31/3 2013

Endelig påske Så blev det endelig påske og selvom antallet af dykkedage – på grund af vejret – skrumpede gradvis ind, fra de planlagte 4, til 3, til 2, for til sidst at ende med bare én dag i Øresund, ja så kom vi da endelig afsted.

Alt gøres klar i en solbeskinnet, men tilfrosset havn

Første blev Emil Retzlaff valgt som dykkemål, det var længe siden nogen af os havde været der og snart havde vi smidt loddet, på vragets højeste punkt. Strømmen var dog noget kraftigere end ventet, lige godt 2 knob og sydgående. Kim blev smidt i og det er altid sjov at se en dykker svømme godt til og alligevel bevæge sig baglæns, han nåede dog bøjen i fin stil, – men så! Vandet omkring ham brusede som en Jacuzzi på kogeprogram, hans sekundære automat blæste og frøs derfor straks i åben tilstand, så da vi nåede hen til ham få minutter efter, var hans luftmængde reduceret betydeligt. Øv! Samtidig havde han trukket loddet ud af vraget og vi var drevet adskillige hundrede meter. Emil Retzlaff kan godt være lidt svær at ”få fat i”, idet de omkringliggende sandbanker flere steder ligger op ad vraget, som derfor visse steder går i ét med havbunden. Nå, men det var jo lidt halvkoldt og i stedet for at forsøge samme sted igen, enedes vi om at tage Otto få hundrede meter væk og mens vi sejlede derover, brækkede Kim isklumper af sin automats første og andet trin, ja selv den der lukkefætter som sidder på slangen og som skal sikre imod free-flow, var omsluttet af is. Dette forklarede jo, hvorfor det ikke var lykkedes ham at lukke for den og bekræfter samtidigt hvad jeg altid har påstået; at den slags er noget popsmart lort, som kun fungerer i udstyrsforretningen og aldrig, når man virkelig har brug for det på havet.

Smart lukkeventil med is på

Snart nåede vi Otto, loddet blev smidt i, Kasper blev smidt i og så var det sådan set ved at være min tur, men jeg frøs nu så meget om fødder og lægge (dragten var stadig lidt våd i benene efter sidst), at jeg overvejede at lade være med at dykke. Så røg PIV i og snart efter kom Kasper op, med sig havde han et stort smil og en beretning om, at sigten var rigtig god. Han havde også en kop, med ”Thomas Wilson & Sons” logo og nu syntes jeg pludselig ikke, at jeg frøs så meget længere.

S.S.Otto, bygget af Charles og William Earle, Hull i 1867

I røg jeg og efter de første 7-8 meters armgang i 2 knobs isvand, reduceredes strømmens kraft samtidigt med at temperaturen steg. Jeg svømmede mig først en runde på vraget langs lønningen, hvor rødtungerne ofte ligger, men jeg mødte ikke en eneste. Så krydsede jeg henover agterdækket og ned på bunden, her var meget turbolens og jeg svømmede snarere sidelæns end fremad, de tunger jeg mødte var meget sky så det blev heller ingen fisk i dag. Oppe på broen igen, blev der lige tid til at grave en fin tallerken frem og herfra kunne jeg skimte bundtovet, som krydsede hen over vraget. Jeg var oppe og gøre klar til at frigøre kæden, men så at jeg stadig havde bundtid tilbage, jeg tog derfor lige en tur mere omkring broområdet og så var det endelig tid, til at komme op i kulden igen. Da jeg efter at have frigjort kæden, blev trukket diagonalt henover vraget, slog det mig at Kim ville have taget et lille dyk til afslutning, ja jeg huskede pludselig at vi havde aftalt, at jeg ikke skulle binde af – undskyld Kim.

Endelig hjemad, bemærk at Kasper havde glemt dykkerflaget 😉

På vej ind drak de andre en øl, men jeg havde kun lyst til et varmt bad. Jeg var gennemkold og stiv i ryg og ben, det var derfor dejligt at komme ind og få dragten af og vinterfrakken på. Et kalorierigt måltid uden smag eller ernæringsmæssig berettigelse, blev herefter indtaget i en rigtig familierestaurant. Vi fik afregnet, talt om hvem der havde frosset mest (jeg vandt) og selvfølgelig om, at det havde været meget rart at være på/i vandet, selvom jeg havde snydt Kim for hans dyk.Allan Jensen