7/7-2012
Kronprinzen Kl. 8:04 og sidste mand, det havde jeg ikke regnet med! Men hva, så kom vi da hurtigt af sted, dog ikke hurtigere end at vi kunne nå at skifte stigen ud med den nye. Havgassen blev sendt til Gilleleje med Nicolai og Steffen, mens PIV, Sten og jeg fik fyldt (mine) flasker.
Den fine nye stige og den gamle (stige)
I Gilleleje var det så, som så, med solskinnet og det var lettere tåget og virkede nedbørstruende. Men vi kom nordpå mod Kronprinzen, og vi kom hurtigt deropad. Vi så også at der ikke er nogen generationskløft i Havbasserne, der var interessefællesskab og forbrødring mellem yngste- og ældstemand. Begge snorksov på en stor del af turen.
Båden fyldes
Vi nåede Kronprinzen, og fik smidt loddet i stævnen. Steffen og jeg skulle binde på, der var ingen strøm og fin sigt i overfladen, så det gik pænt nedad. På 18-20 meter blev vandet meget uklart af store partikler og jeg bandede lidt indvendigt, vi har jo før (ikke) set Kronprinzen med dårlig sigt, men på 27 meter klarede det helt op, og der var vel 6-8 meters sigt på vraget. Og det var godt for loddet lå ikke på vraget, men et par meter derfra og så ellers op og hale loddet ind. Herefter gik det ned mod bunden for at se om der skulle gemme sig en enkelt havkat eller to under pladerne på bunden, men der var ikke andet end langer og glyser. Op på vraget igen og så lidt rundt op og ned og ind og ud. Der var enorme taskekrabber mange steder, en enkelt buskhoved og nogle blåstak/rødnæb residerede under kanonen i styrbords side. Temperaturen på vraget var 7 °C, så det føltes ganske komfortabelt, hvilket måske også skyldtes, at der var tilført et sæt skiundertøj siden sidste dyk.
Buskhoveder
På vejen op skulle vi igennem det uklare lag, der lå helt skarpt afgrænset, som om det var en isflage. Og man kunne stikke hovedet op igennem og der var der 10 meter sigt. Dvs. fra 0-10 meter på 10 cm Oppe igen var det halvtåget og støvregn, så solcremen var ikke påkrævet, til gengæld var det heller ikke for varmt. Alligevel gik overfladetiden tjept og snart var det tid igen. Den gode sigt skulle udnyttes til en tur i agter området, hvor navigationen kan være svær. Desværre var sigten blevet lidt dårligere i agten, så vi nåede ikke hele vejen til enden, men vendte om, mens vi stadigvæk var sikre på at kunne finde tilbage.
Blåstak
Der var torsk og langer i vraget, men det kneb med havkatte. Men dekohammeren falder jo altid, når man morer sig, så da den nærmede sig den halve time gik det mod overfladen, så de sidste også kunne blive færdige med dagens udskejelser.
Lidt dekosjov
Da alle var i båden talte vi om at fylde benzin på inden vi sejlede, men Nicolai mente, at vi kunne nå i havn på det, der var i tanken. Det har vi aldrig kunnet før og det viste sig selvfølgelig, at det kunne vi heller ikke denne gang. Men vi fik hældt lidt brændstof på tanken og kom i sikkert havn, næsten da, for Nicolai ville lige brænde koks af tændrørene inde under land, så vi lige blev banket til lirekassemænd. Kim R