Ekkolods test på Robert

26/6-2010

Ny navigator på tur Som de fleste vel har erfaret, har vi fået et nyt instrument til afløsning af vores ekkolod/GPS, der døde på Lysekilturen. Det nye instrument er af samme fabrikat, som det gamle, så transducer og kabler kunne genbruges. Da den planlagte og annoncerede lørdagstur blæste væk, var der en lejlighed til at teste instrumentet på Øresund, og derfor prøvede vi at samle et hold, der turde trodse vejrudsigtens 6-8 m/s fra nordvest. Asger, Manley og undertegnede var hvad det kunne blive til, og vi tog ud fra Rungsted, hvor instrumentet fuldt levede op til hvad vi tidligere har haft, og der er tilmed et par nye features. Vi slog først Hven Vest, men ingen orkede at dykke der, og vi valgte at sejle på Robert, som så ofte før. Lodskuddet på Robert var overbevisende og klart bedre end det gamle lod, men et lodskud gør det jo ikke alene, loddet skal jo også ligge på vraget. Tilsyneladende landede loddet midt på det højeste punkt midtskibs. Manley, som havde kastet loddet, bandt på og loddet lå midtskibs, der, hvor skorstenen en gang stod. Af andre spændende ting, var Asgers halsmanchet, der havde et hul, men vi havde ingen lapper, så han hoppede i min dragt, og fik dykket alligevel. Jeg selv var sidste mand og skulle således vente på, at min dragt kom op igen.  Da jeg kom ned var der ualmindeligt meget lys og en sigt på 3-4 meter, altså meget fine forhold. Der var masser af fisk og andet biokravl, og jeg havde et ganske glimrende dyk. Da jeg bandt af blev jeg trukket ud over bunden, men desværre var linen for kort til at jeg kunne holde mig nede, og derfor måtte jeg begynde min opstigning med det samme. Den opsparede deko kunne heldigvis klares i det varme overfladevand, og der gik ikke lang tid, før jag sad bænket med en øl i hånden oppe i båden. Vi tjekkede også lige Hvenprammen på hjemturen og kan berolige med, at den ligger der endnu! Vi tjekkede heldigvis kun med ekkoloddet… Kim R.