Aftendyk i Trykkerdammen

11/10-2011

Endnu et stranddyk, men der var ret beset ikke mange andre muligheder, for der var den sædvanlige hårde vind fra vest. Solen skinnede, da jeg nåede svømmehallen med rettidig omhu, præcis tidsnok til, at vi kunne køre kl. 17:30. Perfekt timing, og min flaske var allerede toppet og smidt i en bil, men Juhl var faktisk kommet før mig, og det smertede en del, men det skulle jo ske før eller siden… Trykkerdammen var eneste tænkelige mål for turen og vi kom hurtigt derop. Ved Trykkerdammen var de sædvanlige tirsdagsgæster, der underviste dykkere i hvordan man bør gøre, men de fleste havde heldigvis ryggen til, da vi gjorde vores, og tog derfor ikke synligt anstød af vores adfærd.

Klar gjort dykkerstedOrganiseret dykning er sikker dykning

Vi fik delt fem hold og kom i vandet. Bølger var der ingen af, og vandet var så klart, så det mindede lidt om natdyk i Rødehavet, bortset fra lygternes grønne skær (i stedet for blåt) – sigten var i hvert fald ikke under 15 meter, hvor den var bedst. Den gode sigt øgede mulighederne for at se lidt forskelligt, og der blev set fladfisk i flere afskygninger, torsk i mange størrelser, tangsnarrer, kantnål, havkarusser, ålekvabbe, snippe, ulke, mange arter af kutlinger, knurhaner, panserulke, sild, tobis, sej og ørreder, men ikke en eneste ål Heller ikke i ruserne, der i øvrigt trænger gevaldigt til at blive rengjort.

KutlingLille kutling

Jeg havde en meget fin tur og nød det righoldige dyreliv, og heldigvis var jeg så heldig ikke at støde på vraget og affaldsdeponeringen omkring det. Jeg var sikkert nået omkring vraget, hvis ikke den kande kaffe, jeg havde delt med PIV i bilen på vejen op, pressede mig til en meget hurtigere afslutning af dykket end oprindeligt planlagt. Og selv om jeg havde travlt ind over ålegræsset og blæretangen, så kunne man godt more sig lidt over alle de krabber, der sad og krydsede ben, så højt oppe i vegetationen, som de kunne komme. Men det blev da til en time med god underholdning, på trods af, at der næsten kom vand i masken indefra til sidst.

Knurrhane Knurhane

På land var der PIV, Niels og Juhl allerede på land, de savnede bare en nøgle til Manley’s bil, hvor Juhls tørre tøj var. Jeg vidste jo godt, hvor Manley’s nøgle var, den var nemlig i min bil.  Og snart efter kunne stakkels gennemblødte Juhl kunne få tørt på. Han er heldigvis vinterbader, så han kan vel tåle det, men han mangler vist en ny lynlås til dragten… Hvis han havde drukket lige så meget kaffe som PIV og undertegnede, så havde vi ikke troet på den med lynlåsen.

Stor madpakke Stor madpakke

Manley tog lidt revanche for sin tørre tid og var ikke til at drive i land. Det klare vand gjorde, at vi nemt kunne følge ham derude, og han strålede da også selv som en sol, da han kom på land. Han havde som sædvanligt set en hel masse spændende. Han havde dog ikke noget med op, men havde taget en masse billeder med sit nye miniaturekamera, der uden hus kunne bruges til 10 m.

BrandmandFin brandmand

Herefter skulle vi jo lige nyde måneskinnet over Sundet, og her kom så lige en kraftig regnbyge – heldigvis har Manley’s bil en bagklap, hvor der lige nøjagtigt – næsten – kan stå fem personer. Kim R.

Ørred på det laveEn hurtig ørred på det lave