Kullen

26/7 2014

Lørdags luftning på Kullen  Et ønske om luftning på Libra på en torsdag blev til dobbelt luftning i en weekend med tur til både Kullen og Libra. Adskillelige havde meldt sig på havbassemailen og med et par enkelte, der alligevel ikke dukkede op, endte vi med en fyldt båd med 5 + 4 kutlinger samt en overordentlig masse udstyr – mængden blev dog helt sikkert overgået om søndagen, men mere om det i en anden beretning.

Havnerundfart

Afsted asti til Gilleleje, hvor der var travlhed på havnen med roterende karusseller, muligvis radiobiler og øltelte. Vores egen øl-kurv var dog fyldt til randen, så der var ikke nogen tidlige havbasse afhoppere. På slæbestedet lå en tech-rib med afgang til Holmen IV eller VI – ingen af os kunne huske nummeret, men når nu der absolut må være mindst fire af dem – og muligvis seks, er nummeret så heller ikke så vigtigt (Holmen VI-seks! Vigtigt, når man har ret! red.). Oceanet var tilnærmelsesvis fladt, i hvert fald viste vindheksen sig fra en klart bedre side end forventet var og mange kærlige tanker blev tilsendt Lotte.

Børnene skal i tøjet!

Kullen blev nået ganske hurtigt, og vi fandt et dejligt sted med god dybde at lægge til i. Karin med kuld – en i tørdragt og en i snor – lagde ud, hvorefter Juhl med sønnike blev gennet ud over kanten. Inden Piv og jeg nåede at hoppe i baljen, sendte Karin og Lærke Asbjørn op med fire liter vand i hver støvle. Han synes ikke være overbevist om værdien af sin fars tørdragt! Piv og jeg svømmede ud over skrænten – vandtemperaturen faldt drastisk igennem to springlag fra de 22 grader i overfladen til de ca 9 grader på 24 m, og efter at have luret lidt på sandbunden kravlede vi op i varmen ved de ca 15 m og gik på jagt under stenene. Dagen bød på hummere i flere nuancer og størrelser, masser af torsk og taskekrabber.

Rugemor

En enkelt mindre trådnøgensnegl blev fundet på en væg fyldt med pumpende søpunge og flade var at finde, hvor der var plads. Et absolut fantastisk dyk med masser af liv! Oppe i båden var madpakker blevet spist, badebuskerne vasket og Kim og Mikkel kom op kort efter. Mikkel, som også var i tørdragt var heller ikke tilfreds, men mente trods alt at det var en selvforskyldt rullet halsmanchet.

Overfladetid

Overfladetiden gik forsvindende hurtigt i solen med teenage fjollerier og pludselig var klokken et tidspunkt hvor andetdykket burde være afholdt, men i realiteten først skulle til at starte. Karin og kuld hoppede fluks først i – nu med to stks i våddragte.

…mere overfladetid

Lidt trægere gik det med Oliver, som absolut ikke havde travlt med at skulle i vandet og fodre de stor slubske taskekrabber med hjemmebragte portionsanrettede dåsefisk, så efter handske-, hætte- og hår-nursing endte han med et kærligt spark, så også damen kunne komme i vandet. Andet dykket var bestemt også i særklasse.

En af flere hummere…

Flere hummere havde indtaget fotoposition, og smukke brandmænd ville i nærkontakt. Piv vandt dog hanekampen og forførte mig dog på vildspor ud omkring fyrtårnet. Ikke mindre smukke bevoksede klipper derude og efter en snak i overfladen med et sæt turister var vi tilbage hvor vi startede; næsten. Kysten var fyldt med fisk i store mængder; berggylte, karusser, og enorme mængder yngel, og hvor der var lidt bevoksning havde søstjerne også fordelt deres afkom som smukt stjernestøv.

Skrub a’!

Efter Kim og junior kom op blev der badet, klatret på klipper og tænderne sat i eksotiske frugter, alt i mens at vi ventede på at uvejret skulle ramme os.

Et par vildfarne ungersvende

Tropestemning

Meget meget mørke skyer dukkede pludselig frem over klippekanten og vi nåede ikke mange meter væk før vi blev ramt af hårdtslående hagl og regndråber med missilkraft, som skulle følge os det meste af turen tilbage til Gilleleje. En hård, men ret morsom oplevelse.

Dykkere er ikke bange for vand!

På havnen i Gilleleje var en ubetydelig havnefest på sit højeste – en mand stod og strintede op af plankeværket og pariserhjulet kørte i tomgang. Uvejret havde afbrudt sit besøg, og vi fik pakket alt udstyr i Havkassen, inden turen gik tilbage til Farum, hvor vi relativt hurtigt, nu kl 21, fik afregnet og sagt på gensyn til tidligt søndag morgen.Vidunderligt hvad man kan putte i oplevelsesposen for et par hundrede kroner – tak for en skøn skøn dag…Lis