Vi mødte talstærkt op tirsdag aften, hvor vi hurtigt fik pakket Havkassen og båden. Det er jo en nemt overstået affære nu, hvor vi er blevet forvænt til at bo på fint hotel og spise de fleste måltider på restaurant.

Den oprindelige plan var at fylde ilt i klubben og efterfylde på hotellet, hvor vi havde fået bekræftet af krofatter, at det kunne vi godt. Det viste sig dog, at den ilt, der var bestilt om fredagen, ikke var dukket op, så der gik lidt panik i flokken for at få trukket de sidste iltmolekyler ud af flaskerne. Vi fik næsten alt, hvad vi skulle bruge.

Onsdag d.13/5

Team Carstensen var tidligt oppe og kørte onsdag morgen mod Lysekil. Køreturen stod på kraftig regn og forventninger til at kunne dykke første dag faldt jo tættere vi kom på Lysekil. Sådan endte det dog ikke. Første dyk ved frokosttid var på Skår med næsten havblik på vandet. Vandet var koldt og sigtbarheden var dårlig de første mange meter. Da man kom under springlaget, blev sigtbarheden væsentlig bedre og den første af mange hummere på turen viste sig.

Første dyk ved frokosttid var på Skår med næsten havblik på vandet. Vandet var koldt, og sigtbarheden var dårlig de første mange meter. Da man kom under springlaget, blev sigtbarheden væsentligt bedre, og den første af mange hummere på turen viste sig.

Vi fik indlogeret os på et næsten tomt Hotel Lysekil, hvor der lå en masse udstyr og flasker fra den svenske beredskabsstyrelse.

Imens de andre havbasser sad i kø efter kø på den svenske motorvej, hoppede Team Carstensen i havnen før aftensmad. Her var vandet varmere, og sigtbarheden bedre. Det passede Mads rigtig godt. Der var mange hummere og jomfruhummere, der gemte sig blandt stenene.

Onsdag kørte Malte og Jørgen op efter arbejdstid (det vil sige kl. 12.00 …), så vi kunne komme af sted, inden det blev alt for sent. Turen gik meget fint, og vi hyggede os med Maltes ”Roskilde 2026”-spilleliste. Inden vi kom frem, fik vi besked fra Team Carstensen om, at de var tjekket ind, og at nøglerne skulle ligge fremme på bordet nede i dykkerafdelingen. Det gjorde de også, dog med en nøgle for meget. Der var en frafalden lige inden turen, som havde afbestilt værelset, men det havde besætningen på hotellet åbenbart ikke fået noteret.

Omkring kl. 20-22 kom de resterende dykkere. En pizza fra nabo-restauranten og et par GT’er eller to blev det til i hotellets dykkerlounge.

Torsdag d. 18/5
Efter pizza og en god nats søvn var vi klar (næsten) tidligt torsdag morgen. Der var nogen, der mente, at det var for tidligt at få båden på vandet inden morgenmad kl. 7, så det blev til, at vi fik morgenmad, og så kørte Malte, Peter H., Henning, Team Carstensen og Jørgen ned til Valbodalen, hvor båden kom i vandet. Gustav og Gert ville hellere tage et dyk nede ved badeanstalten.

Det var begyndt at trække en lille smule op fra sydvest, så vi tog kun ud på Gäven (som er langt ude, red.). Vi lå fint i læ på nordøstsiden, hvor vi plejer at ligge. Sigten var OK, men der var skuffende lidt liv. Malte og Jørgen så masser af troldhummere, men ikke så meget andet. Team Carstensen rapporterede, at der skulle være et par hummere, men dem så vi andre altså ikke.

Efter et sådan set godt dyk – vi kom jo sådan set i vandet, og alle var tørre, da vi kom op – tog vi tilbage til havnen. Nogle kørte bilerne tilbage til hotellet, mens Peter H. og Jørgen sejlede båden rundt til hotellet. Vi havde en ambition om at få Peter godkendt som bådfører på den her tur, så han sejlede stort set det hele og fik en del mere erfaring med båden. Der er afsendt en anbefaling til bestyrelsen om, at han kan komme med på listen nu.

