18/10-2011
Nu har vi jo hørt så meget om ålens vandring, og kulminationen på samme, omkring sidste nymåne i oktober. Om det er sandt eller ej, det kan de kloge strides om, men vi tror jo på så meget andet, så vi tror også lidt på gamle varsler. Og selv om sidste nymåne først falder den 27. oktober tog vi chancen, for det er uomtvisteligt ålen vandrer om efteråret. I år har det åbenbart ikke været efterår nok, for vi har ikke set en eneste ål på vores alt for mange dyk ved Trykkerdammen.
Sol kam frem over Farum
Men nu skulle det være, hård vind og regn, det kunne næsten ikke blive mere efterår, og vi var da også kun 4, der dristede os ud i vejrliget. Vi blev belønnet med en smuk regnbue ved svømmehallen, og vi kunne ved selvsyn se, at regnbuen endte ved Farum Rådhus, så det må være der guldet er, så det er nu der skal søges om tilskud! Solen kom og alt så tillokkende ud, selv om vinden var noget frisk. Lis og Rasmus kørte lidt før PIV og undertegnede, der lige skulle ha det sidste med. Og på vejen fik vi jo lige delt en kande kaffe, så vi var helt sikre på ikke at dykke alt for længe. Ved Trykkerdammen var det så småt begyndt at blive mørkt, og de sædvanlige tirsdagsdykkere var der ikke denne dag, men så fik vi jo de allernærmeste parkeringspladser. Efter få minutter var vi i vandet. Ikke mindst var vi imponerede over Rasmus, han skulle dykke for første gang siden Lysekil sidste år og tilmed i våddragt. Vi kom i vandet alle sammen og selv om der var lidt uro og begrænset sigt på det lave, klarede det fint op fra 2,5 3 meters dybde og vi havde 5-6 meters sigt eller mere derudaf. Vandet var dramatisk koldere end lørdagens dyk 9-10 °C var, hvad det kunne blive til, men det var så også hele vejen. Ude ved 10 meter tiltog strømmen og sigten faldt til ca. en meter. Vi valgte derfor at gå lidt ind mod land og pludselig var den der årets første ål (i saltvand vi har set dem i Furesøen) den legede struds og gemte hovedet i sukkertangen. Den var ikke det mindste sky, men vi havde heller ikke spyd eller harpuner med.
Årets første ÅL
Der var tusindvis (mindst) af fladfisk i alle størrelser mest små selvfølgelig og hvis man havde været ihærdig, kunne man godt have landet lige så mange flade (af lovlig størrelse), som vi normalt lander på en Havbassefisketur, hvor der er en del flere om fiskeriet. Der var også lidt underholdning af panserulke – jeg ved ikke, om de blev underholdt, men det gjorde vi de ser morsomme ud, når man tager dem op i hånden, og deres benpanser gør, at de ikke tager ret meget notits af det, og de svømmer i øvrigt så dårligt, at de ikke kan undgå det.
Panserulk
Da vi var længst mod nord blev sigten ganske pludselig markant forbedret, muligvis på grund af den hårde sandbund, og her var der endnu flere fladfisk, bl. a. flere slethvar, der dog ikke var så store, at vi var nødt til at tage dem. Nu kender vi jo en og anden, der nok havde taget dem, men vi nævner ingen navne vel Allan H.!
En af de små Sletvarre
Herefter stødte vi på flere ål, både i sukkertangen ved muslingerne og inde i ålegræsset. De var alle utroligt tillidsfulde, men meget lidt fotogene, idet de hele tiden gemte hovedet. Undervejs passerede vi også adskillige ruser, der var svinet til med tang og fedtemøg, men der var kun små torsk i dem og ikke en eneste ål. Herefter op på land, hvor Lis og Rasmus allerede var klar med deres omklædning og var ganske begejstrede for deres tur de havde ikke set ål, men ellers stort set det samme som os andre og så lige en rød knurhane også. Men de havde ingen billeder og de havde den ikke med op, såh
Vandmand i mørke
Og for at fejre efterårets komme skulle vi lige nyde en forfriskning, og vi havde ikke andet end lige knappet op, før forfriskningen kom fra oven sluserne åbnede sig for styrtregn og så vi måtte fortrække ind i Rasmus bil for at debriefe. Men sæderne var også lidt blødere end granitten, hvor vi plejer at sidde.
Kim R