kan blive bundet på

Allan H og jeg gjorde efterfølgende klar, og da vi jo kun havde en kaffekande, kom Allan hurtigt i vandet, for selv med halvanden arm kan jeg forsvare det væsentligste. Jeg selv gjorde klar, men ventede lidt med at komme i dragten indtil, der var folk på deko. Men så blev det også min tur, og meldingen fra de første var, der ikke var meget formål med at binde af og dykke på Emil, for når man kom dybere end 6 meter løb strømmen den anden vej og der var nok af den til at gøre sigten noget ulden, dvs. 3-4 meter.

Skruen og roret set igennem et fiskeøje

Vandet var 5-6 grader i overfladen og 4-5 på bunden, ikke noget termoklin, men der var strømlæ mellem 6 og 7 meters dybde, hvor strømmen som nævnt vendte.  På vraget kunne man jo igen betragte vinterens ødelæggelse af vraget, og hvis man svømmede tæt på skibssiderne, blev man bombarderet med rustskaller. Mange af pladerne er nu helt frie for bevoksning på grund af tæring og afskalning. Pladerne er næsten alle sammen tæt på gennemtærede, og vi kunne kun beundre den ensartede materialekvalitet. 120 år på havets bund og først nu er pladerne ved at være gennemtærede, til gengæld er de det så alle sammen på samme tid. Der er vist ikke brugt meget polsk skrotjern på det valseværk, der fremstillede pladerne til skibet.

Revoen der nær var glemt omkring stævnen

På vraget var der det sædvanlige orgie af udfoldede sønelliker, viftende slangestjerne, konker, masser af nøgensnegle, eremitkrebs og buskhoveder, og vi fandt også ud af, at torsk og rødtunger stadigvæk findes på vraget, dog er det nye (gamle) spisekammer ikke så stort og let tilgængeligt, som før. På brobygningen, eller hvad man nu kan kalde resterne er der stadigvæk et kobberrør med en taskekrabbe i, røret er dog vredet og flyttet noget, men taskekrabben er blevet der.

Lidt dyreliv på vraget, nøgensnegle og buskhoved

Skruen er nu meget synlig og roret hænger på endnu, og en dag, hvor der er krystal klart vand og masser af lys, bliver der sikkert taget et meget fint billede af det, men sigten og lyset i vandet var ikke så imponerende denne gang. Men der blev taget billeder alligevel Op inden deko, min forpinte hånd skulle ikke hænge på tovet længere, end højst nødvendigt, den var på dette tidspunkt øm og følelsesløs på samme tid (?), kold og ubrugelig. Men hånden kom sig hurtigt og fik næsten normal størrelse og farve efter et par minutter uden den stramme håndledsmanchet.

Havgassen i det klare dekovand

Halvanden time med løgnehistorier og så kørte møllen igen. Ikke så meget nyt at berette fra vraget, udover at sigten var noget ringere nede, og strømmen var aftaget lidt, både oppe og nede.

Det store anker på bakken

Ind til havnen med en kold i hånden, som, altså hånden, åbenbart havde haft glæde af det høje iltpartialtryk, som jeg gavmildt udsatte mig selv for på andetdykket. Iltens, og dykningens, helbredende egenskaber blev endnu en gang eftervist…Kim R