17/11 2013

LimfjordenNu ligger Limfjorden jo ikke lige uden for vores dørtærskel, så det er ikke ret tit, vi kommer der. Faktisk var det første gang Allan og jeg skulle dykke i fjorden. Vi skulle besøge Jørgen, som vi har dykket med andre steder, end lige i Limfjorden, og så havde vi jo  chancen for at dykke der, når vi nu var der. Vi kørte fra hovedstaden ved 15-16-tiden lørdag, og håbede undervejs lidt på, at Danmark var blevet lidt mindre, end vi huskede det Men ak, der var lige præcis så langt derop som frygtet, og vi nåede først frem ved 19:30 tiden. Vejret var meget blæsende og regnfuldt hele lørdag, ikke godt kørevejr, men det ville være nærmest umuligt at dykke med den vind.Da vi nåede frem blev vi trakteret som man nu engang bliver, når man kommer på besøg i Jylland, lækker mad og nok af den! Vi tørstede naturligvis heller ikke, og under den efterfølgnde løsslupne konversation, var der nok ikke et eneste museum i Danmark, der ikke fik en sviner!

Sol og fladt vand – men meget skarpt lys!

Vinden faldt som forventet et stykke op på formiddagen, men den gode middag og den sene sengetid gjorde, at vi alligevel ikke var klar før. Desværre havde den hårde vind bevirket, at sigten i fjorden ikke just var prangende, et par meter vel, men vi har jo før set det, der var værre. Vrag er der ikke meget af i fjorden, så vi blomsterdykkede på ret begrænset dybde. Vi så forbløffende lidt fiskeliv, faktisk har vi aldrig nogensinde set så få fisk før! (På de 2½  time jeg var i vandet, så jeg højst 10 fisk, inklusive yngel og små kutlinger!). Bunden var flad og dækket af småsten med lilla kalkalger. Der var kun lidt tang, men der var dog nogle forskellige krabber, bl. a. stankelbenskrabber og mange ret små strandkrabber. Der var også hummere, hvoraf de fleste var ganske små. Rundt omkring, hvor der var enkelte lidt større sten, sad enkelte kæmpestore sønelliker, og sparsomt på bunden var også nogle forkrøblede grønlige søanemoner. Jeg troede, jeg var heldig, da jeg fandt et par hummere, som kom i posen. På båden viste det sig desværre (eller heldigvis), at der var rogn under dem begge, så de kom tilbage i fjorden for at sikre den fremtidige bestand..

To rognhummere på vej tilbage i vandet.

Selv om det ikke var det mest sindsoprivende dyk, vi har haft, brugte vi da en god times tid i vandet. Op og så var det jo frokosttid. Her er fjorden praktisk, for vi er jo tæt på land hele tiden. Og så kunne vi jo lige købe frokost på en tankstation. Selv om det var hyggeligt at snakke om gamle fælles bekendte, så skulle vi jo prøve at dykke et andet sted. Bunden lignede til forveksling den, vi havde haft på første dyk, men der var måske lidt flere større sten. Solen skinnede, og det var ikke koldt for alvor, når man tænker på, at datoen var midt i november. En detalje, som undertegnede lidt senere var lykkelig over. Da jeg var en god halv time inde i mit dyk, begyndte min dragt at lække for alvor, vandet pissede ind, og jeg bandede lidt for mig selv. Jeg var et godt stykke fra båden og skulle svømme et par hundrede meter, mens min dragt blev bordfyldt – og kold – ca 8 grader, for at være helt præcis!

Kold dykker

Jeg kom ud af dragten og efter at have rystet af kulde, forbarmede mine dykkerkammerater sig over mig og gav mig tørt på!

Det var halvmørkt, da vi sejlede mod havnen.

Efter en times tid i båden kom Jørgen op som den sidste, og vi kunne så rigge af og sejle tilbage til havnen, hvor jeg skyndsomt fik klædt om, mens de andre fik halet båden på land. Herefter var det bare at få pakket vores grej ind i Allans bil, og sige pænt farvel og tak til Jørgen for hans og konens gæstfrihed. Eneste minus var, at det var blevet så sent, at vi ikke kunne nå med Jørgen hjem og spise rester…På den lange vej hjem kunne vi reflektere lidt over dykningen – aldrig har vi set så få fisk, men alligevel var der en del små skaldyr, både krabber og hummere. De store hummere var der ikke så mange af, og nu er der et par stykker mindre! Kim R