Efter lang lang lang tid med rigtigt dårligt vejr, spottede Rasmus et kort øjeblik, hvor vinden måske ville løje lidt af. Et opslag i gruppen få timer før var nok til at få fyldt Havtasken, Rasmus, Christian, Christoffer og Rune. Om det var lyst, abstinenser eller frygten for vores coach*, der gjorde udslaget, må stå hen i det uvisse. Men der blev aflyst møder og en blev sågar så syg på dagen, at han ikke kunne komme på arbejde…

Vi skulle lige vente på vinden lagde sig og mødtes i overkommelig tid på havnen i Helsingør. Delvist sol og kun lidt vind. Perfekt. Omklædning under den varme bruser. Perfekt.

Og så afsted til de 3 vrag vi havde udset os. Først et vrag vi alle havde været på før som opvarmning. Der var god sigt og godt med torsk under vraget, men efter vi havde skud et par stykker gemte de sig længere inde i vraget. Jeg fandt en ny hule, hvor torskene stod side om side med kun snuden ude. Hulen var en smal vandret stribe på 5-10cm i højden, så jeg var i tvivl om, jeg kunne få dem ud. Efter 3 observeringsdyk vurderede jeg, at det var muligt. Efter skudet fik jeg hurtigt fat i spydet, så torsken ikke kunne komme længere ind i hulen og fik vrikket torsken ud. Det var dages største, som åbentbart betyder, at man skal skrive beretning – i hvert fald i dag .

Da vi alle havde skudt en torsk og Rasmus den eneste taskekrabbe i Øresund, tog vi videre til næste vrag. Det havde vi også været på før, men aldrig i så god sigt, nok 10m+ et sted hvor der plejer at være ringe sigt. Fedt at se vraget i en helhed. Vi kunne se på ekkolodet, at der var fiskestimer over vraget, og vi så små sej på det første dyk. Vi startede derfor med at ligge aspetto på vraget, men havde nok ikke evnerne (Rasmus var i båden) i det kolde vand til at ligge længe nok, sorry coach. I hulerne var sigten dog ret dårlig og efter en torsk eller to var vi kolde, men vi ville lige kikke til det sidste vrag.

Vi smed ikke anker, men tog bare et hurtigt dyk for at kikke på forholdene. Dårlig sigt, mørkt og fiskeliner. Det passede meget godt for vi var som sagt ret kolde og vendte snuden hjem efter endnu en god dag på havet.

* Vi bliver pacet som børn, der skal på balletskole i en sådan grad, at Wozniackis far ville være misundelig – og præsterer vi ikke, bliver vi moppet, så man skulle tro, at vi var elitesvømmere. Det er vi ikke – de svømmer vandret – vi svømmer lodret!