16/8-2011

Otto… 16. august 2011.  Tirsdagsdyk og et alternativt tilbud om en på tur med Henrik Jensen på Øresund. Øresund virkede jo sikker nok, uanset hvilket af tilbuddene, der blev valgt, men den lidt Henriks tidligere afgang og muligheden for 2 dyk blev afgørende. Det medførte selvfølgelig noget mere stress for at nå at være fremme kl. 17 i Helsingør, end blot at være klar ved svømmehallen kl. 17:30. Vi, dvs. Kasper og jeg, fik fyldt vores flasker og kørte mod Helsingør samtidigt med alle dem, der valgte at tage hjem fra arbejde til normal tid. Det gik nogenlunde til vi nåede afkørslen fra motorvejen, men derefter var der visse trafikale udfordringer – der også spredtes til Kaspers blodtryk! Lettere forsinkede ankom vi med bomkortet og fik søsat båden, pakket grejet og kom af sted. Der var mange forslag til destinationer, men som så ofte før, faldt loddet helt af sig selv ned på Otto. Så kunne vi altid flytte til et andet vrag, hvis forholdene var til det; noget vi ofte siger, men sjældent gør…

Jensen & Møller

Allan hoppede i for at binde på, Henrik hoppede i for at drukne sin nye lygte endnu en gang, Henrik op for at hente en anden lygte, Henrik ned igen, Kasper hoppede i, Allan kom op med besked om lortesigt, pissekoldt og ingen fisk og at jeg bare skulle binde af. Mig i, og jeg mødte Henrik på bundtovet, hvor vi blev enige om at undlade at binde af. Nede på vraget kunne jeg godt forstå Allans budskab – der var højst en meters sigt og koldt som en brøndgravers … Alle hydroider på vraget var foldet ud, og det var lidt svært at identificere de enkelte detaljer på vraget. Heldigvis var der bundet på, hvor vi plejer i overbygningen og Otto er jo et nemt vrag, så trods den ringe sigt, var man aldrig i tvivl om hvor bundtovet var. Sigten på bunden var også omkring en meter og heller ikke her var der meget fiskeliv, kun i spisekammeret var der, som sædvanligt, fyldt med torsk. Oppe på vraget var der enkelte rødtunger og en masse mindre buskhoveder, der alle var viklet ind i de velvoksne hydroider.

Rødtunge – klar til et lille prik!

På båden blev der gennem alt tumulten fisket ivrigt af Jens, en ikke-dykker(!), der var med for at ryge en masse cigaretter. Han fangede desuden en torsk, som var så lille, at selv ikke Nicolai ville ha’ taget den med hjem – hvis han da ellers havde været med.

Smilet er bredere end fisken…

Vejret så uldent ud, og Havgassen, som tilsyneladende befandt sig et par mil længere mod nord på Vargön/Birgit, lå på kanten af et større skybrud. Hos os holdt det tørt og men skyerne forstærkede tusmørket en del.  Efter en lille times tid med at toppe og dekantere sjat på sjat, var det tid til en ny omgang – Allan valgte øl og Underberg, vi andre valgte at dykke igen. Sigten var ikke blevet meget bedre, strømmen var stadigvæk nul i overfladen, svag mellem 3 og 12 meter og ikke mærkbar på bunden. Der var ikke kommet flere fisk på vraget trods det var blevet mørkere. Men en lille halv time blev det til, inden afbinding og en tur tværs over vraget. Tovet var desværre ikke langt nok til at komme ned på bunden, så jeg kunne få en tur ud i det ukendte.

Buskhoved i busken

Op i varmen over springlaget og undervejs var der de sædvanlige infame brandmænd, der altid skal gnubbe tentaklerne i ansigtet på os, når vi går op ad tovet.

Irriterende møgdyr

Herefter sejlede vi tilbage mod havnen og de sikre danske farvande, hvor man godt må nyde en enkelt øl og sejle, uden at blive mistænkt for lovovertrædelser af de svenske myndigheder. Vi kom i havn kort før Havgassen med dens 7 mands besætning, og vi kørte også derfra før de andre. Et pit stop på ”Den gyldne måge” satte os dog en hel del tilbage – på mere end en måde – så da vi nåede Farum, var der næsten lukket og slukket! Kim R