2/4-2010

Emil Retzlaff og Cimbria På papiret er det forår, men ude i den store farlige verden er det noget ganske andet. Kasper og jeg nåede lige den sidste kop kaffe inden Helsingør, hvor Steen brandmand, Kim Askebøl og Thomas allerede havde set en fuld Havgasse stævne ud. Der var sgu råkoldt og en smule blæsende på havnen, men vi fik pakket og kom af sted. Jeg havde lidt forventnings glæde til mit nye Lowrance apparat og da man fik moslet lidt med udstyr, så kom varmen til en.

Øresund i baggrunden for den virtuelle verden

Der var lidt bølger, men ikke noget der gjorde noget, udover at den nye sonar ikke havde ret gode vilkår. Havgassen lå på Otto sammen med Dykkertaxien, vi sagde hurtigt hej og sejlede videre mod nord, Polaris var målet. Det blev dog hurtigt nedstemt og vi vendte på en tallerken, forbi Havgassen og en kort tur til Emil Retzlaff. Loddet blev smidt og Askebøl bandt på, vi ventede dog lige lidt til en damper havde passeret, hvem sagde tæt på?

Lidt tæt på men det er jo deres sejlrute

Kasper og jeg hoppede lige efter. Der var lidt godt strøm i overfladen mod nord, den vendte under termoklinlaget og blev moderat sydgående, men varmen hernede gjordet godt. Hele 8 grader. Overfladen var tæt på 4 grader. Nu skal jeg ikke belære nogen om hvor vi var på vraget, sigten var dog udmærket, en 5-6m. Jeg har aldrig ordentlig fået hoved og hale på det vrag. Utrolig som sandbundet er fuldstændig fin og hvid her på 30m dybde. Et vidne på at strømmen er dominerende selv på den her dybde og jeg forvildede mig lidt rundt langt væk fra vraget i jagten på et par store flade. Der var dog kun tynde skrubber og meget nysgerrige isinger. Inde på vraget lå en fin tunge, men den fik dog lov til at gå. Det var på tide at svømme op igen og turen over termoklinlaget blev minimeret til 1 min sikkerhedsstop og så op i båden for at fryse videre.

Lidt mere øresund

Alle fik dykket på nær Steen, han ville enten dykke noget andet eller slet ikke dykke, det var ok for ham. Vi andre var dog sultne på lidt mere og bestemte os for et dyk på hjuldamperen Cimbria, lidt længere mod syd på kun 20m vand. Vinden havde tiltaget og var lige i snuden, godt man ikke lå langt til havs og sammen med skibenes dønninger, så kan det være noget forfærdeligt noget at sejle i. Vi fik loddet op og kom i vandet.   Steen fik bundet på og dykket sit dyk. Kim sprang over og vi andre havde også et fint dyk. Sigten god og det er imponerende med hvor god stand træet er i vraget hvis man graver gennem sand og ler. Her er træet som nyt, Cimbria sank i 1858! I sandet gemte sig også resterne af en violin, et samlesæt af den sidste Stradivarious?! Sirligt udskåret i rosentræ, ibenholt eller hva faen man byggede sådanne af. Også her blev man oppasset af nysgerrige isinger, der holdte vagt på kanten af sandet, når man rodede op. Jeg faldt også over en flot pighvar, den var dog ligeledes en smule tynd, viste den til Kasper og lod den gå. Man skulle ikke mange meter op, før man kunne se båden ligge i overfladen, det er nu engang rart at dykke lidt lægtvandsdykning.

Sidste mand i bajlen

På overfladen var vinden yderligere tiltaget, nu var der gode hvide toppe og Underbergere og en kold pils til den korte tur ind, gjorde underværker. Hurtig afrigning og frokost på Mc donald. Tja, prototypen på en dykkertur. Nu vil vi bare godt ha lidt lunere vand og luft. Tak for turen.Henrik