Fløjten

20/7 2015

FløjtenJeg havde forhandlet mig til at møde i havnen, og lagde mig bag Steffen, Kim og Havtasken fra Kokkedal med kurs mod Helsingør. Steffen havde tidligere på dagen sendt et link til nogle af Manleys billeder http://bends.dk/galleri/helsingoer_treewreck/index.htm  og med udsigten til lidt læ for bølgerne nordfra og håbet om bedre sigt i den lavere dybde og hårde sandbund, var målet fastlagt.

En tur på havet er bedre end huslige pligter!

Båden blev sat i vandet i adstadig tempo og vi tøffede ud af havnen. Vi tog et par oversejlinger over vraget, der ikke lodder meget op. Kim blev sendt i, med aftalen om at hvis sigten ikke var god, ville vi hellere dykke Otto. Kim blev nede og vi bandt på. Tovet var smurt ind i lårtykke brandmandstentakler, så Steffen iførte sig sikkerhedshandsker. Steffen hoppede efter og jeg fik et par rolige minutter i båden, inden jeg gjorde mig klar til at tage imod Kim og selv komme i vandet.

Så er det blevet Dennis’ tur

Kim kom i overfladen og berettede om fine forhold, men at han kedede sig en smule uden sit kamera. Jeg måtte lige sætte en o-ring i førstetrinnet inden jeg søgte mod dybet. Allerede 6-8 m over bunden kunne vraget skimtes. Jeg tog lige et par ture op og ned for at få højre øre med på legen. Det lykkedes og jeg kunne gå i gang med at inspicere vraget.

Rælingen er ikke helt intakt

Der mangler vistnok lidt af kalfatringen!

Vraget er sandet noget til, men man kan følge kanten hele vejen rundt, og i den fine sigt kunne man såmænd se de otte meter på tværs også. Der er flere jernkanoner på vraget, men dem var der ingen, der havde fortalt mig om – så dem lagde jeg ikke lige mærke til. (Manley har beskrevet vraget her http://bends.dk/projekter/helsingoer/floejte.htm ). Der er også blotlagt en tønde. Rommen er løbet ud, og i stedet er den bare fyldt med sand.

Der skal lige fjernes lidt sand

Sigten gik lidt op og ned, men var grundlæggende ganske god og indbød til billeder af de store linjer. Desværre var der også en del fnuller i vandet. Billederne så endnu engang bedre ud på bunden, end de gjorde da jeg fik dem op på en stor skærm.

Steffen retur til båden med masser af tomme dåser! Padi Miljø Speciality??

Gad vide, hvad der har været i dengang?

Til slut, hvor jeg var alene på vraget gav jeg mig til at tømme nogle kasser for sand, og der dukkede flere bearbejdede træstumper op… stumper. Nogle af dem lignede resterne af en skål.

….bearbejdede træstumper.

Efter 45 minutter var vraget vist også ved at være set, og jeg bandt af. Inden jeg gik op tog jeg dog en lille svævetur hen over bunden, men uden det store udbytte. Jeg lod loddet gå og gik mod overfladen. Jeg gik fri af brandmændende og kom sikkert i båden.

Godt at det er lyst længe…

Vi gjorde et par halvhjertede forsøg på at få et sidescan billede af vraget, men blev hurtigt enige om at vi nok skulle øve på noget lidt større først. Vi stak mod solen og Kronborg.  Båden kom på land. Jeg stak direkte hjem mens Kim og Steffen tog sig af Havtasken.

…og at der er heldigvis lys på bilen!

/Dennis