11/12-2011
S.S OttoSå blev det endelig, med lidt held og stamina, til vragdykkervejr. Vinden ville flove efter stormen og efterfølgende hård vind, men holde sig i det vestlige hjørne. Det var lige opskriften på en tur til Otto, men det ville ikke blive en luksustur. Udsigten blev ved med at holde og da vækkeuret ringede kl. 8, kunne jeg se det spæde morgenlys gennem en næsten skyfri himmel. Så langt så godt. De store bøgetræer rundt om huset var ligeledes holdt op med at suse. Kunne vi være så heldige. Kaffe på tanken og så til Farum og hente de andre og båden og i stille og roligt tempo til Helsingør, hvor vinden kun skulle blive bedre omkring middag. Så travlt havde vi ikke.
Der arbejdes for at få varmen
I den tid vi var om at smide båden i og pakke, var det lige som om vinden lagde sig en smule, vanterne holdte op med at klapre på de få sejlbåde der endnu lå i vandet, eller også var huen bare blevet trukket længere ned om ørerne.
Optimistiske og glade dykkere
Der blæste en frisk vind, til gengæld var den ikke i vest som lovet, men mere i nordvest. Men det var faktisk ikke så slemt og den korte sejltur var ganske behagelig. Der løb lidt store søer ned gennem sundet, men vinden havde ikke helt frit løb, den blev lige brækket omkring Hellebæk.
Formanden endelig på havet igen
Der var ikke noget strøm af bemærkning og solen skinnede, det gør altså alt ting meget nemmere. Vi fik hurtigt smidt loddet og Kim bandt på som sædvanlig. Jeg fulgte efter da vi var sikre på at Kim havde bundet på, men jeg mødte ham ved kæden i færd med at slå de sidste rundtørn! Godt der ikke var så meget træk på tovet, men min hjælp var alligevel værdsat. Sigten var mildest talt ringe, vel en god meter, til gengæld var overflade vandet så mælket at alt lys forsvandt på 10m, så der var også sort som i en n .
Flere smil, så længe det varede
Det skulle dog ikke forhindre os i at få et par gode dyk. Otto kan man jo næsten finde rundt på med bind for øjnene og jeg krabbede mig rundt i mørket og så på de små detaljer. Blandt andet havde stormen og den kraftige strøm der hørte til, virkelig haft fat i vraget. På bagbord side havde skibssiderne sluppet sit tag, nitterne fået det sidste stød, og hang og flagrede helt oppe på broen også, hvor det før kun havde været agter. Sådan så det slet ikke ud for et par måneder siden. Det går virkelig stærkt med nedbrydningen for den gamle Otto. Langs siden fór en lille sildestime forbi mig og der blev også set blæksprutter på vraget. Da tiden var ovre fumlede jeg mig op af tovet med slukket lygte. Der var så mørkt at man tydeligt kunne se morild og lyset kom meget langsom mig i møde.
Kim én meter nede af tovet. Helt mælket
Rene og Steffen havde overhalet mig indenom og stod i båden da jeg kom op, jeg havde dog også haft et noget langt dyk. Efter lidt tid kom også Peer op og i den korte overfladetid nød vi solen, den varmede ikke direkte, men hvor er det dog godt med noget lys!
Rustne jernplader
Kaffen blev tømt og skyllet ned med en enkelt cola og så var det tid igen. Kim gjorde sig klar, med en fed fed nitrox, var han klare igen allerede efter 45min. Det er altså noget der virker. Rene og Peer ville springe andet dykket over, så så godt var det altså ikke og Steffen ville derfor dykke med Kim. De fik lige et kvarters forspring og så fulgte jeg efter. Jeg gentog turen fra første dyk. Det var ikke til at opdrive en rødtunge, dvs. de kunne sagtens være der, men kunne gemme sig alle vegne i den dårlige sigt. Jeg fik snuset lidt til lidt mudder og ellers studeret små detaljer igen, blandt andet de nyslupne plader. Det så helt drabeligt ud med de gabende nittehuller og ræverustrøde jernplader der havde arbejdet så meget at de var fuldstændigt blottet for marint liv. Efter 40 min på vraget var jeg ved at gå i deko og der skulle bindes af. Vinden havde aftaget og strømmen i overfladen tiltaget, så tovet fra før at gå ud over vraget, nu gik ind over vraget. Med alle de sager omkring broen at sidde fast i, så skulle loddet følges over til modsatte side. Med loddet i favnen hoppede jeg på knæ og albuer og hvis det ikke var fordi man kendte vraget så godt, så havde det ikke været særligt betrykkende. Jeg fandt styrbord side ved bogstaveligt talt, at pande mod daviden på skibssiden og smed derefter loddet. Jeg mærkede det ramme bunden og danse derud af og komme fri af eventuelle forhindringer på bunden og påbegyndte min opstigning, endnu engang i mørke. Jeg skyldte lidt på tovet og lå og pustede ud i de 6 grader kolde overfladevand. Bundvandet var 8 grader, så det var jo ikke engang en kold omgang.
En glad dykkerskribent
Vel oppe i båden blev der hurtigt gjort klart skib. Formanden var skipper og han ville hurtigt ind i dansk territorialt farvand, så vi kunne lade propperne springe. Vi tøffede i en øls tid derind af, indtil der blev givet gas. Flere folk var fangede i deres tørdragter og der skulle vist lades noget vand. Vi fik rigget af og blev enige om at det var en god tur, havde sigten bare været en lille smule bedre, så havde det faktisk været rigtigt godt. Men skønt endelig at være på havet igen, uanset hvad. Tak for en go tur. Henrik