3/12 2014

CeylonVi var tre, der var så priviligerede, at vi kunne forlade vores respektive ingeniørkontorer omkring middag på denne onsdag, hvor der var lovet både vindstille og høj sol. Det var dog kun det første af de to, der rigtigt var blevet realiseret.Efter lidt begyndervanskeligheder med at få startet den ny gummibåd satte vi kursen ud over det flade vand mod Hven og prammen.

Der er mange nøgensnegle på denne årstid!

Loddet blev smidt, Søren S røg ud over pontonen, og jeg fulgte straks efter. Der var en smule strøm i de øverste 10 m og masser af reb ude, så det var en lang tur ned.Nede på bunden var der hverken spor af Søren, bundet på eller nogen sigtbarhed af betydning. Jeg halede loddet op på toppen af prammen uden at slippe tovet på noget tidspunkt. Jeg bandt halvvejs på, inden jeg besluttede, at det ikke var et dyk værd, og at vi hellere måtte prøve lykken et andet sted – og undrede mig også over hvor Søren var blevet af. Der var klart nok i overfladen, så vidt jeg huskede.

Har man først fået øje på dem…

Jeg sørgede for at loddet gik fri og tøffede i overfladen igen, hvor det eneste spor fra efter Søren var hans bøje 10 m væk. Han havde på mystisk vis ikke ramt vraget på trods af at det blot var at følge tovet fra overfladen………….Efter hurtig rådslagning valgte vi at prøve lykken på Livlig, men endte med Ceylon, da den var tastet ind i GPS’en, modsat Livlig.

…så er de overalt!

Historien gentog sig – denne gang med mig forrest. Sigten var marginalt bedre – men ikke meget mere end en halv meter på det bedste. Vi begav os famlende på jagt efter oplevelser ud over vraget der var plastret til flabellina trødnøgensnegle i mange størrelser og flere farver. Søren sagde farvel da vi nåede agten, hvor jeg aflivede en torsk der sad i noget mistet fiskeline. Den havde skåret sig så meget i kampens hede at den ikke var værd at tage med op, så den blev efterladt til havbundens skattejægere. – i øvrigt var den heller ikke ret stor og jeg havde selv rigeligt at gøre med at holde mig selv, kamera og lygte fri af de mange liner.Jeg fortsatte turen rundt og nåede ud i stævnen og var allerede afklaret med at muligheden for ikke at finde tilbage til tovet var til stede. Jeg mødte en kæmpestor taskekrabbe, der også havde fået viklet sig godt og grundigt ind i noget lineværk. Jeg hjalp den fri så godt jeg kunne.

Taskekrabbe- alt for stor til at være på billedet!

Jeg nåede ikke at søge ret længe efter tovet, inden jeg så mødte Steffen, der lige var ankommet og stadig havde et godt greb i tovet.Tilbage i båden var det tid til lidt lunken kaffe og resterne af en utæt cola, mens mørket stille og roligt sænkede sig over Øresund.Steffen kom op og fik med møje og besvær vristet sig fri af sit flaskesæt, og vi gav gas mod Rungsted Havn og senere Farum, hvor vi mødte et par andre dykkere, der luftede deres misundelse over vores fleksible arbejdstider./Dennis