13/10-2010
Hul i det heleMed hul i kalender, vind og andre trivialiteter var det en nem og hurtig beslutning, at takke ja til PPPs invitation til tur på og under havet. Det med prognosen for hul i vinden var der tilsyneladende delte meninger om og måske også årsagen til, at kun ganske få turde driste sig ud. Onsdag morgen blev Allan J da også i sidste øjeblik reddet af sin VVS-mand, som vist nok havde byttet om på ventil og pak-garn. Kaos i Hørsholm og heldigt for det, da vejret kun kunne blive værre.
Antallet af tilmeldte, var som sagt ikke overvældende, men det var vejret til gengæld. Det var ganske simpelt fantastisk. Intet mindre. Der er få dage om året hvor man kan nyde vindmøllernes totale tavshed, og den forvirrede skorstensrøg der først stiger helt lige op, for kort tid efter at finde ud af, at der ikke er nogen til at vise vej, hvorefter den uden held forsøger at komme tilbage i varmen. Det var en af den slags dage hvor selv turen til Gilleleje var en oplevelse. Her kunne skues et af naturens store dramaer på liv og død, når disen kæmper den ulige overlevelseskamp mod solen. Denne dag skete det hurtigt og effektivt uden store lidelser.
I Gilleleje blev vi mødt af fladt vand og en sejlklub fyldt med morgenfriske og motionsivrige dameben. Sidstnævnte satte Stenn i form for trance, men det flade vand havde nu også en vis tiltrækningskraft, hvorfor vi var ret hurtigt ude af havnen. Foran os lå ca. 50 min. behagelig sejlads til Kronprinz Wilhelm. Vi kunne ikke bare nyde det flade vand og solens stråler, men også en sigtbarhed der var så god, at man kunne blive helt træt i øjnene at, at se så langt. Efter kort tids sejlads fik Nicolai og PPP øje på noget de mente var lavt hængende og meget stationære tordenskyer i vores sejlretning. Vejret var måske også for godt til at være sandt, men det skulle da heldigvis senere vise sig, at være nogle mindre øer ud for den svenske kyst.
Svenske øer i det fjerne
Vraget blev hurtigt slået og efter kort tids fin-navigation blev loddet sendt mod stævnen. Imens der blev lavet hold og rigget til, nåede vi at drive væk fra bøjen. Ca. 10 meter var det blevet til. Ikke fordi vi var specielt hurtige, men fordi der nu også var hul i strømmen. At vi alligevel var drevet en smule væk må enten skyldes jordens rotation eller en eller anden form for tiltrækningskraft.
Hold 1 bestående af Nicolai fik rent undtagelsesmæssigt bundet rigtigt pænt på. Denne gang var der ikke valgt et nedbrudt søgelænder men en noget mere robust kanon. Hold 2 og 3 bestående af PPP og undertegnede var hurtigt efter. 12-15 meter over vraget kunne kanonen skimtes, men den glæde skulle dog ikke vare ved. Kun en anelse dybere end kanonen blev sigten reduceret til en middelmådig Robert-sigt på under 2 meter.
Jeg havde valgt at fiske, men blev ikke stresset af hele tiden at skulle prioritere forskellige byttedyr. Faktisk var der i flere henseender lidt småt med fisk. Langt inde under nogle plader så jeg efter lidt søgen 4-5 Langer. Den ene Lange var temmelig stor og blev udvalgt til at skulle med hjem. For at være sikker på, at få dyret ud blev jeg nødt til at flytte nogle ting. Havde håbet på at det kunne gøres uden at støve alt for meget, men det kunne det ikke. Aftensmaden var som med et trylleslag nu forsvundet fra sigtekornet. Øv! Havde dog en klar fornemmelse af hvor den største fisk befandt sig og lavede et lucky shot. Træf! Jeg havde bare ikke ramt den store fisk i hovedet men en mindre i halen. Den havde udover hul i halen både kampvilje, en del bevægelsesfrihed og ualmindeligt spidse tænder som nærmest var skabt til, at lave huller i en tørdragtshandske. Det gjorde den så.
Tid til op inden dekometeret blev grebet af den gode stemning.
