Jacobus Fritzen

November er ikke potentielt en aktiv dykkermåned, derfor så SKAL der altså rykkes når DMI tuder godt vejr. Helt godt så det dog ikke ud før 12 timer inden afgang, hvor vinden skulle blive fraværende og et sidste øjebliks aflysning så ud til at være undgået. Det er ikke så nemt at finde folk, især ikke når ”the usual suspects” er udenlands, men en tur gennem havbassemailen og dykkerforum (som sædvanen tro hellere ville diskutere DIR dykning og dykkerudstyr), så var vi 4. Allan, Steen Brandmand og Flemming, for hvem der var et stykke tid siden han havde været med på min båd.

106 m lang og næsten 16m bred. Læs mere om vrag på: http://vrag.dk/vrag/jacobus.html

Turen over Sundet bød på lidt småregn, men Østersøen så dejlig rolig ud fra broen og med go varme i bilen, så var humøret højt. Vi fik hentet båd og kom i havnen, her luftede det dog noget og der skulle en løbetur op til toilettet til at kroppen fik varmen. Koldt var det sgu.

På denne årstid, med få timers dagslys til rådighed, plejer vi at dykke 2 dyk på samme vrag og vi koncentrer os om de vrag der ikke ligger alt for langt ude. Vi havde en plan. Jacobus Fritzen blev stukket ud ca.14 mil ude. Der stod lidt gammel sø, men vi skar den fint og det blev, bortset fra temperaturen, en behagelig tur. Kan man ikke ramme dette vrag med loddet, så kan man ikke ramme nogen som helst og der blev smidt omkring broen som vanligt. Steen bandt på og Flemming lige efter. Steen stod atter på stigen og kunne fortælle om go sigt og at der var bundet på lige bag broen. Jeg var hurtigt i udstyret og kom i baljen. Vanen tro tændte jeg ikke min lygte før jeg var lige over vraget, for at gi øjnene en chance for at vænne sig til mørket. I dag var det dog en dårlig plan. Min lygte tændte ikke! Der var faktisk lidt lys på vraget, på trods af at vraget ligger på siden. Jeg kunne se havbunden tydeligt oppe fra øverste lønning og da Allan ville være nede om en stund, valgte jeg at blive, nasse lidt lys fra ham, i stedet for at gå til overfladen og få en ny lygte. Vi svømmede lidt sammen, men Allan forsvandt lidt ind i vraget og så var jeg ret alene uden lys igen. Vi kiggede ned i det samme hul og pludselig virkede min lygte igen! Skønt, så var det bare af sted på eventyr. Først helt ned på bunden, hvor det er det fedeste syn at kunne se hele brobygningen i det klare vand. Herefter svømmede jeg helt ud i agten for at se nødrattet som jeg gravede lidt fri sidst. Det var dog mudret helt til igen og der gik faktisk lidt før jeg fandt det. Det er tankevækkende at rattet er lige i bundniveau, dvs. halvdelen af vraget er under mudderet! Vraget har mange spændende steder at lyse og kravle ind, men en blanding af mudder, nedfaldne brædder fra møbler og aptering, trawl og garn, samt at vraget ligger på siden, så skal man tænke sig godt om inden man svømmer ind og med min noget ustabile lygte, så holdte jeg mig pænt udenfor.

Sidst på dykket lå jeg og kredsede lidt omkring torpederingshullet. Den har godt nok fået et knald. Hullet er vel 5m i diameter og de forvredne jernplader bukker ind i vraget. Her kan man lyse ind i maskinrummet dybt nede i vraget. Det må ha suget noget vand ind i en fart! Jeg mødte Allan for en kort bemærkning på deko. Temperaturen var 10 grader, fint nok til dekodykning lidt endnu.

For det utrænede øje lignede det et stykke rustent læder, men for den trænede og ihærdige, samt lidt afsyring…

Steen og Flemming dykkede et dyk mere. Allan og jeg ville bruge vores andet skud i bøssen på et gammelt trævrag ca, 10 mil derfra, så vi surrede sagerne og krydsede Østersøen. Allan sagde ikke så meget, men sad med et lidt anspændt udtryk. Positionen kom fra en uvant kilde og der var lidt uro omkring tallene. Meget uro fristes man til at sige. For der var ikke skyggen af vrag. Nu var gode råd dyre. Vi havde afskåret os fra endnu et godt dyk på JF og her hvor vi lå, var der ikke det  store udvalg i sigte, ikke uden en længere rejse. Jeg valgte et gammelt trævrag der rager en meter op på 42m vand. Det var ikke noget der trak rigtigt meget, men vi skulle jo dykke igen. Loddet blev smidt og der blev konstateret en let strøm i overfladen og jeg alene konstaterede at den varede ved helt til bunden, der var kendt for at være den meget mudrede og flyvske af slagsen. Sigten var god helt ned til 2 meter over bunden, hvor det lignede at tovet forsvandt ned i en skål med mælk. Jeg fortsatte helt ned til kæden der var spændt lidt ud af strømmen og konstaterede at loddet ikke lå på vraget, der var dog vragdele flere steder, men sigten var max 50cm. Jeg trak kæden ud til siderne uden at slippe og fandt ikke selve vraget og fik i øvrigt mudret yderligere om, til det eneste jeg kunne se var ud til glasset af min maske. Når jeg strakte armen ud forsvandt lyset fra min lygte og jeg tog mig i at lukke øjnene bare for at konstatere at sigten var uforandret med lukkede øjne! Jeg slap tovet og følte mig henover bunden, velvidende at det højst sandsynligt betød en fri opstigning. Jeg opgav dog hurtigt, jeg ville kunne svømme lige ind i vragdele, trawl og garn uden at mærke det før det var for sent. Tovet var væk, men så snart jeg kom 2 meter op over mælkelaget, så jeg det stige op af mudderet , 5m væk, fangede det og påbegyndte bandende min opstigning.

Imens alt var fryd og gammen

Vel oppe i båden igen, begyndte aftenen og regnen og Allan resignerede for videre dykning og vi sejlede i havn. Sådan kan det gå når man satser på nye eventyr og ikke bare vil spille på den sikre hest.

Men skønt at være på vandet og selskabet fejlede ikke noget. Hov vi glemte helt at drikke øl!

Henrik