26/4-2009
Libra26/4 2009 Sol og søndagsdyk, og vejret var til det, så af sted mod Hundested og Kattegat i en ruf. Målet var ikke helt fastsat på forhånd, men noget med Anders Martin, Frederiksholm, Libra Havgassen blev hapset på Nicks bil, hvorefter Nick uden at kny overlod nøgler og rat til skribent trods forestående premiere i at køre bil med automatgear. Ingen problem, vi kom alle hele frem i fuld fart trods flere(x2) bilisters afstumpede vanvidskørsel med hasarderede overhalinger ud over dobbelt optrukkne linjer og op af bakke. Imponerende hvad nogle finder på for, at komme først til kø i næste rundkørsel!!! Stakkels de modkørende bilister der begge gange, med dythornet i bund, måtte ud i gruset i rabatten
I Hundested var en stor gruppe, omtrent 10 styks dykkere, fra Greve m.fl. ved at gøre klar til dyk på Anders Martin og Gravkoen(?). Beslutningen blev hurtigt taget blandt Havgassens besætning vi skulle til Libra, hvis vi skulle have nogen mulighed for god sigt. Vragene i området egner sig ikke til et massivt antal dykkere på en gang hvis alle skal have bare minimal chance for rimelig sigt.
Lidt hygge på Kattegat
Vindheksen havde været lidt på arbejde i dagene forinden, så vi havde mistanke om, at der kunne være dønninger eller gammel sø på vejen mod Hesselø; men niks, fine fine forhold, lige til at man kunne få sig et powernap på skjoldet på udturen. På positionen dukkede ekko af Libra snapt frem Nicolai, som var dagens kaptajn råbte smid! inden vi havde fået hverken bøjer, tov eller noget som helst pakket frem som vi kunne smide.
Næste klar
Vi nåede dog at smide dræg før Kim sprang til bunds i negativ buoyancy for at binde på; af sted var han skarpt efterfulgt af Sten. Derefter skildpadderne i roligt skildpaddetempo Nicolai som trænet skildpadde sammen med Nick som skildpadde trainee. Lis og skribent tog en fin tur omkring hele vraget der var så meget liv på vraget at vi ikke kunne få øje på hummeren massevis af større og mindre og helt små torsk, samt lange og sej i strømhullet under vraget. Søhøner, søroser og søfjer stod tæt pakket hen over sandbunden.
Sørose på bunden
Kærligt favntag
Der var nøgensnegle i rød/hvide eller gul/sort/blå farver, havkat af rimelig kaliber under pladerne på bunden agter og eremitmylder på dækket. Fantastisk! Og så med udmærket sigt og masser af sollys. Der var nogen strøm i hele vandsøjlen, lige tilpas til at mudder og sand blæste af sted og sigten holdt sig god. Badevandstemperaturen fordrede endnu ikke til lange dekompressionsstop, til gengæld var overfladetiden pragtfuldt i lunt solskinsvejr og ingen vind.
Så kom Kim ud af skabet
Ingen var færdige med at dykke på Libra efter kun et dyk, og der var endnu en premiere i dagens anledning. Kim som tech-dykker fint pyntet med ekstra flaske. Hans flaske fra 1. tur i vandet nægtede at slippe det påmonterede regulatorsæt, og dermed gå glip af endnu et dyk. 2. dyk var mindst ligeså fint som 1. dyk. Foruden buskhovedet der boede lige der hvor vi havde bundet på, fik vi også set den store hummer som de andre havde berettet om
En af sjældne “Heldige hummere”
Kim havde jo taget billede af hummer på 1.dyk, så det kunne ikke blot være en dybhavshistorie der blev bildt os på ærmet. Afbinding gav en flot svævetur over vraget, og oppe igen, til en afterdive, var der bonus med en sæl der, på ganske afmålt afstand, kiggede op over den næsten spejlblanke havoverfladen for lige at studere hvad vi nu var for nogle fiduser.
Tilbage i Hundested mødte vi igen den store dykkergruppe sydfra, som også kunne berette om fine dyk. Tak for en dejlig dag i Kattegat
Lotte