19-21/5-2011
Bededagsferie i Østersøen En strålende vejrudsigt og et tilbud om en sejltur på et par dage, det lugtede lidt af eventyr. Turen kunne af uransagelige grunde kun tiltrække 3 personer, nemlig Sandro med båd, Allan J og mig selv. Vi startede ud i Dragør havn torsdag aften, hvor vi fik set på et par fedtede søkort og nogle små nussede lapper med hemmelige tal, som efterfølgende blev prioriteret, mens vi blev klogere og klogere på havnekroen. Efter en nat i havnen sejlede vi sydpå med flere åbne muligheder, der lige skulle tjekkes på sonaren. Der blev sejlet rigtig mange sømil, før den første position blev nået, og så lige en position til og en til. Det er hårdt at være vraginteresseret, hvis man ønsker at gå uden for den slagne vej. Vi fik dog også udslag, som skulle dykkes.
På vej
Første dyk var på en gammel træsag, som dog ikke gav meget nyt fra sig og efter et dyk til hver, sejlede vi videre mod næste sikre position.
På vej for alvor
Denne gang var det en halvstor gammel træskude, og der var ikke dykket meget på det vrag. Dykkedybden var ca. 45 meter, der var mørkt, uklart og strøm på vraget.. Til gengæld var der mange fiskerliner, der indikerede at vraget ikke var helt ukendt af alle. Ikke det letteste dyk i verden, men tingene er jo hvad man gør dem til.
Rat skal være ret!
Dagens tredje dyk blev på en gammel kending for nogle, nemlig Hjuldamperen ud for Møn. Klokken var blevet mange, så det var kun Sandro, der nåede at dykke her, inden tusmørket tvang os i havn i Klintholm, men vi andre ville dykke der om morgenen. Grunden til at vi ikke ønskede at sejle i bælgravende mørke var den omfattende labyrint af bundgarnspæle, indløbet til Klintholm havn er forskanset med.
Dagens sidste dyk
Klintholm havn er måske ikke verdens mest spændende sted, men der var en gammel kending for nogle af Danmarks mest inkarnerede vragdykkere, nemlig det gamle skib Bob, der har lagt dæk til mangt og meget – ikke mindst messing og porcelæn i tidens løb. Skibet ser i dag noget slidt ud, faktisk har jeg dykket på vrag, der var pænere Vi overlevede både den selvfremstillede aftensmad og den efterfølgende nat, selv om lugten af rådden fisk var noget fremherskende…
Bob (Bob-Bob)
Tidlig afsejlingen og vi kunne nyde det blikstille vand og den stigende sol, der skinnede smukt på klinten. Vi fik igen smidt loddet, jeg gjorde fast, og dykket var ganske behageligt og let. Et par og tyve meter til bunden og en sigt der nærmede sig de 20 meter med masser af lys. Der er en meget imponerende maskine i den sammensunkne hjuldamper, hvor hele drevet til skovlhjulene efterhånden er helt synligt, Herudover gemte der sig en del torsk på vraget, og også en del døde. Måske har lystfiskernes aktiviteter kostet flere fisk livet end man ser fra overfladen. Vi ledte efter nogle motorcykler, der tidligere har været på vraget, men der var kun en enkelt tilbage og de er nok ikke rustet væk, men de var vel heller ikke låst.
Liv på vraget
Mens jeg ventede på, de andre fik dykket færdigt, fik vi royalt besøg, sådan da. Der var i hvert fald ikke meget mere end en sømil mellem os og Dannebrog, der lige lavede en runde syd om Møns klint og nød udsigten i morgensolen. Selv om det ikke er pænt, kan man som vragdykker godt ønske sig at se dette gamle skib på havets bund som den første!
Royalt islæt
Herefter gik det igen ud mod det ukendte og vi søgte på flere af de hemmelige tal, men der var ikke den helt store gevinst. Vi valgte derfor at dykke på noget sikkert, nemlig Russeren S.S. Jacob Prosoroff. Fint vrag, moderate 30 meter på bunden, god sigt og en del torsk, hvoraf et par blev inviteret til middag, og behørigt kølet med den is, Sandro havde nasset hos fiskerne i Klintholm.
Luft skal der til!
Der var omslag i vejret og det luftede lidt mere. Heldigvis fra sydlig retning, så vi havde medvind hjemad mod Dragør. Nu sejler man jo ikke den lige vej, når man alligevel er ude, der er jo et og andet, der skal tjekkes, når man alligevel er i nærhed og der var da også et par steder i Køge bugt, der ikke var helt kendt af de ombordværende. Vi fik udslag på en af de positioner, som Sandro havde med, og der opstod en længere diskussion om det var værd at dykke på eller ej. Enden blev, at jeg hoppede i havet og så nærmere på den pram, der lå dernede på 25 meters dybde. Jævnt kedeligt og ikke rigtigt noget for en hobbydykker, så de andre blev klogelig på båden. Herefter gik det mod Dragør, mens vi overvejede om vi skulle hoppe over bord, når vi passerede Dannebroge, men vi sejlede nu pænt forbi. På havnen i Dragør fik vi tanket båden, læsset vores grej, sendt Sandro tilbage til Limhamn, inden vi købte is og kørte mod nord! Kim R