10/6-2012

NOMA – Go homeEfter at være blevet offentligt ansat og fået smidt knægten ud af huset, virker det til, at ”Søren rigtig gamle formand” i den grad har fået fiskeblod på tanden, og havde igen i år inviteret til fisketur.

Lennart klar til mord

Et strandyk ved plantagen i Hornbæk var måske ikke det der trak allermest, men af sikkerhedsmæssige årsager valgte jeg alligevel at dukke op. og kunne ved samme lejlighed fået trimmet Oliver lidt til Norges-turen. Det var imidlertid letter tænkt en gjort.  Én ting er at få en træt ”meget tæt på teenager” ud af sengen søndag morgen; en anden ting er at få det til at lykkedes når formålet med at forlade sengen er for, at dykke når det samtidig blæser kraftigt og regnen står ned i stænger. Man må i sine bestræbelser på at få ungen ud af røret, finde alle tilgængelige pædagogiske værktøjer frem, hvor balancen mellem opmuntring, ros, smigr, bestikkelse, ris, fornedrelse og trusler om alverdens ulykker er afgørende for om ”operationen” vil lykkedes eller ej. Et par ruller gaffatape gjorde underværker og vi kom af sted uden større blodsudgydelser J dog så sent, at der næppe ville være behov for målfoto for, at afgøre hvem der skulle skrive beretning.

Fine forhold

”Søren rigtig gamle formand”, Lennert Poulsen, Kim, Jacob og Jess var ankommet og i gang med at gøre udstyr klar. Om det var fordi det haltede lidt med rutinen eller fordi de ikke havde været der i særlig lang tid, skal lade være uvis, men specielt langt med klargøringen var de ikke kommet, og havde det med gaffatapen bare stået et par sider før i den pædagogiske håndbog, havde I sluppet for min beretning.

Inden Oliver og jeg gjorde os klar, måtte vi lige ud og se til vandet. Vi kunne glæde os over at regnen var stoppet og at der var så meget læ for vinden, at der var noget der kunne minde om helt fladt vand. Til gengæld havde efterårets og vinterens storme tage godt for sig af kysten, og undermineret træer der var væltet, ligesom der var trukket så meget sand med ud, at det nu ikke længere er muligt at komme ud på kanon-fundamentet med udstyr. Derudover var skrænten ned til selve stranden blevet så stejl, at det er forbundet med noget besvær at komme derned. Intet er som bekendt, så skidt at det ikke er godt for noget, og det gode ved disse skrænter er, at det er ret munteret at se folk med dykkerudstyr komme ned op og ned. Det gælder i hvert fald når det er andre der skal foretage passagen. Det grinede vi så skiftevis af. Det samme skete så også ved selve ”vandgangen” som bestemt ikke er blevet nemmere.  Det var således urkomisk, at se hvordan Jess meget hurtigt mistede fodfæstet og forsøgte at svømme på 20 cm vand. Det kan man ikke!

Et offer (snart)

Selvom vejret var markant bedre end da vi drog hjemmefra, var Olivers lyst til at ”hoppe i havet” ikke steget markant, men med hiv og sving fik jeg ham ”påklædt” or trukket mod vandet Turen over skrænten foregik en anelse mere elegant en de andres, da vi havde valgt at kompensere lidt for strømmen, og gik i vandet et andet og mere tilgængeligt sted.  Jeg havde i mit forsøg på at ”please” Oliver, taget hans finner og maske, så han alene skulle koncentrerer sig om at holde balancen til vi nåede svømmedybde. Det var ikke kun en udfordring for ham, men i den grad også for mig. Endelig ”fast grund” under fødderne. Finner og maske på og…….Fandens! havde tabt Olivers maske, som ikke var til at finde igen. Oliver livede helt op, med udsigten til, at kunne forlade vandet, uden at være udsat for det frygtede kuldechok. Sådan skulle det ikke går, idet Kim af uforklarlige årsager dukkede op, lige der hvor vi skulle i. Hurtig blev en maske lånt og vi kunne efter meget besvær endelig komme i vandet.

En jager med lidt fangst

Jeg havde i dagens anledning valgt en passende 3 mm våddragt med uden handsker og sokker. Det ville nok være en overdrivelse, at påstå at vandet var varmt. Friskt ville nok være en mere passende betegnelse. Vandet var til gengæld ret klart og heldigvis for dykkets længde viste den første rødspætte sig efter få minutter. Den blev af pædagogiske årsager straks spiddet, selvom den nok ville have haft godt af, at beholde livet en måned mere.  Oliver blev  ramt af blodsrus og vi fik et rigtig godt dyk med en god fangst, af relative store fladfisk. Da kulden var nået gennem samtlige 3 mm var det tid til op. Endnu engang en tanke der var lettere tænkt end gennemført. Stenene var stadig lige runde og lige glatte. Til gengæld var mine fødder nu så kolde, at de formentlig ikke engang på flad grund, ville kunne have ydet mig tilstrækkelig støtte. Det blev en ualmindelig pineful landgang på mange måder. Én ting var den smerte mine fødder måtte udholde, hvilket på en eller anden måde var til at forholde sig ti. Det var dog straks svære at acceptere den underholdningsværdi min mindre elegante entre medførte. Uanset hvor mange anstrengelser jeg end gjorde mig, kunne fødderne bare ikke holde. Hvis jeg væltede 20 gange, vill det nok ikke være for højt sat. Det blev en laaaaaang tur ind.

De onde sten ved stranden

Endelig fast grund under fødderne igen, hvor der naturligvis lige var en forhindring mere der skulle forceres, nemlig skrænten fra stranden op til selve plantagen. Det blev i forhold til ”landgangen” nærmest en yndefuld passage.  Af med udstyret og i gang med, at rens fisk. Samlet set blev det til et anseeligt antal fladfisk, hvor ingen behøvede at gå sultne i seng den aften. For vores vedkommende blev det til stegt rødspætte med nye kartofler, kold smør, citron og persille. Og se så lige om de kan stikke den med deres nye nordiske køkken og deres fang-selv myrer, skåle med røg og andet plattenslagerri  🙂

Tak for et pragtfult aftensmåltid, som desværre nok kommer til at vente lidt på en gentagelse, hvis fisken skal fanges ud for plantagen i Hornbæk.