Uge 26, 2009

Østersøen uge 26  Omsider blev det uge 26, og vi skulle på en uges dykkerferie med Langesund. Planen var at vi skulle påmønstre i Kårehamn på Øland, og vi skulle enten til Polen eller Letland, hvis vejret ellers artede sig. Turen startede fint med grillpølser og godt vejr i Niels’ have, og vi var ganske forventningsfulde. Efterhånden som vi blev fuldtallige kunne vi pakke vores omfattende udrustning i 3 biler, der blev fyldt til randen.   Vi kom af sted, og turen var præcis lige så lang og varm som frygtet. Vi kørte fra grillfesten i Rødovre kl. ca. 15 og vi nåede Kårehamn på det nordøstlige Øland kl. ca. 20, hvor alle var tæt på kogepunktet. Kårehamn er et udsted, der ligger endnu længere væk hjemmefra, og som tilmed er endnu mere kedelig end Sandhamn. Vi skulle nu ha’ stuvet alt vores lort på kutteren, og fordelt os i køjerne, og det lykkedes da også til sidst. Herefter var der mad, øl og udstyrspleje på programmet, så alle var klar til morgendagens udfordringer

Klar til afgang

Førstedagens program var først SS Auguste Helmerich kl. 9:00 og derefter Emmy Haase. Dvs afgang fra havnen kl. 7, for der var et par timer ud til den første destination. Vi havde delt rettighederne på båden, der var en side 1 og en side 2. Side 1 dykkede først den ene dag og side 2 dykkede først den næste dag. Så var sol og vind delt lige! Hold 1 bestod af Niels G og Kim Askebøl på åbent udstyr, ”Lange” Ole fra Middelfart, Anders Poulsen og en svensker, ved navn Martin, alle på Inspirations.

Hold 1 under opvarmningen

De hoppede i det spejlblanke hav, da vi havde fået smidt bøjen. Der var simpelt hen ikke en krusning på havet, så vi andre ventede utålmodigt i stegende sol.

Nedtur

Vi orkede dog ikke at kitte op før, de andre var kommet op, men vi havde jo heller ikke travlt, vi var jo på ferie. Men vi blev jo også adviseret i god tid, for vi lå jo klods op og ned ad bøjen, og kunne følge med i hvem og hvor længe folk lå på deko.

Optur

Da 1. holdet var oppe gjorde Henrik J, Kasper, Thomas og undertegnede sig klar til vores tur, og hoppede i så hurtigt vi kunne, for det var ulideligt varmt i dragterne. Dykket på Auguste Helmerich var spektakulært, vandet var mørkt og meget klart + 15 m, så vi kunne se hinandens lygter på lang afstand. Mht vragfund var det lidt magert, der var ingen, der havde det store held. Men et meget ukompliceret dyk under perfekte forhold til ca. 50 meters dybde, der bragte klarhed over hvor der var bundet på sidste år, og hvad der var for og bag på vraget. Det havde der været 2 meninger om aftenen før Henriks og alle andres, og stor var Henriks glæde, da det var ham, der huskede bedst. Men han er jo heller ikke så gammel endnu!

Black Diver- Pirates Forever

Andetdykket på Emmy Haase var efter samme recept, først ”de andre” og så os, dvs Thomas og jeg. Henrik og Kasper ville i stedet dykke på et ældre navnløst trævrag, hvor Henrik fandt et glas med syltede agurker for et par år siden. Emmy Haase var flot – masterne der stritter vandret ud på 55 meters dybde i klart, mørkt vand ser vildt imponerende ud. Og resten af vraget er også smukt med masser af interessante steder, hvor man kan komme ind i vraget. Det lokker! Heller ikke på Emmy Haase var der det store held med souvenirerne.   Henrik og Kasper hoppede efter en lille sejltur i baljen, og vi andre ventede spændt på om de havde mere held med deres forehavende. Efter en god times tid kom de op, og der var da lidt i posen – Henrik havde bl. a. fundet et glas syltede løg, der passede til de syltede agurker fra sidste gang.

Det er hårdt at være vragdykker…

Med alle mand på dæk var det nu tid til lidt aftensmad. Jeg husker ikke præcist hvad det var, men der blev spist op – som altid. Herefter slappede vi lidt af i solen på dækket, mens sidescanneren blev gjort klar. Herefter blev der trukket fisk hele natten for at tjekke om der var noget nyt og spændende.

