Lige inden jul havde vi et par ture i Øresund, hvor sigten mildest talt var elendig. Vel blev der da dykket, men den store fornøjelse var det ikke og derfor foreslog Dennis nu, at vi skulle forsøge os med en tur i Østersøen. Vejret lovede godt, så det varede ikke længe før turen var fuldt booket. Ja var der ikke kommet et par afmeldinger, havde det knebet med pladsen i båden, idet de fleste havde taget ekstratøj og termokander men i rigt mål. Men vi blev 6 mand alt og samlet kørte vi nu mod Gislövs Läge, som er den havn som ligger tættest på dagens dykkemål, den svenske damper Ares.
Kvikke hoveder spreder salt
Et par kvikke hoveder købte lige en spand salt på vejen, da de mente at rampen formentlig var isglat, – og det var den (lært af erfaring red.). Vi havde aldrig fået båden i vandet på den rampe, hvis ikke vi havde saltet grundigt først. Men båden kom i og efter at have stuvet grej, mad og drikke, samt en kæmpe bunke kedeldragter og overtrækstøj i den, afsejlede vi mod målet. Da vi nærmede os positionen så vi, at en lille flok svenskere havde fået samme ide´ som os. Da vi nåede råbe afstand, fik vi kommunikeret på plads at vi var velkomne og bare kunne tage deres bundtov ned, for at gøre vores eget fast et stykke fra. Da jeg var klar til at springe i, kom deres dykkere op og der var derfor fri bane, vi kastede nu i stedet vores lod og jeg fortsatte lige efter. For ikke at risikere, at bådene skulle ligge i vejen for hinanden på overfladen, ville jeg lige se hvor de havde gjort fast. Jeg lod vores lod ligge og svømmede så 10 meter den ene vej og så 10-15 meter i modsat retning, da jeg ikke så deres tov nogen steder, gjorde jeg fast og svømmede så afsted.
Allan holder øje med at alle husker det hele.
Jeg nød turen hele vejen rundt, trods vragets alder og de mange års intensiv dykning på stedet, er vraget stadig ret helt og der er masser af muligheder, for at svømme ind og nyde de mange detaljer. Sigten var vel 5-6 meter, ikke den bedste jeg har oplevet på stedet, men rigeligt til at få en rigtig god oplevelse. Af dyreliv var der foruden 3 milliarder blåmuslinger, kun en enkelt ålekvabbe og et par undermål torsk, men jeg dykker nu også mest for at se noget metal. Efter en god halv time, var jeg tilbage ved mit udgangspunkt og blev nu konfronteret med den kendsgerning, at jeg skulle være gået til ”Louis Nielsen”. For bare sådan 4-5 meter fra vores bundtov, lå deres anker med kæde og tovet til overfladen. Men da jeg nåede op, viste det sig ikke at være et problem, bådene lå fint 15-20 meter fra hinanden.
Vi havde travlt med hyggen og at dykke, så der blev ikke taget mange billeder. Her er i stedet et billede af Ares da den sejlede. Vrag.dk
Oppe i båden var stemningen god, trods kulden. Dennis gik ned og op nogle gange, indtil han havde husket det hele. Klaus og Peter gik bare ned og blev der, men de har nok snydt og lavet makkertjek. Malte og Steffen hoppede også i uden at glemme noget, – sådan da og da alle var oppe igen, var der kun begejstring at spore, men det er også et fint vrag.
Jeg tror de fleste af os frøs en smule, men alle ønskede at gennemføre andet dyk trods kulden og vi ventede derfor i cirka 1½ time, hvor vi så fortsatte med det vi var kommet for, og i samme orden som ved første dyk. I overfladetiden blev der nedsvælget karrysuppe, pølser fra termokande, kaffe, te med mere og stemningen var god, lige med undtagelse af Klaus. For det var blæst lidt op og vi havde fået krydset bundtov med svenskerne, så vi vippede og rullede når deres båd trak i os, så Klaus blev søsyg hver gang han vendte hovedet nedad. Det lod han så være med et stykke tid, hvorefter han iførte sig grejet og sprang i vandet sammen med os andre. Da vi var ved at have sidste hold dykkere på dækket, havde vinden lagt sig igen og vi fik en behagelig tur tilbage til Gislövs Läge. Malte var rigtig kæk, for han var en af de som havde frosset mindst i løbet af dagen, sådan plejer det ikke at være. Ja han foreslog endda, at vi skulle nyde en kold øl under sejlturen, men det var der alligevel ikke nogen som syntes var en god ide´, i den kulde.
Så skal der bare pakkes sammen
Ind kom vi, fik pakket biler, kørt de godt 100 km til Farum, afregnet og sagt farvel til hinanden. Det er ikke så tit man sådan en ”langtur” midt om vinteren. Jeg sidder her i varmen og skriver og kan mærke at ansigtshuden er blevet noget stiv, jeg er også blevet godt træt af den friske luft, men lad os bare gøre det igen.
Allan Jensen