Meteorologerne lovede at vinden ville aftage hen over eftermiddagen og strømprognosen ved Helsingør var overordentlig dykkervenlig. Valget for aftenens dyk faldt på Birgit, og lidt fiskefangst….måske. Havkassen blev spændt for og turen til Helsingør gik i så højt tempo som kassen nu kan klare. Ude af havnen var der noget værre bølgesvulperi fra alle mulige retninger, så et par enkelte stænk kom der indenbords, men det var meget begrænset. Forbi Ottos position kunne vi næsten vinke til holdet her som var afsted med Henrik J. Vi fik loddet Birgit trods et genstridig GPS/ekkolod som viste et andet billede end det vi vanligt brugte til at søge på, og det var ikke sådan lige at ændre…og det med at rode for dybt i elektronikken turde vi ikke for man kan hurtigt rode sig ud i nogle ændringer der kan give ballade. Nå, men der er da basis for en temaaften i efteråret om brug af bådens navigator og ekko. Det første hold bestående af treenigheden Juhl, Niels og Per L blev enige om rækkefølgen og blev herefter sendt i dybet med lige netop så meget tid imellem at vi var sikre på at de ikke kolliderede med hinanden på vejen ned af tovet. Jakob og jeg agerede hold 2 og, lært af bitter erfaring, var jeg bevæbnet til tænderne…eller…ihvertfald havde jeg husket min harpun denne gang! På dybden var det ellers fine vrag svært at se i den ringe og mælkede sigt, men det kunne fint blive til en tur omkring vraget som heldigvis er helt hele vejen rundt. Sigten klarede en smule op i stævnen, som er fint besat med sønelliker og hydroider. Fiskevildtet gemte sig godt, men ikke alle torsk er lige kloge, og dem der glemmer at gemme halen bliver opdaget….og spist.Johannes (prospect Havbasse) var på Birgit for første gang og entrede Havgassen efterfulgt af Kenneth som klarede afbindingen. Alle havde haft et fint dyk, og de sidste stråler af aftensolen blev nydt i afslappet afterdive stil mens vi tøffede tilbage til Helsingør. Her mødte vi vores venner fra Otto-holdet i Henriks båd som også netop var kommet i havn. Det var jo af natur hjælpsommer folk, som straks stillede deres tid og kræfter til rådighed for Havgasserne. Kaptajnen på Henriks båd, Henrik, undrede sig højlydt over at hans besætning var væk, men de overhørte ham, for han kunne jo sagtens klare sig selv. Vi fik udvekslet dykkererfaringer og historier fra havet og fra siden sidst, før vores veje midlertidigt skiltes for vi mødtes jo næsten alle hjemme i garagen.   Lotte