Sonar…40 meter nede!

I løbet af natten fornemmede vi det omslag i vejret, metrologerne havde forudsagt, vinden tog til og bølgerne voksede. Det generede dem, der lå og bankede i de forreste køjer, men vi andre klarede bølgerne fint, og bortset fra varmen gik natten fint. Vinden og bølgerne var taget til i løbet af natten, men vi kunne dykke, vi var jo alligevel på havet. Kl. 6:00 blev Martin smidt i den krappe sø for at tjekke et af de udslag, der havde været i løbet af natten. Han kom op efter en lille halv time på 45 meters dybde, og kunne berette om en bar sandbund og dårlig sigt.   Herefter gik det mod en position på et ukendt vrag, som Pelle havde fået eller fundet. Ingen vidste hvad det var, og det var med en vis spænding vi hoppede i havet.  Vi hoppede i som perler på en snor, spændingen og iveren efter at komme først var stor.

Hold 2 på tur

Hvad det var, ved vi stadigvæk ikke, men en damper bygget af jern og træ med 2 kedler og en stor dampmaskine. Vraget var ret stort – vel 70-80 meter langt og faldet meget sammen. Der var ikke spor efter elektriske installationer ombord, så vraget var ikke af nyere dato.   Vi var desværre ikke de første dykkere på vraget, der var spor efter bjærgningsaktiviteter, og der lå bl. a. et koben på maskinen. Der var dog stadigvæk masser af spændende detaljer og selv om vraget ikke var så spektakulært, var det skam interessant nok. Bl. a. så vi lidt på en maskintelegraf, som dykkerne før os ikke havde bjærget. Vi bjærgede den nu heller ikke, så den står klar til de næste. Vi dykkede endnu en gang på vraget, og endnu en gang var det materielle udbytte begrænset. Vi sejlede herefter 5-6 timer til Sandhamn i bølger, der var blevet større og større i løbet af dagen, men de kom heldigvis ind bagfra, så turen var ikke så slem!   I Sandhamn var der flere, der var glade for at få fast jord under fødderne, og vi fik samtidigt internetforbindelse, så vi kunne græmmes over vejrprognoserne. Dagen havde dog tæret på os alle, så vi kom ret hurtigt i køjerne, og ingen lå søvnløse denne nat.   Onsdagen blev brugt til at skaffe kørelejlighed tilbage til Kårehamn, så vi kunne få fat i bilerne. Sandhamn er ikke det sjoveste sted at være blæst inde, og uden biler er det meget værre! Men en rar svensker agerede rutebil, og kørte de mange kilometer. Vi andre trampede lidt rundt i omegnen og mukkede lidt. Solen skinnede fra en skyfri himmel, temperaturen på den varme side af 25 °C og vi kunne ikke sejle ud pga vind og bølger. Og hvad værre var, vejrudsigterne blev dårligere og dårligere for de næste dage. Der var kulingvarsel og der ville først (måske) komme en chance for dykning lørdag, og sandsynligvis søndag.

Tidsfordriv

Da chaufførerne vendte tilbage sent på eftermiddagen holdt vi krigsråd, hvad skulle vi? Risikere venskaberne ved at blive i den lille havn, eller ta’ hjem og få det bedste ud af det?

For at gøre en lang diskussion kort, så endte det med at vi pakkede bilerne, mens Pelle tilberedte den sidste nadver, og vi tog hjem lige efter aftensmaden. For de kulinarisk interesserede kan jeg nævne, at afskedsmiddagen bestod af en svensk udgave af lørdagskylling med et eller andet til. Efter ca. 4 timers kørsel med solnedgangen i øjnene, mødtes vi til ompakning i Rødovre ved midnatstid. De fleste var lidt matte i betrækket, så afskedceremonien var kort, men med et på gensyn til efteråret, hvor vi skal en tur med Langesund igen -forhåbentlig med lidt mindre vind!   2 gode dykkerdage blev det til, ikke meget på en uges dykkerferie, men vejret var vi desværre ikke herrer over! Til gengæld har vi jo noget til gode!   Kim R