“Vores” flåde er blevet styrket. Dennis har købt en båd (sidste år), og den, “Ranheim”, er nu forsynet med en dykkerstige så den endelig kan bruges til noget. Og så blev vi, meget passende, inviteret på “Jomfrutur”.

Vi mødtes i Nivå, et usædvanligt udgangspunkt for os – men selvfølgelig forståeligt, når nu båden er hjemmehørende der.

Vi var på udebane. Hvor var båden? Hvor skulle vi læsse? Og hvor kunne vi parkere? Og så var det tilmed regnvejr! Pakningen af båden var også en udfordring: hvor skulle tingene være, når fem dykkere kan fylde ret meget? Men det hele løste sig efterhånden, og vi kom da også af sted, mens det stadig var lyst.

Vi skulle dykke Robert, og vi regnede med at binde på den permanente bøje, der ligger derude. Vi måtte lige justere på vægtfordelingen på vejen, for vi var for tunge bagtil. Men da alle – undtagen Dennis – satte sig ned i salonen og drak kaffe, gik det strygende.

Bøjen var der heldigvis stadigvæk, og vi fik hurtigt gjort fast i stævnen, helt som vi plejer. Vi blev enige om at prøve at gøre fast bagtil, når der nu ikke var bølger, og kun var svag strøm. Det gav Dennis mulighed for at øve finnavigation…

Og så kom der rigtig gang i dykningen. Kasper røg først i, og siden Dennis og Thomas, mens Juhl og undertegnede som så ofte før lukkede festen. Strømmen var svag i overfladen, der var lidt mere i mellemlaget, og kun så den var behagelig nede på bunden.

Sigten var relativt dårlig – nærmest som forventet – mellem 1 og 2 meter. Der var masser af eremitkrebs, nøgensnegle og andet hvirvelløst liv. Bundvandet var stadigvæk koldt, så det var behageligt at komme op til trappen på deko. Brandmændene var der, men det var relativt nemt at undgå dem på grund af den svage strøm.

Jeg var sidste mand, og da jeg var kommet på stigen, kunne jeg dufte aktiviteten i kabyssen. Jeg fornemmede duften af karry, som vi jo normalt ikke bruger – men da jeg var kommet ud af grejet, fandt jeg ud af hvorfor. Der blev stegt “Currywurst” på en pande, overvåget nøje af en forventningsfuld Kasper.

Middagen blev indtaget siddende ved et bord, hvilket må siges at være en opgradering. Og da alle var færdige, startede Dennis op og styrede mod Nivå – måske. Alle ruderne var dugget til, og alt var fugtigt på grund af regnen. Selv når ruderne blev skrabet fri for dug, var sigtbarheden over vandet heller ikke imponerende.

Parkering ved den samme mole som da vi sejlede ud. Dennis kunne prale lidt med sin bovpropel, og så var det tid til at læsse af båden og ind i bilerne i et trøstesløst regnvejr.

Vi gør det gerne igen. Komforten med kaffemaskine og bløde sæder kan i nogen grad konkurrere med nyrehug og bølgesprøjt ind over rælingen i Havgassen…

Kim