7/3-2009
Østersøen d. 7. marts 2009 7 uger og 6 dage, 55 døgn, 1320 timer Så lang tid var der gået siden mit sidste dyk! Man skal tilbage til sidste århundrede i min imaginære logbog for at finde en pause af tilsvarende længde, men når alt kommer til alt, så var det jo en ret gunstig årstid at ha den tvungne pause. Endelig skulle det være – der var båd og godt vejr, og der var tilmed også en god grund til at gå i vandet – ikke at man behøver nogen! På bestyrelsesmødet sent aftenen før var der ingen smalle steder, alle var topmotiverede og klar til morgendagens dyk, ikke mindst mig selv! Da morgenen kort efter oprandt, var der knap så meget entusiasme. Rutinerne var blevet lidt rustne, alene det at pakke udstyret derhjemme var en næsten uoverkommelig prøvelse. Hvor var stumperne, og hvad skal man bruge på en dykkertur? Normalt er tasken næsten klar, og udstyret ikke helt tørt. Nu skulle det findes rundt omkring. Jeg valgte i frustration at læse avisen og drikke lidt kaffe for at være helt sikker på at få travlt, og kom i sidste øjeblik i tanke om, at lygten gerne ville strøm på batteriet, så den fik en kort tur i laderen, mens jeg gjorde resten klar. Af sted mod Farum og den lidt kiksede dag fortsatte, min fjernstyring til bommen ved svømmehallen duede ikke. Jeg skulle kun hente en enkelt flaske og mit bly, så det gik jo endda. Juhl og Thomas var ved garagen, og vi valgte i bedste miljørigtige stil at pakke os i Juhls bil. Efter omladning af mit udstyr gik det af sted mod Sverige. På turen fik Thomas og jeg sikret os et par ømme skuldre ved akavede stillinger på tomandssædet i Juhls bil, så smerter i skulderen efter dykningen ville ikke nødvendigvis være dykkersyge!
Dykkeres rod
Ved laden skulle vi lige hive gummibåden ud af vinterhiet og køre ned på havnen, hvor vi mødtes med det sædvanlige lokale slæng, der skulle ha nyheder fra det store udland. Vi prøvede efter bedste evne at få gjort os selv og udstyret klar, men der var ikke det sædvanlige flow over tingene. Alt var lisom meget mere svært, end det plejede at være, og det var ikke kun hos mig! Jeg begyndte så småt at forstå, hvorfor folk, der ikke dykker ret tit, er langsomme og holder op med at dykke, fordi det er besværligt. Vi kom af sted efter en rum tid, og den friske luft på havet bekom os vel efter lugten i havnen! Vi sigtede mod et af de gamle trævrag, hvor vi skulle prøve fiskelykken. Da positionen blev nået og lod og bøje var smidt overbord, blev der dømt nøl! Der var ikke meget drive og energi over folket, men enden blev, at Thomas hoppede i og bandt på, Juhl fulgte og så skulle vi andre finde en orden, der passede os. Henrik havde glemt de tykke sokker og lånte et par af Lis og hoppede i kort efter. Lis og jeg brugte tiden til at bekræftet hinanden i, at vi egentlig slet ikke havde behov for at dykke.
Pænt vejr i Østersøen
Efter en halv times tid kom Juhl i overfladen og mukkede lidt. Han havde punkteret en tørhandske under et heroisk redningsforsøg af en nødstedt torsk, der var fanget på en vildfaren, og stadigvæk fiskende, langline på vraget. Torsken led en krank skæbne, den stod ikke til at redde. Enten fordi den havde slugt krogen, eller også fordi den havde en harpun i hovedet. Lidt efter kom Thomas og Henrik op med hver deres lille fisk.
