S.S. Emil R. Retzlaff | Havbasserne FSU

17/6 2014

“Hej Sidste Mand” lød det hovent, da jeg kom spankulerende hen til svømmehallen i ellers hæderlig tid, syntes jeg. Jeg fik nys om dagens dykkermål og indså, at min medbragte blanding var alt for tynd, så jeg skulle lige nå at få et par ekstra procent i flasken, for at få mest muligt ud af Emil. Havkassen trillede af sted på slaget med Manley bag rettet og Kim og Juhl som passagerer. Ganske få minutter senere satte Steffen, Morten og jeg også kursen mod Helsingør, hvor vi ankom lige som båden var ved at blive bakket ned ad rampen.

For sent at bakke ud!

Efter det sædvanlige trommerom med omklædning og grejflytning stævnede vi ud med ordene “Jeg vil ikke love at det bliver tørt hele vejen”. Efter en sejltur så kort, at jeg kun lige akkurat nåede at stoppe en sandwich i ansigtet, var vi fremme på positionen, og få sekunder efter blev dræget beordret smidt. Kim røg efter og fik lidt tid til at binde på – Der gik lang tid, før vi var sikre på at det var klaret. Det skulle senere vise sig, at loddet måske var blevet smidt lige lovligt hurtigt….

Ermitkrebs (fotografen så ikke hummeren)

Juhl stod i sin dragt og svedte i sommevarmen, mens han skyndte på Morten, så de kunne komme i. Piv fulgte efter. Manley havde glædet sig til at dykke sidst, sammen med rødtungerne, men han blev tvunget i vandet. Jeg måtte nemlig pænt vente på, at der kom nogen op med et par handsker, jeg kunne låne. Det gjorde Kim heldigvis ganske kort efter, at Manley var hoppet i bølgerne.

Reje (fotografen så heller ikke stenbideren)

Det var blot mit andet dyk på Emil, så jeg nåede aldrig rigtig at finde hoved og hale i, hvor i vragets stumper jeg var – jeg brugte energien på at vide, hvordan jeg kom tilbage til bundtovet.Vraget var rigtig flot begroet med masser af dødningehånd og hydrioder. Nøgensnegle spiser hydroider, og der var også masser af æg, men jeg fandt ikke en eneste snegl. Til gengæld mødte vi en fin stenbider, masser af buskhoveder, et par flade og taskekrabber. Manley berettede også om både torsk og lange, og forsøgte undervejs i dykket af fravriste mig en harpun – den havde jeg dog slet ikke med nede, så det gjorde den diskussion ret kort.

Hvorfor fanden ku’ jeg ikke låne en harpun?

Der var en kæmpe torsk og ….

Efter 40 minutter på bunden var Steffens flasker ved at være tomme, og mine fingre ved at være kolde inde i Kims lidt for store vådhandsker. Vi bandt af i fællesskab og gled roligt op langs tovet til et sikkerhedsstop i den lette, men lune, strøm… Steffen frøs åbenbart, for han insiterede på at ligge og svømme i strømmen – det er sikkert tek…

Tek-duo in spe