31/10-2010
Kombitur omkring Ven Selvom der var annonceret tur i Østersøen, så mente jeg alligevel at det var på tide at komme på sundet, så jeg skulle nå at fange og mænge sild til julens frokoster. De skal ligge mindst 6 uger i salt og skulle dette nås, måtte en dag med sådan en vejrudsigt bruges, til både at få et par dyk på Robert og så udnytte overfladetiden, med fiskestængerne.
Forventningsfulde dykkere
Vi mødtes 9.30 på Rungsted havn (bortset fra en enkelt som ikke havde stillet uret tilbage og derfor kom en time før), pakkede båden og krydsede et diset Øresund. Da vi nåede nordvest-bøjen klarede det dog op og solen var næsten fremme.
Det klarer op
Fremme ved Roberts position blev alt gjort klar, vraget ophyggeligt målt op og loddet blev smidt. Dykker nr.1 i vandet og i overfladen igen efter 20 minutter, loddet stod udenfor vraget, dårlig sigt og strøm på bunden vanskeliggjorde opgaven og vraget blev ikke lokaliseret. Dykker nr.2 i vandet, efter denne gang meget meget omhyggeligt at have placeret loddet på broen, men efter 10 minutter kunne dykkeren melde det samme som første gang. Dykker nr.3, .ja rigtig gættet, intet vrag og samtidigt kunne Kim meddele, at der på bunden var så meget strøm, at han ikke kunne flytte loddet, selvom han havde en klar formodning om, i hvilken retning vraget lå.
Robert med stævnen mod højre
Nå ja, så var det lige som om gejsten forlod os og vi besluttede at fange lidt fisk, mens vi diskuterede om vi nu skulle besøge Ceylon eller Livlig i stedet. Jeg havde kun to fiskestænger, men Sten sagde, at han ikke behøvede nogen fiskestang, han ku det der med sild .
Sten i overfladen igen
Nå men vi fik hurtig fyldt spanden med sild, drukket nogle øl og hyggede os egentlig ret godt, selvom ingen endnu havde set noget til nogen vrag.
Mad
Da vi var trætte af at fiske, sejlede vi syd om Ven mod vraget af Livlig. Endelig blev der dykket, renset fisk og spist madpakker, drukket en øl mere og hygget i det dejlige vejr, det var absolut vindstille hele dagen. Snart var vi atter i Rungsted, efter en tur der ikke var gået efter planen, men dog alligevel kan regnes, blandt de gode dage på havet. Allan Jensen