Om eftermiddagen var vi kun fire, der havde lyst til at dykke fra båd, for vejret havde trukket op, og der var antydning af hvide toppe. Vi besluttede at tage ud på Berggylteskär, hvor vi burde kunne finde læ igen uden alt for lang sejlads i den efterhånden tiltagende grove sø, men desværre lå der en anden dykkerbåd, da vi ankom. Vi kiggede lige, om vi kunne lægge os 100 meter nord for, men lige da hev han flaget ned, så vi sejlede hen til det sted, hvor vi plejer at ligge, i et forsøg på at finde renden.

Desværre var vi nok lidt for hurtige, for den anden havde ikke fået sit anker op endnu, og nu hang han fast, så vi kom i vejen, når han skulle trække sig løs. Så vi slap tov ud, så vi kom fri af hinanden. Han fik omsider sit anker op, og vi begyndte at trække os ind igen, men ak og ve – nu var vi drevet af, så vi blev nødt til at hive op og sejle ind til renden igen. Også andet forsøg gik galt. Vinden hev ret godt i båden, og inden Henning og Peter H. nåede at komme i vandet, var vi drevet af igen.

Nyt forsøg. Denne gang fik vi fat og sendte de to maskindykkere i vandet med streng ordre om at tjekke ankeret.

Da de kom op, var det ikke ligefrem lige ved båden. De var faret vild mellem klipperne dernede og havde søgt mod land og gået op. Men de kom da op i båden uden alt for lang svømmetur, så Malte og Jørgen begyndte at gøre klar. Men nu drev vi af igen. Så måtte vi forsøge endnu en gang, som heller ikke lykkedes. Til sidst fik vi da greb nok i bunden til, at vi kunne komme ned, og da vi kom til ankeret, kunne vi se, at det hoppede fra sten til sten, så det skulle sikres. Vi fik styret det bag om en kampesten og rullet en halvstor sten op på siden af det, så det blev liggende godt fast.

Det næste var så at finde slugten. Jeg tog kompasretning og svømmede i det, vi mente måtte være den rigtige vej i den dårlige sigt. Det VAR sgu den rigtige vej, så vi kom ned gennem slugten og ud langs væggen. Igen var der begrænset liv, men der var en del kammuslinger (som fik lov at leve denne gang), og vi fandt rødkorallerne, som Malte vistnok ikke havde set før.

Efter en god halv times tid kunne Jørgen mærke, at vådhandsken, som skulle have været en tørhandske, var meget våd og kold, så vi fik vendt os om mod slugten igen, hvor vi nemt fandt ankeret, fik det løsnet og kom os op i båden. Nu var der rigtig grov sø tilbage til Lysekil. Men Peter H. fik ført båden meget behageligt og professionelt hjem, så vi blev ikke meget vådere, end vi var i forvejen, og fik hverken slået nyrer eller andre kropsdele løs.

Da vi kom ind, var Kim og Juhl ankommet, og vi fik efterhånden en fortræffelig middag ved Norra Hamnen 5 (NH5) og hygget os rigtig meget, da vi kom tilbage til hotellet.

Fredag d. 15/5
Tidlig morgenmad, for vejrudsigten så bedst ud om formiddagen og lovede heftig regn ved frokosttid og fremad. Vinden så tålelig ud gennem vinduerne i hotellets spisesal, hvor vi fik morgenbuffeten.

Vi blev enige om at forsøge Gåsaklevan, dvs. Gert og Gustav valgte at dykke i havnen. Vi fik samlet vores grej i båden og kom af sted. Der var læ for vinden ved Gåsaklevan, men regnen og haglene var der ingen dækning for.

