10/3-2009
Oktoberfest aflyst Invitationen til den aflyste oktoberfest indløb pr. e-mail d. 24. august kl. 15:29:33, og lød cirka sådan her: På grund af ringe tilmelding til årets oktoberfest d. 3 okt. Kl. 1800, er vi fra arrangørens side nødsaget til at afbestille tyroler orkester, de barmsvære ølpiger og drikke øllet selv. Vi kunne ellers have været ca. 28 personer til lidt simpelt druk, salt kringler, tysk øl, grill pølser og den ringeste kartoffelsalat der kan købes på dansk jord og måske en enkelt drueagurk men nej, folk vil heller side foran computeren og stresse hinanden med diverse ligegyldige rykker mails om turberetning ..tænk at være den sidste der kommer til en oktoberfest og skal skrive beretning? Man kan jo skrive hvad man vil og resten vil tro på det.
Den truende tomme Bierhalle
Det var et pletskud i hvert fald det med folk ved computeren, for næsten momentant og i de efterfølgende timer væltede det ind med så mange tilmeldinger, at Bierhallen i Nymølle hurtigt blev fyldt. Til glæde for alle kunne den heldigvis omorganiseres til mere plads. 33 deltog, en skøn blanding af Havbasser, uden og med familie, naboer og venner og hunde og kat dog var der enkelte afbud på dagen Kan man i virkeligheden overhovedet melde afbud til en fest der er aflyst???
Men der blev fyldt op stille og roligt i løbet af ca. 15 minutter
Frygten for at ende med beretningen fik langt de fleste til at dukke op i rigtig god tid, så da jeg ankom som næstsidste var øllen allerede hældt i store glas, grillen varm og stemningen glad og høj. Det var tydeligt at flere i selskabet var garvede ølfest deltagere med påklædning der var særligt tilpasset et arrangement som aftenens i tyroler outfit med Lederhosen og filthat, eller særlige T-shirt med tysk førstehjælps tekst. Rammerne var imponerende. Enhver tysk ølfestelsker må misunde den fantastisk stemningsfyldte Bierhalle hos smeden i Nymølle. Kulørte lamper og vinranker i loftet flettet ind med en masse krimskrams (roeskære, kæmpedartpil, tov bundet i kugleknob, tørdragtbøjle mm) og mere hyggeskabende krimskrams på væggene af enten maritim eller ikke-maritim anvendelses oprindelse. Det hele krydret med godt selskab, levende lys i massevis og tyst-top Bierhalle musik akkompagneret af vindblæsende og relativt voldsomme regnbyger der ruskede og larmede godt i bølgetaget. Middagen var hurtig klar og grillpølserne, den ringe kartoffelsalat, saltkringler, Juhlsk brød og drueagurker spiste jo ikke sig selv, så alle gjorde en indsats for at der ikke skulle gå for meget mad til spilde til denne aflyste fest.
En enkelt dåse øl
Og højtskummende øl…og masser masser af det af forskellig slags i tønder blev nedsvælget i effektivt tempo. Dilemmaet mellem hvad der er vigtigst at spise eller drikke så ikke ud til at være noget synderligt problem denne aften, vi nåede begge dele. Snakken gik omkring bordene, der var sikkert en masse gode sørøverhistorier og dengang-historier som sikkert er fortalt før, men de er gode og tåler altid et par gentagelser.
Det sidste øl bliver delt ud
Omkring midnat måtte vindheksen forlade den gode stemning i Bierhallen en arbejdsdag venter i morgen søndag hvor der skal holdes gang i en ruskende efterårsvestenhyler…
Bierhalle udefra
Hvad der efterfølgende skete i Bierhallen står for beretningsskriver hen i det uvisse, og det er måske også fint at der ikke bliver skrevet om hændelserne i denne beretning men jeg er sikker på at Heidistemningen fortsatte i top og sandsynligt er det, at verdenssituationen og de parallelle universer blev vendt. Billederne taler sikkert for sig selv.
Sidst på aften blev den gamle sport “Dåsestunt” taget op igen
Tak til Bierhalle Meister Lennart og Anette for, at I endnu en gang ville være værter til dette allerede stærkt traditionelle Havbasse arrangement.
Lotte som vandt beretningen til denne aflyste oktoberfesttur, og det selvom jeg ikke kom sidst !
De sidste med nød øllen henad klokken 0300