6/6-2009
Eisfish, Stenfragteren og Mirs Vrag Langtur lørdag, så det var med at være hurtig på mailen, da turen blev annonceret, for pladserne er jo få, når vejret er godt! Nu går verden jo ikke i stå bare fordi der er en dykkertur, der er jo altid et eller andet sted, hvor man kan føle sig uundværlig, så til trods for, at jeg var den første, kom jeg alligevel sidst! Jeg var tidligt oppe ved svømmehallen for at toppe flaskerne, og derefter skulle jeg et smut forbi jobbet, for at gøre min pligt! Jeg var tilbage ved svømmehallen kl. 9:00, og min status var ændret fra duks til den der kommer for sent næsten! Vi kom af sted kort efter, men vi skulle først lige ha en snak med andetholdet, der skulle med gummibåden i Øresund. De skævede op på flaget ved svømmehallen, der blafrede lidt for lystigt i vinden. Jeg havde heller ikke set den friske vind i prognoserne, men det var måske kun inde over land, så vi troede (vi lærer det aldrig) stadigvæk på det! Turen til Gilleleje var lige så begivenhedsløs, som den var lang, men det er jo heller ikke så galt endda, for begivenheder på transportetaper er næsten altid noget med reparationer! I Gilleleje var vejret en anelse uldent, vi kunne sejle, men langfart blev det vist ikke til, så til PPPs store fortrydelse lod vi dunkene med ekstra benzin blive på land, men vi havde nok alligevel ikke haft plads til dem, for vi havde 3 biler fyldt med lort, der skulle stuves i vores lille båd. Når jeg ser Havgassen læsset til bristepunktet kan jeg ikke la vær med at tænke på overvejelserne om en ny RIB, der skulle øge vores aktivitetsniveau. INGEN Rib vil kunne ta udstyret fra bare 4 Havbasser, og slet ikke hvis de skal ha forplejning med! Vi kom af sted, og målet var Eisfish, hvor fiskelykken plejer at være ok, og denne dag var der flere mordere ombord! Turen derud var nogenlunde, selv om vi af og til blev sprøjtet til af en eller anden bølge, som PPP mente skulle ind i båden. Vi havde dragter på, så problemet var ikke stort, dvs Flemmings knægt, Philip, var nok ikke enig, for han havde kun alm. tøj på. Eisfish blev nået og loddet droppet på en halv times tid, og så gik der et tilsvarende tidsrum med at finde en, der gad binde på. Til sidst var Flemming nødt til at hoppe i vandet, for Philip havde næsten spist alt provianten, og hungersnøden truede lurede inden eftermiddagskaffen. PPP og Lotte hoppede efter. Måske ikke det bedste for sigten at slippe tre fiskere løs først, men sådan blev det.
Mens vi venter på Flemming…
Flemming kom op efter ca. 40 minutter og berettede om lortesigt og ingen fisk. Vi andre gjorde klar, og var enige om at binde af, når tiden var inde til det. Marianne kom først i, så Morten og undertegnede. Og vel – sigten var ikke god, men der var på den anden side en ganske righoldig fauna. Der var torsk, rødtunger havkat, glyser og buskhoved, plus den vi altid ser og derfor aldrig nævner nemlig havkarussen. Af hvirvelløst var artslisten endnu mere righoldig, og et udpluk kunne være sabella, flere arter søanemoner, søfjer, søhøner, sønelliker, taskekrabber og rejer. Desværre var det svært at fotografere, dels var sigten generelt dårlig, og fiskerne havde gjort den ualmindelig dårlig. Men det blev 3 på stribe – en søpølse, en monstergravid reje og en søfjer inden for 20 cm. Er rejer for øvrigt gravide, når de bærer æg og unger under bugen? Fint motiv, men billedet blev hårdt ramt af de dårlige vilkår. Dels den dårlige sigt og dels den meget løse bund, der fjernede enhver mulighed for at prøve anden gang.
Søhøne, reje og søfjer
Det var Mortens første tur på Eisfish, så fik han lige en tur rundt på bunden mellem trawlrester og andet skrammel og derefter en tur ovenpå vraget. Det var en god lang tur, for vi skulle jo kigge lidt undervejs, og efterfølgende måtte der betales på tovet. Marianne havde på forhånd afvist at dykke længere end 25 minutter, så hun var allerede oppe i solskinnet. Men det var rart at komme op i det varme vand over springlaget. Men kedeligt! Overflademandskabet havde i mellemtiden slukket for blæsevejret og tændt for solen, og benyttede de ændrede vejrforhold til at lægge andetdykket på Stenfragteren, som ligger yderligere et par sømil fra havnen. Vi tøffede derover og nåede at komme ud af dragterne, da PPP mente, at reservepiloten skulle sejle lidt stærkere med det forudsigelige resultat, at der var 5 våde inderdragter inden målet var nået. PPP var jo i læ bag skærmen og kunne ikke se problemet. Han fornemmede kulden i båden og skyndte sig at hoppe i for at binde på, efterfulgt af Flemming og Lotte igen 3 fiskere i som de første. Dyrelivet på Stenfragteren bliver bedre og bedre for hver gang vi kommer der, det myldrer med fisk lange, torsk, sej, rødtunger, berggylte, rødnæb, havkat og flere andre, der ikke er på menukortet. Fiskerne fik opfyldt deres kvoter og der var mange fisk til os andre. Sigten var ikke fremragende, men det var forudsigeligt! Dykket var ret kort, ca. en halv time, vi skulle jo også ha luft til Mirs på vejen ind, men heldigvis var nitroxen fed, og dekoen tilsvarende unødvendig. Fiskerne havde renset deres fangst og de havde bl.a. studeret indholdet af en havkats mavesæk. Den havde ædt en del guldmus (aphrodita aculeata) en mangebørsteorm med skalryg, der minder mest af alt om julepynt.
Maveindhold fra en havkat. Det skal vel bare i suppen?
Vi sejlede hurtigt hen til Mirs, et kvarters tid tog det, og loddet blev skødesløst kastet af en, der ikke selv skulle dykke der. Faktisk var det kun Marianne, Morten og jeg der skulle i vandet. Båden lå helt stille ved bøjerne og jeg hoppede i som den første med, troede jeg, Morten på slæb. Han kom dog ikke med mig ned, dvs. han var med men opgav i første omgang, da loddet lå på bunden i en stor muddersky og skulle slæbes hen til et vrag, hvis der ellers var noget. Loddet var smidt efter agterenden, tror jeg, det er der hvor vraget er mest nedbrudt. Orienteringen dernede var svært hæmmet af den muddersky lod og arbejdet med at slæbe det hen til vraget skabte, men sigten tiltog jo længere væk man kom fra bundtovet. Helt op til 1-1,5 meter! Men der var masser af liv, specielt kæmpestore taskekrabber, der sad i alle huller og nærmest bad om at gi en hånd med til aftensmaden. Jeg mødte Marianne og Morten, da jeg returnerede efter ca. 20 minutter på en af de mest oversete og undervurderede skrammelbunker, jeg kender. På vejen op undrede jeg mig lidt over, at bundtovet var relativt spændt, men det viste sig, at der var så lidt vind og bølger, at vores initiativrige overfladeberedskab havde bundet Havgassen på.
Fin søanemone
Op til en velfortjent kold! Mens vi riggede udstyret af til transport kom vind og bølger igen, utroligt så hurtigt bølgerne kan komme ud af ingenting, så vi sejlede de sidste 5-6 sømil ind til Gilleleje i bølger, der var på grænsen af det komfortable. Og fra Gilleleje gik det hjem til klubben efter en lang og god dag på havet! Kim R først!