Havbassernes Klubmesterskab i UV-jagt – d. 3/10 2026

Sol fra en skyfri himmel. Let vind fra syd – sydvest. Vandtemperatur 16 grader. Man skulle næsten tro, at konkurrenceudvalget (Gammelmandsjægerne) har forbindelser til højere magter.

Podiet 2026 – Klubbens ypperste fiskere…

10 jægere mødte op med store forhåbninger. Det blev dog i løbet af dagen tydeligt, at forskellige mål og dagsordener var i spil (mere om det senere i beretningen).

Niels Klaris stillede som sædvanligt konens sommerhus til rådighed. Der skal lyde en stor tak til Lise

Travlhed før afgang

Før start var der en smule panik hos Frank Gellert Andersen, da bilen var blevet saboteret og tabte kølervæske i samme hastighed som Frank taber klubmesterskaber. Alt gear skulle over i Niels bil, men da Frank ikke går ned på udstyr måtte traileren i brug. Det var så ikke den eneste udfordring med biler den dag….

Reglerne for konkurrencen blev gennemgået. Jagtområdet var sat fra ”Gniben til Korshage”. Fjæsing blev slettet som tællende art (onde tunger vil påstå, af fjæsing allerede sidste år blev fjernet, og de kun fremgik af listen grundet en doven plagiering fra sidste års indbydelse).

Herefter kastede jægerne sig ud i bilerne og hastede afsted til de udvalgte spots. Desværre skete det simultant med et færgetræk, så vi var en del jægere der måtte holde tilbage i hvad der føltes som en evighed. Det kunne være at det lige var den manglende vandtid der i sidste ende var afgørende…

Overstadig Frank

Den regerende Storfanger Jesper Baggesen Fjordager, havde i tæt samarbejde med en tidligere Storfanger kørt en stemning op vedr. den legendariske Storfangerhummerpind. Om dette fokus på desavouering af tidligere Storfangeres historiske betydning var årsagen er uvist, men sjældent har vi set et så voldsom fald fra tinderne. Jesper kom kun med nød og næppe ind i top-5.

Mads Lindberg Gerlach var første mand tilbage fra jagt. Måske lidt større tro på egne evner kunne holde Mads længere i vandet. Han kom nemlig ind på en flot 6. plads og var dermed en del af ”medalje-spillet”.

Herefter kom jægerne drypvis tilbage. Alle i god tid inden kl.15.30, hvor konkurrencen sluttede.

Mads T med største pighvar

Det vil sige alle på nær Mads Ejrnæs Tønder. Kl. 15.24 kom den lille blå Fiat Barchetta susende med gruset stående ud til alle sider. Det viste sig, at det ærede medlem af Havbasserne (trods advarsler om samme) havde formået at smække bilnøglen inde i bagagerummet. Heldigvis er bilen af en årgang, hvor et kraftigt stykke bøjet ståltråd kan klare hvad som helst, så krisen blev overstået og Mads nåede tilbage indenfor tidsgrænsen. Det skal her nævnes, at Mads er en meget dedikeret konkurrencedeltager. I bagagerummet (sammen med bilnøglen) lå allerede dagens flotteste fisk (pighvar 47cm), men han kunne fornemme, at sejren var indenfor rækkevidde. Derfor var der selvfølgelig tid til at jage på det sidste spot – hvor dramaet udspillede sig. Først smækkede han sig ude af bilen. Konstaterer det – hvorefter han hopper i vandet for at finde den sidste afgørende fisk. Først herefter kontakter han nogle lokale og får åbnet bilen. Det er fandme en forbilledlig indstilling. Mads endte på en flot 4. plads.

Indmåling – det skal gå rigtig til

Hvad der sker i vandet bliver i vandet. Måske var det årsagen til at saunatøserne (Niels Klaris, Jess Bach Nielsen og Jacob Toxværd) endte på 8.-10 pladserne. Måske fokus var mere rettet på saunegus-konkurrencen efter middagen. Under alle omstændigheder var der ikke mange fisk der måtte lade livet for de tre ”jægeres” harpuner.

Fangsten fileteres

Frank var fuldstændig rundt på gulvet af glæde, da han vendte tilbage ”Sidste år, ville hans fangst være en klar 1. plads” proklamerede han højt – men det var jo sidste år. Igen i år måtte Frank nøjes med 3. pladsen.

Coach vakuumpakker

Rasmus Berg Høgh Nielsen er jo normalt kendt som den tavse dræber der går dybt efter fiskene. Om det var mangel på vrag eller om det var hans gode opdragelse vides ikke, men han valgte fangstmæssigt at holde sig tilbage, så de ældre jægere kunne bevare selvtilliden. Han kunne dog ikke holde sig bag Saunatøserne, så det blev til en fin 7. plads.

Opremsningen af placeringerne efterlader kun 2 jægere tilbage. Den trefoldige Storfanger Coach Krarup, samt Jonas Jensen der deltog for anden gang. Coach jagede indtil han var sikker på ikke at ende på sidstepladsen, men modstanden var ikke så stor til årets konkurrence, så det blev til en væsentlig bedre placering. Kampen om pokalen og 2. pladsen satte ind.

Afgående Storfanger takker af

Da indmålingen var godt i gang blev Jonas spurgt ind til om han ikke også havde nogle fisk, hvorefter han køligt svarede: ” Det er nok bedst jeg venter lidt…..”, der gik et sus igennem flokken af jægere. Aldrig før er der blevet meldt så ”Stor en hånd” ind ift troen på egen sejr.!!!

Ganske rigtigt var Jonas fuldstændig suveræn. Ny klubrekord og en stor person sejr med første dagstunge på bordet. En ny Storfanger er født

Tillykke Jonas, årets klubmester i Havbasserne

Herefter blev fangsten flitteret og vakuumpakket. Maden blev sat på bordet af kok Henrik. En kæmpe tak skal lyde fra alle deltagere (samt fra Falckmanden, der hentede Franks bil). Det er luksus, at vi kan fokusere på bandithistorier fra dagen og fortiden, mens maden bliver serveret.

Falckmand til middag

Efter dejligt samvær ved bordet kørte 6 trætte, men glade jægere hjem, mens Saunatøserne og Frank udkæmpede det sidste slag om saunagus-titlen…

Alt i alt en fuldstændig fremragende dag. Vi glæder os allerede til næste år.

Coach Krarup