18/9-2009

Frederiksholm og Libra En sen afgang på en fredag kunne måske kompensere en smule for alle de dykkerture jeg havde takket nej til gennem de sidste par uger. Det var da i det mindste et forsøg værd, og da Marianne og Flemming tidligt på ugen signalerede, at der ville blive ture både fredag eftermiddag og lørdag morgen før krebsegildet, skyndte jeg i vanlig optimistisk stil at melde mig til dem begge to.

Jeg nåede som sædvanligt frem til svømmehallen i tilstrækkelig god tid til lige at nå det fastsatte afgangstidspunkt kl 16:30. Vi fik aftalte med Nicolai, at han skulle møde os i Hundested, og vi fik sendt Marianne og Flemming af sted med Havgassen. Vi var også lige ved at få Thomas med. Han var lige ved at lade sig overtale til at en tur på havet, da han lige kom forbi svømmehallen, men han blev i sidste øjeblik ramt af fornuftens klarsyn, og huskede på et eller andet vigtigt han skulle.

Klar!

Sten og jeg kom af sted noget efter Havgassen og fik ellers fredagstrafikken i Nordsjælland at føle. Alt fra høstmaskiner, lokalbaner og diverse påhængskøretøjer generede vores ellers gode tur, og vi troede Flemming var sarkastisk, da han efter en god times tid sendte en SMS med 20 minutter. Vi troede, de havde ventet på havnen i 20 minutter, men i stedet var der sket en ulykke på Hillerødmotorvejen og de var der om 20 minutter. Hillerødmotorvejen – en vej som Flemmings GPS foreslog. Den har nok været indstillet på hurtigste…

Men vi mødtes til sidst på rampen i Hundested Havn og fik smidt Havgassen i vandet og var efter nogen tid klar til afgang. Vi valgte at se vejret lidt an, for det var ikke helt så vindstille som vi havde forestillet os hjemmefra. Vi kom dog, trods sprøjt og palaver, de 16 nm til Frederiksholm, og vi blev efterhånden også enige om få smidt Nicolai i vandet, så han kunne binde på. Mens Nicolai gjorde klar kunne vi andre nyde solnedgangen. Nicolai havde også en markering med ned, så han kunne se om han også selv skulle binde af, for han kan jo godt være lidt længe om det.

Den fine solnedgang

Da det omsider blev vores tur var det næsten mørkt. Vandet var fint klart + 10 meter indtil 3-4 meter over bunden, hvor den, i hvert fald for sidsteholdet (Marianne og undertegnede), højst var 1,5 meter. Frederiksholm var fyldt med rødtunger, der lå sikkert langt inde under pladerne på bunden og der var en del mindre torsk, der trykkede rundt omkring. Der var også et par sej i varierende størrelser, der var meget interesserede i lygterne, så interesserede, at de kunne være taget med et søm, hvis man havde haft modet til at rense fisk i mørke. Efter en halv times tid og afbinding gik det igen mod overfladen, og vi kunne se morilden i det svindende lys.

Vi fik sat kursen mod Libra og tøffede af sted. Vi kom frem og skulle smide loddet i mørke. Nicolai blev smidt efter for han havde jo allerede hul i handsken, så han kunne jo bare binde på igen. Herefter blev Flemming og Sten smidt i vandet og alt åndede ro og fred et øjeblik.

Marianne og undertegnede skulle lukke festen, når der kom en afløser op. Der var jo god tid til at blive klar, for der var luft nok på flaskerne til begge dyk. Eneste problem for mig var, at jeg fik jokket ledningen til min lygte i stykker.  Jeg lånte en mindre backuplygte, men orientering rundt på Libra burde ikke være noget problem, selv uden lys midt om natten. Jeg dykkede ned af tovet med slukket lygte. Overalt var der morild og blændende glimt fra ribbegopler. Jeg kunne samtidigt se Nicolais lygte nede på vraget så sigten var der ikke noget i vejen med. Sigten var bedre på bunden her, omkring 3-4 meter. Vi startede med at dykke lige ned i en hummer, som blev drillet i et par minutter og svømmede ellers turen rundt på vraget hvor der var masser af torsk. Og langer! Jeg har aldrig set så mange langer på Libra før! Desværre var de ikke så store, men det kan de jo blive, for vi tog ikke nogen af dem. Og skal de spises, vil jeg også hellere ha’ torsk! Der var masser af fisk, men vi skulle jo op på et tidspunkt. Jeg tøffede lige over for at drille hummeren igen, og jeg fik fat i den. Jeg var lidt i et dilemma, skulle jeg ta’ den med til krebsegilde, for at vise hvordan en stor krebs ser ud, eller skulle jeg ta den med hjem og nyde den selv? Stillet over for endnu et af livets svære valg tog jeg den klassiske beslutning, nemlig ingen, og lod dyret gå! Endnu en heldig hummer – jeg tror, jeg er ved at blive lige så blød om hjertet, som jeg er om livet!

Fin anemone

Opstigningen skete med slukkede lygter, vandet var kulsort, men der var bioluminescens overalt i vandet. Bundtovet var blåt lysende, og hvis man ruskede lidt i det blussede det endda endnu mere op. Når tovet blev ramt af ribbegopler blændede det vores nattesyn, og man forstod pludselig hvordan et lysglimt kunne fungere som forsvar. Man var næsten ked af, at man ikke havde tvunget deko, men det blev mit livs længste sikkerhedsstop, og jeg var ked af at skulle op. Og tak til overflademandskabet fordi de huskede at slukke ankerlyset!

Da vi alle var i båden var vi helt oppe at køre over denne fantastiske, men i bund og grund helt almindelige biologiske oplevelse. Men Kattegat på en aften uden måne med stjerner både på himlen og i havet (og her tænker jeg for en gangs skyld ikke på havbasser) – det var stort! En fantastisk dykkertur, selv om der ikke kom noget i posen!

Masser af anemoner

Vi tøffede mod havnen med slukkede lanterner, dels for at nyde stjerner og morild, og dels for ikke at ødelægge nattesynet, for bølgerne var der jo endnu. Men vi kom sikkert i havn, selv om det var lidt svært at nyde forfriskninger imens!

På havnen havde vi travlt, for vi skulle jo af sted igen allerede næste morgen tidligt med afgang kl. 8. Selv om klokken var tæt på midnat, var vi meget fornøjede med aftenen, og vi fik hastet alt vores udstyr op og trukket havgassen op på traileren, da en af rullerne bagest på traileren gav op. Vi var tvunget til at sætte båden tilbage i vandet og vi kunne ikke lave traileren på stedet, da en svejsning på et af beslagene var knækket. Vi fik afrigget Havgassen, og fik den bundet fast et sted, der så ledigt ud. Herefter fik vi kørt traileren ud til smeden, og derefter hjem til Farum. Vi fik også sendt en SMS til Hans om, at dykketuren i morgen desværre var aflyst. Blot synd for Hans, at han ikke havde husket at meddele, at han har skiftet telefonnummer.

Traileren blev svejset næste formiddag, og kort efter middag var Havgassen sikkert tilbage i garagen. Og vi andre kunne tage til krebsegilde med ro i sjælen…

Kim R