Det var efterhånden ved at være på tide at jeg fik banket rusten af. Jeg gik i skuret i god tid aftenen før. De småskavanker mit grej havde i Norge, havde sjovt nok ikke løst sig selv ved at stå urørt siden det kom hjem. Men en ny o-ring her og en ny slange dér, så var alt som det skulle være igen. Atså ud over at den ene flaske sidder uhjælpeligt fast på maskinen. Men heldigvis passer fyldeslangen lige ind. Således klar. Lidt for sent. Jeg har tilsyneladende også mistet fornemmelsen for hvor tidligt jeg skal køre hjemmefra for at nå det.

Jeg halsede efter og båden var i vandet da jeg kom. Og med hjælp fra spillets batteri fik vi også startet motoren og satte kursen over temmeligt fladt vand igennem disen mod Robert.

Nogle ting har ikke ændret sig i mit fravær. I med lod. I med Kim. Op med Kim. “Rivende strøm og nulsigt” var meldingen.

Så snart vi strøg dykkerflaget kom fiskerne ilende. Nytårstorsken skulle sikres.

Videre mod Hvenprammen hvor historien gentog sig. Dog kom kim ikke op. Men det gjorde flåddet nu heller ikke. Vi sendte Kenneth ned for at hjælpe til. Men det gjorde vidst bare det hele meget værre. Loddet sad i noget garn og Kim kæmpede godt og stædigt for sagen og efter 20 minutter kom flåddet op og vi andre kunne trille ud over kanten.

Sigten var tålelig Men ikke prangende. Der vrimlede med torsk! Store fine torsk. Både i hullerne, og efter sigende også frit i vandet da Kim kom ned. Og så også i det aktive garn der stod henover det ene hjørne. Nytårstorsken er reddet. Heldigvis var der så mange fisk i at det var nemt at se for de fleste af os. Peter kom kortvarigt i karambolage med garnet. Han har sagt undskyld til fiskeren. På overfladen stod bøjerne umiddelbart langt væk. Men de er åbnbart længere end som så, sådan nogle garn.

Uanset hvor man kiggede hen var der snegle i forskellige afskygninger. Derudover torsk, sej, buskhoved, sandkutling, havkaruse, sandkrabbe, eremitkrebs, rejer og alt det hvirvelløse, der ikke sådan lige flytter sig.

Tiden gik, og det var ikke noget problem at holde varmen på bunden. Men de øverste 10-12 m var nu halvkolde at komme op igennem. Heldigvis var der lidt forskelligt at varme sig på i båden, mens vi måtte undvige en vildfaren lysfiskekutter, der dog opdagede os i sidste øjeblik.

Da alle var ombord tøffede vi mod land mens vi fik snakket af og tømt kaffekopperne.

I havnen gik det nemt som det plejer. Mens de andre tog til Farum og afmonterde det døde batteri, tog jeg den lige vej hjem.

Dennis