Vi dykkede i en eller anden diffus orden, men alle fik dykket, og ingen blev glemt derude. Sigten var mildest talt ringe på det lave, og man skulle langt ned for at finde det klare vand. Der var ikke mange fisk, kun få krabber, og der manglede meget af det spændende, der plejer at være der. Men det er alligevel noget andet med de lodrette klipper og udhæng, og sigten i dybet gjorde det ikke mindre dramatisk.

Alle kom i vandet og havde hver for sig nærkontakt med det righoldige hvirvelløse dyreliv på klipperne, specielt de øverste 15-20 meter. Længere nede i det klare vand så vi også de lange rippegopler, hvor en hel koloni af gopler har hver deres funktion, populært kaldet hvalsperrm, for det ligner lidt en sædce.lle, hvor halen er et par meter

Efter sidste mand var tilbage i Havgassen, sejlede vi tilbage til hotellet i en grov modsø, hvor bølgerne viste tænder, og modvinden hylede. Men på en eller anden uforståelig måde fik vi ikke overvældende meget vand ind i Havgassen, noget vi ellers altid får, når vejret driller.

Frokost skulle der til, og vi valgte nabo-pizzeriaet, der serverede en frokostmenu, hvor kvaliteten var lidt diskutabel, men måltidet var i hvert fald meget nærende.

Eftermiddagsdykket blev ved Slägö, hvor vi havde selskab af mange andre dykkere, også flere andre danske dykkere. Vi havde ikke rigtigt travlt, men kom dog til sidst forrest i køen. Sigten var mådelig, 3-4 meter, men brugbar.

Det myldrede ikke af liv, men der var en blåstak med harem i stenene ved Slägö, hvor der også gemte sig hummere og taskekrabber.

Taskekrabberne var de eneste, der havde mod til at blive fremme og få taget billeder. Ellers lignede det faktisk lidt en tur under hjemlige himmelstrøg: ålegræs og godt med fedtemøg.

Regnen var ikke holdt op, så vi gjorde det, vi er bedst til: Vi hyggede os i dykkerloungen, hvor der blev serveret et par seriøse aperitiffer, mens aftenens spisested blev udvalgt. Det endte med at være på et nærliggende sted, der var lidt inspireret af en britisk pub.

Efter middagen gik vi tilbage til hotellet og fortsatte, hvor vi slap, men vi skulle jo tidligt op næste dag. Noget som ikke alle – om nogen – tog notits af.

Lørdag d. 16/5
Tidlig morgenmad og afgang kl. 8.00, for der var et vindhul om formiddagen, der skulle udnyttes. Vi ville forsøge at nå ud på Amasis. Vejrudsigten for eftermiddagen var ikke gunstig, så vi havde kun flasker med til et enkelt dyk. Vi var syv, der ville af sted. Malte meldte forfald grundet ungdommelig drikfældighed aftenen før, og Gert og hans søn skulle hjem til vigtigere arrangementer. Det lykkedes at komme derud. Vinden var i ryggen, og dønningerne var tålelige.

Vi fik kastet loddet, og efter lidt forberedelse fik vi smidt rebreather-drengene i for at gøre fast. Der var ikke noget strøm, men vinden var begyndt at lave lidt sø. Efter Peter H. og Henning kom Mads, Jørgen og Peter C. i vandet.

Vinden tog til, og regnen begyndte at gøre det hele lidt mere trist. Men pludselig var der aktivitet på stigen, og Jørgen, Mads og Peter kom op igen. Jørgen var bordfyldt, så han var ikke i det bedste humør, men dykket havde været OK med klart vand og ingen strøm.

Juhl og Kim kom i vandet, og aftalen var, at sidste mand bandt af, hvilket jo er en meget god plan. Amasis var som altid et stort vrag, der efterhånden minder mere og mere om et mikadospil, eftersom vraget falder mere og mere sammen. Navigeringen er stadig nem, når sigten er 8-10 meter.

