Hyggedyk på Otto

11/6 2014

Ja, det er jo ikke fordi der er så meget at skrive om, vedrørende dykningen. Vel var det da gode forhold vi blev budt; ingen strøm og 6-8 meter sigt og jeg havde da også 40 fornøjelige minutter på vraget, dog uden at møde en eneste spisefisk.

Der var mange små taskekrabber

Næh, det som stak frem på denne tur, var det at Henrik tilsyneladende agter at genoptage dykning, efter et par måneders dikke-dik og bleskift. Samtidigt havde vi også sygebesøg, nej altså ikke på den måde, men vi havde besøg af Kasper som er sygemeldt, og som var taget med for hyggens skyld. På hans sidste dykkertur, blev han kørt over af bådtraileren og brækkede kravebenet – ja, dykning kan være farligt. Men det var i hvert fald hyggeligt at han var med og vi fik samtidig lært, at dykningen afvikles meget hurtigere når man har en bådfører med som ikke dykker. Men jeg håber selvfølgelig at Kasper snart er klar igen.

Pyntekrabbe

Buskhoved på udkig efter en partner

Der var ikke meget strøm

Nå forresten, da jeg havde bundet af og trådte ind i båden, så jeg de første spisefisk på turen, 2 store flotte tunger som Henrik havde nappet.

God og sund mad til ammende kvinder…

Tomhændet fisker!

Herefter blev der budt på lunkne bajere, mens vi sejlede ind og jeg fiskede nu efter, hvornår Henrik igen sætter sin båd i Smygehamn. Det ville jo være dejligt, at komme i Østersøen snart igen, men jeg fik desværre ikke et klart svar.

Ammestuehistorier på falderebet…

Allan Jensen