20/1-2012

Hjuldamper CimbriaNu kan det godt blive en smule trivielt når at skrive beretninger fra de samme slags ture og mine indledninger kan ofte blive en smule monotone, så derfor vil jeg spare krudtet på logistik og forventninger til vejrmeldinger og gå direkte til sagen.Stagene klaprede mere end forventet på Helsingør havn og en tur på Otto eller andre vrag mod nord lignede en fiasko og det blev det også. Vi sejlede i fladt vand indtil en halv sømil fra Otto, da vi i det fjerne kunne se søerne brække ned fra NV. Vi sejlede durk ind i de store bølger, som materialiserede sig ud af det blå, da der var frit løb ned gennem Sundet og en modgående strøm der tiltog efter det smalle gennemløb. Vi vendte skuden da det slet ikke var aktuelt at ankre op i den sø, ja selv vendingen og søerne ind agter fra kom lidt bag på mig. En halv mil længere mod syd var der igen smult vande og vi blev enige om et dyk på Cimbria og jo tættere vi kom på positionen jo bedre blev forholdene. Ikke havblik, men ingen nævneværdig sø eller strøm og solen varmede faktisk. Den gamle mand og havet still going strong

Jeg var jo ellers valgt til at binde på på Otto, men her på Cimbria ville det være lidt synd for de andre hvis jeg gjorde det, da jeg roder så frygteligt op med mine finner. Sten ville helst være fri, Steffen ville helst have en makker og Frederik gjorde bare hvad der blev sagt. Ergo skulle han binde på, efter en lille og hurtig lektion om hvordan vi normalt gjorde det. Steffen ville følge efter og lige sikre at alt var som det skulle være og på 20m vand havde de jo begge masser af tid og luft, så ingen fare ved at Frederik lige fik et forspring.

Efter 10 min samlede vi bøjen op og påbindingen holdte. Der skulle dog heller ikke meget mere end en en søanemone til at holde Havgassen i den smule vind og strøm. Sten dykkede derefter og da Frederik stod på stigen igen, gjorde jeg mig klar. Jeg mødte Steffen lidt nede af tovet, deko havde han vel næppe, måske han nød det klare overfladevand, som ellers har været mælkehvidt i flere måneder. På vraget var der vel en 3-4 meter sigt. Frederik havde bundet, efter forholdene ok på, men loddet skulle lige sikres med et rundtørn om egen part og så var det ud på opdagelse. Vi var bundet på i agten, her smider vi stort set altid loddet inden for 5x5m. Vi har hele vinteren været vidne til at strømmen har flået godt i f.eks Otto, med store sandvandringer oppe i vraget, men her på Cimbria var det godt nok endnu mere udtalt,. Jeg kunne næsten ikke kende vraget. Fra roret  var de næsten hele styrbord side forsvundet under sandet og store dyner lå bygget op mod bagbord side, hvor intet lignede sig selv. Jeg svømmede rundt om agten og her var situationen fuldstændigt modsat. Strømmen havde med sit sug, fuldstændigt fjernet sandet og der var en stejl skrænt væk fra vraget hvor store sten og vragstumper var kommet til syne. 22m i ”hullet” og der var en 17-18m oppe på vraget. Her lå dele af kridtpiber, flasker og et næsten helt og smukt vinglas. Jeg tog turen op langs bagbord side og kunne følge denne langt frem i vraget indtil hele vraget igen forsvandt i sandet. Jeg fandt et område hvor strømmen havde blotlagt noget af dækket, der så helt nyt ud og meget frisk i træet. Ingen tvivl om at det ikke har været særligt meget eksponeret. Tilbage i agten var der kommet et toilet til syne lige under sandet, et vidne til at der kan gemme sig så meget i vrag af denne type, det ligger bare lige der under et par hundrede kubikmeter fint og meget tungt sand!

Gæstepåbinder

Efter 45 min bandt jeg af, efter at have rodet rundt efter mit håndspyd jeg havde lagt ved tovet, men som nu var indhyllet i en støvsky. Det var desværre ikke kommet i aktion, for vraget var totalt blottet for liv. Normalt bliver man passet op af mængder af isinger, der af mangel på bedre godt kan komme en tur på stegepanden. Selv turen med loddet ud over bunden vristede ikke engang en flad af sig. En enkelt ising mindre end min hånd, fes henover sandet. Strømmen var dog for svag til at jeg blev trukket ordentligt efter båden, så jeg måtte humpe mig frem og det opgav jeg hurtigt. Mine fødder var efterhånden lidt kolde, så den sidste energi blev brugt på at nyde den gode sigt i overfladen hvor båden lå helt tydelig og vuggede i eftermiddagssolen. De andre havde drukket deres øl, så jeg måtte drikke alene, og den var ikke færdig inden vi kom i havn. Det er nu rart at have 3-4 udmærkede dykkermål, vrag vel at bemærke, under 5 min sejlads fra havnen. Slut prut finale. Lidt mere info om vraget her: http://www.vrag.dk/vrag/hj.cimbria.htmTak for en go tur.

Henrik