Hvis man gik ind under overbygningen, kunne man stadigvæk finde porcelæn. grunden til at det har været der i alle disse år og stadig er der, skyldes at det er groet uhjælpeligt fast.

Op på tovet, hvor straffen for tiden i dybet skulle betales, og derefter op i båden, hvor bølger og vind efterhånden var taget så meget til, at det ikke længere var komfortabelt. For Juhl og Jørgen var det specielt ukomfortabelt, for de var begge gennemblødte af deres troløse dragter.

Men en hurtig tår kaffe og en Underberg til dem, der ikke skulle sejle, gjorde det hele lidt mere udholdeligt, og vi sejlede tilbage mod havnen og hotellet.

Ved hotellet havde bilen gjort lidt væsen af sig. Viskerne kørte, og lyset var tændt. Hvis man åbnede døren, slukkede lyset et par minutter og tændte så af sig selv igen. Hvad værre var, servostyringen virkede heller ikke.

Meget blev prøvet, og efterhånden faldt mistanken på en kortslutning i sikringsboksen. Den heftige regn havde åbenbart været for meget for Havkassen.

Vi skulle jo også have lidt frokost, så vi fandt en café, hvor vi kunne få lidt at spise, mens vi diskuterede, hvor vi skulle dykke næste gang. Planen om natdyk blev aflyst, dels på grund af vinden og dels på grund af, at vi ville hale båden op i god tid på grund af den noget tvivlsomme kørselssituation.

De våde dragter og den fortsat silende regn fik også reduceret dykkerskaren, så til sidst var der kun Team Carstensen og Kim, der ville i vandet. Skår blev valgt i stedet for Slägö, hvor vi allerede havde haft adskillige dyk.

Skår så fin ud fra overfladen, og vi glædede os faktisk til at komme i vandet. Dvs. glæden var lidt forbeholden, da Kims inderdragt ikke var med. Men cowboybukser og en langærmet T-shirt var bedre end ingenting, og vi var jo langt hjemmefra.

Vi kom i vandet i spredt orden, og vi havde hver for sig gode dyk: meget god sigt, 5-8 meter på det lave og 15-20 meter dybere end 30 meter.

Desværre var det småt med jomfruhummere. Der var huller, og enkelte hummere havde kløerne ude af hullerne, men vi manglede at se de forventede skarer af vandrende jomfruhummere. Og vi så heller ikke de store mængder rejer, der plejer at være spredt på bunden dybere end 50 meter.

Men søpølserne var der endnu, og de havde selskab af fløjfisk.

Tiden løb, og efter en god times tid kunne vi klæde om i vindstille og solskin. Det var lidt, som om Lysekil gav os fingeren.

Vi kom tilbage, fik pakket vores grej og fik en øl, mens vi diskuterede, hvor vi skulle spise. Det blev lige rundt om hjørnet, herefter et par drinks og så ellers i seng.

Søndag d. 17/5

Søndag morgen startede med morgenmad på hotellet som de andre dage, og så smuttede Jørgen og Malte af sted med Havkassen og båden på slæb. Lidt med hjertet i halsen, for vi var jo ikke helt sikre på, at den holdt til Danmark.

Vi andre fulgte efter lidt senere og kunne eventuelt tage de vigtigste ting med hjem, hvis vogntoget brød sammen. Nu er Jørgen jo ikke kendt for at køre med trukket håndbremse, så vi fik løbende opdateringer om, hvor langt foran de var, og det holdt heldigvis helt til Farum, hvor Havgassen blev puttet i garagen og bilen kørt på værksted.

Det var heldigvis fugt i sikringsboksen, som ingeniørholdet allerede havde gættet med lidt hjælp fra ChatGPT, og som relativt nemt og billigt kunne udbedres.

Tak for et par gode dage – næste gang er vejret forhåbentlig mere imødekommende.

/Crew