31/8 & 7/9 2013
AOWD i Havbasserne aug/sep 2013Efter stort pres fra en nepotistisk formand blev Kenneth enig med sig selv om, at tiden for det næste AOWD-kursus var oprindet. Af deltagere der kunne med det korte varsel, var tre personer, hvoraf majoriteten var nært beslægtet med formanden. Kurset var planlagt til fem dyk på en weekend, hvor navigations- og dybdedyk var obligatorisk. Af andre adventure-dives blev afbalancering, vrag og søg og hæv valgt. Og det er jo dyder, der bestemt har berettigelse hos Havbasserne. Kurset startede med at Kenneth fik distribueret en del materiale til deltagerne med en formaning om at læse bogen og udfylde de test, der udgør den teoretiske del af kurset inden dykkene i weekenden.
Fine forhold til uddannelsesdyk – og andre dyk…
Lørdag morgen d. 31/8 startede showet, 3 flasker til alle og så ellers mod Trykkerdammen, som var beskyttet mod den vestlige vind, der ville komme i løbet af dagen. Hvad der lige skete på kurset derefter er vist uklart; der blev talt om navigation, der ikke var lige i skabet første gang, besværlig afbalancering, men det gik vistnok rigtigt fint med søg og hæv
Overfladeberedskab
Mange gange op og i…
Hvorom alting er, så klarede Mikkel, Martin og Jess sig igennem den første dags praktiske øvelser med livet i behold, og selv om Kenneth åbenbart havde problemer med at få en enkelt af eleverne til at holde fokus på opgaverne, kunne de efterfølgende sidde til teoretisk prøve fra kl. 19 til 21 lørdag aften i klublokalet. Dykning kræver ofre! Til gengæld blev morgendagens bådtur og de sidste praktiske prøver udskudt til vinden kom under kulingstyrke.
Forstyrrelse i studieplanen
Ukoncentreret elev irettesættes
Manglende fokus på uddannelsen
Lørdag d. 7. september. Det lykkedes at finde noget, der mindede om et vindhul vest for Hven på en lørdag formiddag. Det lykkedes tilmed også at finde en, der kunne trække Havgassen, selv om vejret var lidt suboptimalt. Lennart og ikke mindst Jeppe har travlt med dykningen inden turen går syd på, så de valgte at tage med på en tur til Hvenprammen, hvor dybdeprøven kunne udføres og efterfølgende et vragdyk på Livlig, der trods alt ligner et vrag.
Der gøres klar til en våd tur
Turen ud var relativt udramatisk og vi nåede Hvenprammen og fik smidt loddet. Jeg selv gjorde fast på vraget, og returnerede med information om forholdene i vandet. Herefter dykkede Kenneth med de tre elever og bortset fra et enkelt mistet blybælte gik det meget godt. Vi har jo før mistet noget på Hvenprammen, så vi sendte et anker i dybet med en tynd snor i, så vi kunne ramme der, hvor blyet sikkert lå. Vi testede dog lige brudstyrken af murersnoren, før vi smed ankeret overbord, så vi ikke også mistede et anker.
Makkertjek
Da alle var sikkert oppe igen, hoppede Jeppe og undertegnede i for at finde bly og anker igen og efterfølgende gøre fri. Ikke så svært med ankeret, for jeg havde snoren med ned,og det gik da også nemt med at finde både bly og anker. Herefter gik det mod Livlig, hvor jeg brugte det sidste af min 12 l’s flaske til at binde på. Superfint med over 10 meter sigt og masser af fisk. Men min tid var ikke til pjat, så jeg var i overfladen efter 4 minutter og ventede lidt på, at båden opdagede, at jeg sådan set var klar.
Der tjekkes igen…
Herefter dykkede kursusholdet, dvs. Kenneth tabte lige sit blybælte i sympati med Mikkel, der jo også havde prøvet det. Han fik et nyt på, og så blev der vragdykket, og det var vist et fint vragdyk for debutanterne. Pludselig vendte Havgassen siden til i søen, og på GPS’en kunne vi se, at vi drev. Vi var rykket af, hvilket jeg ikke forstod ret meget af, for jeg havde bundet solidt på. Da vi halede ind, var sjæklen gået løs og loddet var væk Efter nogle minutter kunne vi se, at alle bobler kom fra et sted og kort efter kom en SMB til syne, og så fik eleverne en fri opstigning og endda uden at betale yderligere for det ekstra Speciality! Vi fik folk om bord og fik smidt et anker på vraget, så undertegnede kunne gøre fast igen og lede efter diverse tabte effekter. Jeppe og Smeden ville efterfølgende binde af. Jeg fandt heldigvis det meste og fik det bragt til overfladen. Men vi var jo efterhånden lettere forsinket, for vi havde brugt en del ekstra tid hen over dagen med vores alternative gøremål, og kom derfor ret sent til Krebsegildet.Kim R