En af hverdagens helte
Meldingerne fra dybet var ikke voldsomt motiverende, når man i forvejen ikke var alt for opsat på det forestående dyk. Koldt, dårlig sigt, strøm på vraget og ingen fisk, vi ku liså godt sejle hjem med det samme! Men der skulle jo bindes af og derfor måtte vi ned. Som så mange gange før viste det sig, at vores venner var fulde af løgn, sigten var godt nok kun 6-8 meter på bunden, og vel var der ikke mange fisk og der var da også lidt strøm, men det var sikkert fint, når man dykkede efter Thomas og Henrik Lis og jeg fik kikket under og mellem en masse planker, og der var da flere spiselige torsk dernede. Den største opgave var at komme ind til dem, for de lå og trykkede sig langt inde. Efter en halv times tid ville Lis op, og jeg tog lige en lille rundtur, når jeg nu endelig var kommet i vandet. Min dårlige finger var blevet følelsesløs i det kolde vand – 1,6 °C i overfladen, så den var holdt op med at gøre ondt og generede mig ikke på dette tidspunkt. Jeg fik fat på en pænt stor torsk og holdt den i et brydegreb, der var en OL-kæmper værdig, mens jeg prøvede at pacificere den, og det var ikke let. Jeg fik viklet mig ind i det meste af det, jeg havde med ned, og vist nok også noget, der ikke var mit. Jeg holdt dyret i favnen og skulle svømme hen og binde af, og så op til lidt ufortjent deko, jeg havde desværre kun en tynd nitrox på. Mine syv minutter gik langsomt, mens jeg havde krydset benene om Henriks meget tynde bundtov og holdt krampagtigt fast på min fisk.
Op i varmen
Da jeg omsider kom op i båden var der ikke meget andet end hån og latter fra de andre over min indviklede situation, dog viste Thomas, efter en stund, sig fra hans sædvanlige hjælpsomme side og prøvede at frigøre mig fra snore, ledning og regulatorslange – og ikke mindst fiskene. Jeg rystede som et espeløv, da jeg endelig fik smidt den tungeste del af udstyret, men jeg fik hurtigt lidt førstehjælp fra Henriks lommelærke og blev heldigvis kureret for rystesygen, mens jeg tænkte, godt min bil er derhjemme. I båden undrede vi os lidt over et vragfund, et blåt glasskår fra et lanterneglas, det ser vi jo ikke hver dag, men det kunne da bruges til blåfilter foran kameraet! Da vi var blevet trætte af at se gennem farvet glas, blev fiskene renset, og her viste det sig, at den torsk jeg havde haft i favnen, havde 3 mere eller mindre fordøjede isinger (fladfisk) i maven.
Spændende blåt glas
Af sted mod Brostensvraget, hvor vi tidligere har haft held med fiskeriet. Denne gang slap jeg for at gå i vandet, dels havde jeg ikke ret meget luft (god undskyldning lige indtil jeg blev tilbudt en anden flaske) og dels havde jeg jo lige drukket alkohol, og lige denne dag tog jeg det alvorligt. På Brostensvraget blev der ikke bundet på, da Lis og jeg blev i båden, og de andre blot ville ha et kort dyk. Der gik også kun ca. 20 minutter før Juhl var oppe igen. Han havde lånt et par vådhandsker, af god kvalitet og uden huller, og frøs om fingrene. Han mente, et par utætte tørhandsker varmede lige så godt eller bedre. Thomas og Henrik poppede kort efter op ved bøjen med yderligere et par fisk. Efter endnu lidt fiskerenseri blev kursen sat mod havnen med en dejlig kold øl i hånden, så man efterfølgende kunne føle sig rigtigt trængende hele vejen mod land. I havnen var der lidt mere fart over os denne gang, så vi fik ret hurtigt pakket båd og biler, selv om det kneb med plastikposerne til fiskene. Ved laden, havde Ingemar benyttet sig af lejligheden til at splitte sin bil ad lige midt i porten, hvor gummibåden skulle bakkes ind. Båden blev efter kort overvejelse klodset op ude på marken, og så kunne Ingemar flytte den ind, når bilen igen kunne flyttes, og når han i øvrigt kunne låne en traktor hos naboen. Måske står den på marken endnu!
In the mud
Kim R. back on track!