5/4-2010

Kronprinzen, Wega og Mirs Endelig en vejrudsigt, der kunne bruges til en lille i Kattegat. Vi havde jo, som de fleste andre, skævet til alle tænkelige vejrprognoser i den seneste tid og prøvet at finde den mest optimistiske for at komme af sted, og endelig var der noget, der måske kunne bruges. Eftermiddagen før var der tvivl, men i løbet af aftenen blev det til ”Vi gør det!”. Som sagt, så gjort! Vi skulle mødes i Gilleleje med afgang kl. 0900! Destinationen ville vi fastlægge, når vi havde set den virkelige verden og ikke blot metrologernes hensigtserklæringer. Nogen af os mødtes til tiden, Kasper havde nydt, at den lille nye ikke havde skreget, så han havde sovet over sig og kom halsende kort før skipper smed fortøjningerne.

Isætning i havnen

Lidt af besætningen

Vi sejlede ud i diset, klamt, koldt og lidt øv vejr med jævn vind fra syd, men nu var vi jo kommet af sted og ville prøve at nå op til Kronprinz Wilhelm, som ikke har været besøgt af os det sidste halve års tid. Vi nåede frem, lettere forfrosne, og kunne se, at strømmen i overfladen var som i Øresund på en halvdårlig dag! Men vi havde jo prøvet det, der var værre, om end det er længe siden, så vi fik droppet loddet og så startede komikken i båden. Først ville ingen binde på, men så kom Thomas i tanke om et projekt, han havde haft gang i, og det kunne Henrik huske, og pludselig var det som at være i Østersøen med Lille- og Store-Jensen på samme tid. De skulle dykke samtidigt med fare for at flå loddet af vraget. De kom i vandet med deres dekoflasker og store forventninger, og vi fik smidt Kasper i lige før, vi gjorde båden fast til bøjen. Efter ca. 3 kvarter kom de op, og fortalte om god sigt, varmt bundvand (7° C), men ingen af dem havde noget med op. De havde fundet støvler nok til en mindre hær, men de passede vist ikke, og ligger dernede endnu.

Flasker og tingeling

Herefter var det Sten og undertegnede der skulle i baljen, og det gik for så vidt fint, bortset fra, at Stens computer var skiftet tilbage fra nitrox 32 til luft, så han fik et kort dyk, da han ikke ville ha’ ret lang deko i det kolde vand (4° C) og heller ikke ville bukke computeren.

Og så i bajlen

Kronprinzen blev synlig fra ca. 20 meter, hvor kanonen tonede frem en halv snes meter dybere. Vraget lignede sig selv med 3-4 meters sigt. Der var masser af taskekrabber, levende og døde. Desværre er mange krabber, der var viklet ind i de mange fiskegarn, der var i stævnen, så hele stævnen var beklædt med døde og døende krabber i forskellig grad af forrådnelse. Der var en del andet levende – kutlinger, torsk, langer og et par rødnæb. Sidstnævnte var dog ikke ret store, men var der!

Taskekrabbe

Der var også et par vragfund, der ikke havde fundet nåde hos førsteholdet og de står der endnu – frit fremme, så det kan ikke være nemmere, hvis der kommer en souvenirjæger forbi! Efter en lille halv time var det tid at binde af og komme op i det kolde vand. Det gik tjept, for strømmen hev mig op til 16 meter på et øjeblik, selv om jeg hastede ned af kæden og kun holdt i loddet til sidst. Min computer holdt efter et par minutter op med at blinke, og jeg kunne fortsætte min opstigning, men jeg blev senere straffet lidt for den hurtige opstigning på tovet. Og jeg måtte jo adlyde, for computeren skulle jo bruges på de senere dyk. Når man hænger på tovet, mens store dønninger er ved at flå armen af en og man pissefryser, så er det godt nok svært at overbevise sig selv om, at foråret er kommet!

Rødnæb og en vragdims

På overfladen var det tid til at sejle mod næste destination – Wega, en gammel tysk trawler fra WW1, der står fint kølret på ca. 37 meters dybde. Vi fik sejlet et par sømil mod øst og droppet loddet. Her var der næsten ingen strøm! Utroligt at man på åbent hav kan finde så stor forskel på så kort en afstand! Frokosten, der bestod af alt godt fra tanken, blev indtaget, mens vi drev for vinden og de første gjorde op med sig selv, hvornår de var klar til en tur til.

 Frokost i det blå

Igen var der kapløb ned af tovet, mest for sportens skyld, men en kappestrid giver jo varmen. Mit dyk startede med, at min lortelygte ikke ville tænde, og så måtte jeg jo nøjes med en lille nefalygte, som var medbragt til lejligheden. Normalt er der god sigt på Wega, men når man dykker efter d’herrer Henrik, Thomas og Kasper, så er god sigt relativt. Der var i hvert fald et slør af svæv over hele vraget, som om en trawler havde været tæt forbi. Der var da også lagt lidt flasker frem, så de havde arbejdet for den dårlige sigt! Der var rimeligt klart på bunden, ca. 5 meter. Fint med liv på vraget, bl. a langfingerkrebs, som desværre ikke var fotogene, torsk som trykkede sig dybt ind og diverse andre småfisk. Der var også utroligt mange svampe på hækken af vraget – sjovt som udstrømningshullerne lignede små abeansigter eller dødningehoveder – eller var det mon bare dybderusen…

Langfingerkrebs og svampe forgifning

Efter Wega var det tid til en sejltur før 3. dyk på Mirs vrag, der ligger ca. 5 sømil nord for Gilleleje. Vi nåede Mirs ganske uproblematisk og fik smidt lod og dykkere i vandet. Denne gang var der ikke så meget panik ved starten, det foregik i god ro og orden. På vraget var der ikke meget nyt, masser af granater, som vi jo har set mange gange før, og så de sædvanlige mange fisk. Desværre mudrede fisk og dykkere den løse bund op, så sigten var i bedste fald ringe på vraget, men ok på bunden. Sjovt nok fandt alle tilbage til bundtovet, og det til trods for, at Kasper ikke havde sat stroben på tovet denne gang, hvor den for en gangs skyld kunne hjælpe! Herefter gik det ind mod Gilleleje i noget der mindede om solskin og stille vejr, men det var nu behageligt at blive mødt af den varmere luft inde under land, selv om lugten i havnen kunne være bedre!

Slænget minus Lille Jensen

Alle var trætte efter en god lang dag på havet. Godt vi gjorde det – Kattegat var alligevel det rigtige valg på denne uldne dag! At vi frøs og led, mens det stod på, var allerede glemt inden vi sad i bilerne. Vi ser frem mod næste tur!  Kim R.