22/4-2021
S.S Kronprinz Wilhelm, S:S Saturnus og Mirs vragEn søndag i april, med en gunstig vejrudsigt, så burde dykkerne stå i kø for at komme på tur, men dette forår har ikke været som de andre, indtil videre i hvert tilfælde. De sædvanlige ofre var engageret til anden side, men gennem diverse lister og fora, lykkedes det at samle folk nok til en tur.
Så venter vi bare på prinsenVi mødtes i Gilleleje kl. 10. Rene Helbo var kørt alene helt fra Horsens, han kunne heller ikke finde en makker i det jyske og Tina Rode var også ny mand ombord. Vi fik rigget båd til og Henrik Juhl kom dryssende som sidste mand og burde vel egentligt skrive denne beretning, men hva faen.
Ikke noget bedre end en kølvandsstribe på vej mod eventyr
Turen mod nord gik fint, der var en smule bølger, men de lagde sig efterhånden som vi kom der op ad, tågen kom og gik, men vi havde hele tiden fornemmelsen af at solen kunne bryde frem når som helst. De 21 mil til Kronprinz Wilhem gik med hyggesnak, altid hyggeligt med nye folk ombord og efter 45 min var vi på vraget, fik smidt dræget og Henrik gjorde klar. Der var ingen nævneværdig strøm i overfladen og vinden lagde sig yderligere. Båden blive bundet på bøjen efter 10 min og Tina og Rene hoppede efter, når Henrik stod på stigen ville jeg gøre mig klar. Henrik fortalte om ikke den bedste sigt og ikke meget fiskeliv, så jeg fik vetoret til at binde af, så vi kunne dykke et andet sted på dyk 2. På vej ned af tovet passerede jeg de andre to. Overfladevandet var krystalklart, dykkede man dog bare på 20m vand, men lyset aftog kraftigt og da vraget tonede frem i det grønne på 35m, så var der noget dunkelt. Henrik havde bundet på lige bag bakken i styrbord side, hvilket jeg ikke vidste på daværende tidspunkt, havde glemt at spørge om hvor vi var bundet på. Jeg valgte bare at svømme ud langs den ene lønning og kunne hurtigt regne ud at jeg var på vej agterud. Sigten tillod ikke rigtigt at man gik på opdagelse inde midt i vraget, da det er en stor rodebunke og jeg nåede bagom broen hvor vraget forvinder ned i bunden før jeg vendte. På min vej havde jeg fundet nye detaljer jeg ikke havde set før, blandt andet koøjer hele vejen på siden af brobygningen i skroget, godt nok et dæk længere nede en sjovt er. Jeg ledte efter lidt fisk, men der var slet ingen. Der var en del taskekrabber og jeg overvejede et øjeblik om jeg skulle rive armene af nogle af dem, det er jo også god spise. Men de fik lov til at have deres arme i fred. Tilbage mod stævnen rundt om styrbordsides kanon og så helt op på toppen af bakken hvor sigten var udmærket. Rundt om denne og så ind i vraget i styrbord side, hvor pladerne mangler. Her var dog meget mørkt inde, så det blev til en kort fornøjelse. Til sidst lå jeg lidt tid og kiggede på vores bundtov og kunne ikke helt finde ud af om jeg skulle binde af. Der var masser af guf til et andet dyk her, men mangel på fisk gjorde udslaget, så jeg bandt af. Oppe i båden blev der hygget med mere ny snak og et par snegle til kaffen, i mens et nyt mål blev stukket ud. Saturnus (nogen kalder den fejlagtigt for Taifun) lå 4 mil sydpå og vi ville sejle hen over den alligevel på vej hjem. Vi tøffede derned af, så det passede med at Henrik havde overflade tid nok til at dykke når vi kom frem.
Rans nye besætning
Rutinen gentog sig og da det blev min tur, kunne jeg atter glæde mig om ringe strøm og udsigten til lidt mere lys og sigt på vraget, der også lå et par meter lavere, bunddybden var 37 og 32 til toppen. Henrik havde bundet på helt ude i stævnen og jeg tog vraget rundt. I agten står der tit en havkat, gerne under 88mm kanonen der peger mod overfladen. Her var også et eller andet stort under dækket, men den rumsterede så meget at jeg intet kunne se og havde ikke tålmodighed til at vente på at mudderet lagde sig. Jeg svømmede ud over hækken og ned på bunden, her et par meter ude på bunden er der fyldt med jomfruhummerhuller, men der var desværre ikke nogen hjemme i de nærmeste og sigten var ikke helt til at bevæge sig langt væk fra vraget. Jeg nød dog alligevel at se de kæmpe store søfjer der stod i mudderet og der var flere forskellige slags. Tiden var ved at være gået og jeg bandt af uden fisk i posen.
Så er freden forbi
Henrik og jeg blev enige om at vi ikke kunne komme hjem uden fisk og ville ofre os på et 3. dyk og vi stævnede mod Mirs vrag, en rodebunke på 25 m vand også lige på vejen ind, hvor der ofte er masser af fisk. Vi var dog lidt amputerede med kun mit håndspyd og Henriks harpun der ikke havde noget tryk. Jeg var først i og glædede mig over at der var god sigt på vraget, efter Mirske forhold i det mindste. Her kan ofte være rigtigt dårlig sigt. Jeg frigjorde lod og kæde af rodebunken og lagde det ud på bunden og startede med at afsøge hver en krog. Der stod masser af torsk i vraget, men håndspyddet var utilstrækkeligt og jeg måtte være tålmodig og vente til det rette tidspunkt. Efter at have været vraget halvt rundt, så jeg en pæn stor fisk igennem et hul i et stykke plade. Jeg kunne ikke se hoved og hale, men nu skulle det være og jeg stak ned gennem hullet og fik spyddet fisken og pressen den ned i bunden så mit spyd bøjede. Jeg regnede med at det var en torsk, men sådan som fisken ålede sig, troede jeg kortvarigt at det var en havkat. Jeg stak forsigtigt hånden ind under plade for at mærke efter og fik fat i noget glat hale og hev den til mig fik fat i hovedet og monterede kniven i skallen på den. Et par kæmpe glugger fortalte mig at det ikke var en havkat men en meter lang lange. Den slappede efterhånden af og så var middagen hjemme. Lange er en udmærket spisefisk noget mere fast i kødet end torsk. På den sidste del af dykket så jeg flere torsk og en havkat der lå langt inde i vraget, men uden decideret harpun var de fredede. Henrik og jeg mødtes på tovet, han var desværre tomhændet.
Glade dykkere
De sidste 6 mil ind til havnen gik i højt humør og med en kold øl i favnen. Vi fik rigget af, afregnet og sagt farvel. Da jeg havde parkeret båden, ja så var Rene vel nået til Køge og havde kun et par hundrede kilometer igen Tak for en god tur.Henrik