18/9-2011

Otto Der skal åbenbart ikke være mange krusninger på vandet, før dykkerturen bliver til morgenkryddere og søndagsavis, og guder skal da vide, at det ikke var den bedste vejrudsigt, men på den anden side, det har det jo ikke været det sidste halve eller hele års tid! Hvis man vil i vandet må man ta’ chancen en gang imellem – også selv om komforten nogle gange bliver kompromitteret en smule. Denne gang var vi så heldige at Henrik Jensens båd kom til klubdyk, og den er ulige meget mere komfortabel end Havgassen, når der er lidt bølger og frisk vind. Vi var 3 personer, der magtede at trodse elementerne, nemlig Steffen, Henrik og undertegnede.

Heldigvis var det ikke regnvejr…

I Helsingør var der totalt vindstille ved slæbestedet, og vi så frem til en behagelig tur på Sundet. Sejlturen var da egentlig også OK, selv om der var noget mere vind da vi kom fri af havneindløbet.  Vi havde planer om et enkelt dyk på Otto og andet dyk på Emil, men vi så godt at bøjen ikke var helt lodret og det indikerede jo at der løb noget strøm i overfladen. Da vi skulle smide loddet nævnte Henrik noget om at vi drev med 3 knob, men jeg havde heldigvis for travlt med at gøre mig selv klar til at binde på. Og vinden havde måske også indflydelse. Loddet kom i og vi kunne se at bøjerne blev trukket noget ned, og derfor holdt fast i et eller andet.

Jeg fik lidt tilløb til bøjerne og selv om jeg timede mit ispring meget præcist, kom bøjerne hurtigt susende næsten forbi mig, men jeg fik fat på strømbøjen og kunne med noget besvær trække mig ned. Vi havde lagt meget tov ud, så det gav en meget lang armgang næsten vandret ned mod Otto. Og undervejs kunne jeg mærke loddet skride og tænkte at så kunne det også være lige meget. Heldigvis fik loddet fat igen, og da jeg kom under 18-20 meter var strømmen tålelig.  Nede på vraget holdt loddet med nød og næppe fat i kanten af lønningen i bagbords side og der havde ikke været mere at gi’ af, hvis den var skredet yderligere. Næste opgave var at trække så meget kæde til mig, at jeg kunne slå en tørn omkring et eller andet i umiddelbar nærhed, for jeg var ikke i stand til at flytte loddet mere end nogle få centimeter. Da jeg var færdig med det, var næste opgave at få pulsen ned, hvor den skulle være og i øvrigt få kontrol over mit anstrengte åndedræt. Herefter kom Steffen ned og vi fik en tur over i læsiden af vraget, hvor specielt en masse bittesmå eksemplarer af en trådnøgensnegleart prydede de fleste hydroider, der til gengæld så ynkelige ud – for de bliver jo spist af de selv samme dyr. På bunden var der et par rødtunger, der kunne prise sig lykkelige for, at jeg ikke gad prikke dem. Et blik ind i spisekammeret foran skruen, viste ikke andet end mælket vand, om der var fisk eller ej må stå hen i det uvisse. Sigten var ikke prangende på vraget, ca. 2 meter og lidt mindre ved bunden. Herefter gik det tilbage rundt om agten og frem mod bundtovet, for deko indgik ikke i dagens plan. Op og prøve udfordringen på Henriks stige, hvilket gik, selv om det ingenlunde var let. Steffen fik sin debut på stigen, og var noget mere udfordret, men han kom ombord efter lidt syretræning…

Det er hårdt at være os!

Herefter var det Henriks tur til at fornøje sig i dybet og vi aftalte, at han skulle binde af, når han var klar med sit forehavende. Efter 45 minutter drejede båden om i bølgerne og vi drev mod nord med god fart. Faktisk så god fart, at vi var ved at kollidere med midtfarvandsbøjen.

Lidt strøm var der da…

Vi fik gang i motoren og kom ind i dansk farvand, hvor vi fik åbnet den obligatoriske forfriskning, og der var tilmed romsnegle fra Bageren i Ganløse. Måske ikke den bedste cocktail, men der var ingen der havde kaffe med, og selv om det nok ikke bliver en standardservering på en gourmetrestaurant, så smagte det aldeles glimrende på denne halvrå efterårsdag.!

Pissevejr!

For at runde en god dag af, så begyndte det at pisse ned for alvor, da vi nåede havneindløbet, så vi slap for at skylle udstyr.  Og måske gjorde den heftige regn fuglene mindre sky, for der lå en fin edderfuglehan og hyggede sig i vandet ved slæbestedet. Havde vi haft en ketcher havde vi fået den med hjem – de skulle efter sigende smage ganske udmærket.
Kim R