I båden blev hold 4 bestående af Sten sendt i vandet, næsten samtidig med at PPP kom op, med en pose der var ved at sprænges af interessante fund. Ammunition til en 37 mm maskinkanon var i forhåbning om at det var ufarligt, hvis hylster og hoved blev skilt fra hinanden, blevet demonteret i dybet, fyldt i en pose og bragt med til overfladen. PPP forsøgte nu efter bedste evne at overtale mig til, at fortælle ham at hovederne var massive og ganske ufarlige. Nu har jeg ikke bare i mit tidligere liv beskæftiget mig en smule med ammunition, men også været letsindig nok til, at tage lignende ammunition med op, og var derfor ikke den rette til, at give garanti for ammunitionens ufarlighed. Faktisk syntes jeg det ville være hul i hovedet (og måske en masse andre steder) at tage ammunition med eksplosive hoveder med, men manglende garantier syntes nu ikke at have synderlig effekt på lysten til at tage dem med hjem. Men da et af hovederne efter kort tid begyndte syde, havde det en helt anden pædagogisk virkning. PPP kunne nu pludselig godt se det uhensigtsmæssige i at have 6 sprænghoveder med tværs over Kattegat. De blev derfor resolut hældt tilbage i havet, uden smålig skelen til at Stenn svømmede rundt lige i nærheden. Det vil sige at han kun var i nærheden indtil han skulle op, idet han for træningens skyld valgte at lave en fri opstigning. Det var et klogt valg når der nu hverken var strøm eller bølger.
37 mm patron som andre med held, har fået hjem på amagerhylden
Overfladetiden blev brugt på at suge energi fra solen, genfortælle næsten sandfærdige løgnehistorier, spise frokost og naturligvis skifte de perforerede handsker. Møg fisk.
Andet dyk nu uden harpun og med en sigt der var blevet væsentlig bedre. Var nede at kigge på den bunke ammunition PPP havde væltet ud, blev fristet af en skotlampe og fik jagtinstinktet aktiveret da en torsk af en anseelig størrelse åbenbarede sig. Efter kort betænkningstid besluttede jeg mig til at hente harpunen der lå ved bundtovet. Godt det samme for da jeg kom tilbage for at harpunere fisken, havde den naturligvis besluttet sig for at ville lege gemmeleg. Den vandt. Ikke mere jagteri, så det blev til en zig-zag tur henover vraget tilbage til kanonen og mod overfladen afbrudt af små 10 min. deko. Syntes at vandet i overfladen er blevet mærkbart koldere i løbet af relativt kort tid. Vi må glæde os over at der kun går 7-8 måneder før vandet igen har samme temperatur.
I overfladen var der nu kun, at vente på Stenn og se om han ville gentage øvelsen fra tidligere. Det gjorde han ikke, hvorfor vi uden problemer kunne gå direkte til den obligatoriske øl og kort tid efter begynde hjemturen. Det skulle nu vises sig at, at de profeter der havde forudset, at vejret ville blive værre end om morgenen, havde ret. Procentvis var det blæst ret kraftigt op. Kan dog ikke helt regne ud hvor mange procent det er, når noget ændre sig fra 0 til 2, men det må være meget. Fin tur hvor vi bl.a. kunne opleve en masse alternative regnbuer i flyenes kondensstriber.
Da vi nåede havneindløbet begyndte jeg måske lidt ureglementeret, at løsne flaskerne og lægge dem klar til, at blive losset. Det var ikke fordi vi havde travlt, men det havde ligesom udløste en stemning af travlhed. Meget atypisk begyndte PPP at småløbe og Nicolai fik pulsen over 80 da han skulle trække båden op. Stenn måtte lige tjekke om der stadig var motionerende dameben i sejlklubben. Det var der ikke. De var erstattet af nogen der drak kaffe.
Havkassen var klar til afgang i løbet af nul komma fem og vi var i Farum før kl. 17.30. Med 4 mand i båden er motoren knap så forslugen og hullet i tegnebogen kunne derfor begrænses til det der svare til ca. ½ parkeringsbøde.
Tak for en hyggelig og oplevelsesrig tur. Håber der kan sniges endnu et par af de længere ture ind i dykkerprogrammet i år, inden kulde og blæst sætter sine begrænsninger for den slags. Mvh Henrik