Østersøen

Østersøen, S/S Zaritza og Torskevraget II Egentligt var det Kasper der skulle skrive, jeg spurgte dog om jeg skulle gøre det for ham og sjældent har jeg set den man reagere så hurtigt med et JA! Vejrudsigten så fin ud, alligevel skulle der hele havbassemailen, dykkernetværket og dykkerforum til at stable 4 mand på benene på en høj hellig onsdag. Det var dog fire Havbasser der blev samlet og dykkerforum ville hellere snakke divers night!:-(

Østersøen i dejligt vejr Østersøen fra sin bedste side

Kl. 9 i Kastrup var egentligt direktør tid, tæt på årets korteste dag, så det nåede at blive mørkt inden vi nåede i havn sidst. Nå men det var svært at klage under dynen med den ekstra time. Kaffen blev tanket til bilen og gennem morgentrafikken hvor efter vi fik samlet os i to biler. Båden kom fint ud af laden og i vandet, tanket, lastet, pumpet og startet op. Der var stadig lidt vind i Smygehamn, men det skulle kun blive bedre op ad dagen. Vi startede ud med damperen Zaritza, ca 10 mil ude. Vraget er ca. 50 meter langt og ligger på 40m vand. Loddet røg overbord og Anders P bandt på. Nicolai H efter ham. Kasper og jeg tog et par overflyvninger for at tage et par scanningsbilleder med den ny opdaterede Humminbird.

ZaritzaTorskevrag II Zaritza og Torskevrag II set fra en Hummingbird

Tovet blev tottet godt op og det var frit fald mod vraget i den gode sigt. På vraget var der vel 10-15m sigt, men lyset nåede hele vejen med ned. Selvom jeg efterhånden har været her mange gange, så er det et meget fint dyk. En damper fra slutningen af 1800 tallet, bygget i træ opret på kølen på hård sandbund. Det er da fantastisk. Jeg svømmede vraget rundt og nød detaljerne fra skroget, maskinen, samt et par gode torsk. Hist og her blev der samlet mudderprøver til ærmet, det bedste af slagsen og endnu engang blev jeg forundret over hvordan lasten af korn i det forreste lastrum er utrolig ”frisk” efter mere end 100 år på havets bund. En gammel flaske kom op og ligge på toppen af maskinen, stadig med prop i og halvt fyldt med luft. Kasper bandt af og vi riggede af, tøffede mod næste position 45 min væk, lige passende til at alle fik et behørigt overfladeinterval. Vinden havde lagt sig til nærmest havblik og solen var fremme. Med kaffe i koppen, var det ikke svært at være fornøjet og folk lynede ligefrem op i vintertøjet for at ventilere i varmen.

Dykkeres rod..... Grønne dykkere med CO2 filter på

Samme rutine som sidst, her var det bare torskevraget II der stod for tur. Et ca. 30m langt trævrag på 30m vand. Vraget er godt smadret, men styrbord side står nogenlunde intakt. Som navnet beskriver, så er der mange store torsk i vraget, bestanden er dog blevet kraftigt beskåret de sidste par år. Vandet var 10 grader, en behagelig temperatur på denne årstid og taljeblokke, det store ror, ankre, master og meget mere var der masser af tid til at nyde på denne relativt begrænsede dybde. På vej op kunne jeg tydeligt se overfladen fra 20 meters dybde, på trods af at det allerede var tusmørke på overfladen og under mig kunne jeg følge Kaspers lygte rundt på vraget.

CrewCrew….

3 ture på 8 dage i december og jeg kunne gøre det igen i morgen. Jo, Østersøen er absolut vinterdykning værd. Altid go sigt, ingen strøm og flotte vrag ad libitum. Båden kom pænt på plads i laden og hjemad det gik i rask gallop, jeg skulle desværre hjem og arbejde, så der blev ikke afterpizza denne gang.Tak for en go tur. Henrik