Stjernerne stod på linje for 4 Havbasser en lørdag i Januar. Efter lidt vrøvl med Havkassen, måtte Steffen spænde Gassen efter sin egen bil, samle mig op på på adressen og køre til Helsingør.
Båden kom hurtigt i vandet og kursen sat mod S.S. Birgit under hensyntagen til lokale navigationsforhold.

Forsvarets oceanografer havde held i sprøjten – der var som lovet helt strømstille.
Jeg hoppede efter bøjen og gled gennem det strømfrie vand mod bunden hvor loddet lå lige ved en egnet spante. Det tog derfor ikke mange øjeblikke at binde på, før jeg kunne tage på eventyr.

Birgit står ret op og ned på 29 m vand. Stævnen er temmelig intakt og man kan kigge ind under bakken under et stort spil. Længere tilbage i skibet hvor brobygningen må have stået står resterne af et stort rat. Nedgangen til kahytterne indbyder også til udforskning. Og helt bagerst – naturligvis – står ror og skrue. Skruen mangler et blad.
Styrbord side er faldet ned, og der er kommet en del artefakter frem fra mudderet, der kan give et indblik i livet ombord. Tilsyneladende er der blevet drukket en del snaps.

Efter et godt langt dyk var det på tide at komme til overfladen. Jørgen hoppede i ligesom jeg kom op.
Vi fik en lille smule gang i grillen. Ikke meget, men nok til at pølserne ikke var decideret kolde. Vi kunne således nyde en lun pølse mens vi tøffede mod Kronborg, igen under hensyntagen til søvejsreglerne.
Dem af os, der ikke frøs, fortrød at vi ikke havde satset stort og planlagt med to dyk, når nu forholdene var så fine.

Jørgen og jeg hentede et batteri på vejen hjem. Jeg blev sat af på adressen igen – mange tak for den service – og de andre fiksede bilen. Alt er således klart til nye eventyr!
Dennis