Dr Eichelbaum

20/4 2009

Dr Eichelbaum…alias HH233 alias Minestryger M1108. Det var jo pragtfuldt solrigt forårsvejr, så kunne det lykkes at slippe lidt væk fra arbejdsluften indendørs, var det bare om at benytte chancen. Og så bød dagen endda på et spændende vrag, i Storebælt/Langelandsbælt, hvor jeg ikke har sat svømmepoterne før. Dagens femkløver PPP, Bent, Lis, Hr Juhl og beretningsskriver var klar til afgang næsten ½ time før planlagt tid – og det var fint når nu vi skulle på langfart til Korsør og liiiige en smut omkring Juhls bopæl først for, at supplere dykkerudrustningen med lidt lys til den medbragte oplader. En lang, men fornøjelig, køretur hvor der ikke var noget som helst vedvarende energi over en eneste af Sjællands vindmøller. Perfekt dykkervejr!

Havgassen i Korsør Havgassen i Korsør

I Korsør var alle indbyggerne til fødselsdag i Aldi. Så dér kunne vi ikke proviantere indenfor en overskuelig og rimelig tidsramme. Provianteringen måtte vi foretage andetsteds, hvorefter vi var på sightseeing i Korsør – lystbådehavnen var blevet flyttet siden sidst….eller…Lis og PPP havde allerede sat Havgassen i vandet da vi kom frem, så med forhøjet effektivitetsniveau var vi hurtigt ude af havnen og på vej over et fladt Storebælt.

Over Storebælt Blankt vand over Storebælt

Dr Eichelbaum var en fiskekutter ombygget til minestryger, som minesprængtes under 2. verdenskrig. Vraget ligger i et relativt dybt strømhul, og er rigtig fint vokset til med masser af sønelliker i nøjagtig samme orange-brune farve, hydroider og flere typer svampe – både badesvampe og de mere rørformede slags. Første dyk var en tur ned omkring skruen og ror, et flot skue selv om sigten ikke var prangende, men lys fra solen var der masser af. Det var ikke helt nemt at komme hele vejen rundt om vraget. En relativ stærk, og irriterende, strøm gjorde det til lidt af en kamp, og at hænge længe på tovet under opstigning var ikke attraktivt, strømmen var i hele vandsøjlen.

Buskhovede Lille buskhovede på vraget

Lis havde også fødselsdag, eller i hvert fald lige haft, og det blev fejret på behørig vis med fødselsdagbord, med flag, kager, slik, te, madpakker, solbadning og sørøverhistorier. Med overfladetiden blev vejret bedre og bedre – og havoverfladen endnu mere flad, nærmest som varmrullet, uden en krusning på overfladen.

Frokost i det blåFrokost i det blå

Andet dykkerrul blev sat i gang, og badevandstemperaturen blev også lynhurtigt testet. Strømmen var aftaget, så turen kunne nemt gå hele vejen omkrig vraget, ud ved det lange spyd i stævnen og op langs dækket og omkring overbygningen. Vraget var fint intakt og nemt at finde rundt på, men der var en del fiske- og søgeliner hist og pist. Masser af huller rundt omkring med forskellige beboere. Da det var på tide at binde af var strømmen vendt tilbage, og vi fik en fin svævetur over vraget inden det gik mod overfladen. På tilbageturen til Korsør så vi flere små-grupper marsvin der brød den blikstille havoverflade – en meget meget fin afslutning på en dejlig dykkerdag.

MarsvinHelt blankt vand med marsvin

Lotte