12/6-2012

Pollux og ”Skovlvraget” En ordentlig vejrudsigt, der tilmed var sammenfaldende med muligheden for en fridag gav jo noget dykkersyge, så allerede torsdag blev planen lagt! Vi skulle i Østersøen, og vi skulle langt ud, gerne ned til et gammel trævrag, vi tidligere har besøgt. Både dybden og sigten på vraget havde gjort, at vi på ingen måde var blevet færdige med det vrag endnu. Men nu var chancen der! Vi havde fra starten fordelt os i et par biler og skulle mødes i Smygehamn, hvor vi så skulle enes om målet – som jo allerede var mere eller mindre fastlagt, med vind og bølger som eneste variabler – troede vi! Der bliver lige pisset en fisker af

Vi sejlede laaaangt mod SØ, og efter halvanden time nærmede vi os målet for den lange tur over Østersøen – men midt ude i ingenting var en fiskekutter ved at overbrodere vores dykkemål med kilometervis af fiskegarn. Skuffelsen var stor, og de 120 liter brændstof, vi havde brændt af, gjorde ikke humøret bedre! Vi havde dog ikke lyst til at vikle os selv ind i alle de garn, for vi kunne betragte, hvordan det blev kastet i siksak hen over vraget.

Vi måtte handle opportunt og finde på noget andet, der lå i denne del af Østersøen. Men der var langt mellem snapsene lige der, og til sidst valgte vi at sejle en god halv time hen mod Pollux. Et mindre stålvrag som kun Allan havde dykket på. Også her var en fisker ved at gøre klar til at sætte garn, så vi skyndte os at smide et lod og sætte et dykkerflag, mens vi så fiskeren kaste det ene net efter det andet nærmere og nærmere mod os. Men han blev dog væk, mens vi var der.  Henrik kom først i for at binde på, og Allan i efter ham for at se, om han havde gjort det ordentligt.  Pollux lå på 46 meters dybde og ragede 3-4 meter op, hvor vraget var højst. Sigten på vraget var fin, 8-10 meter og temperaturen på bunden var 4 °C. Bundtovet sad i et spil i stævnen og man kunne meget nemt finde rundt på dette ”Anders And” vrag, der stod ret på bunden med lønningen intakt hele vejen rundt. Lyset var kraftigt nok til at man kunne orientere sig uden lygte og endda se masser af detaljer. Der var torsk rundt omkring inde i vraget, og et mildt tilfælde af dybderus påstod, at der lå en fin rødspætte på agten. Der var rester af lanterner og porcelænsskår, men der var ikke noget uden skårede kanter.  Vi havde aftalt at binde af. Hvis vi alligevel skulle dykke to gange her, kunne vi altid smide loddet igen, så efter en lille halv time skulle loddet gøres frit. Der var en genstridig og meget holdbar flettet fiskeline viklet ind i kæden, som kom til at koste på dekokontoen. Men til sidst kunne jeg stige op og betale af på den gode halve time på tovet minus lidt iltrabat, hvilket min efterhånden nedkølede krop satte stor pris på.

  Klar til lidt dykning

I båden skulle vi finde et nyt sted at dykke vores andet dyk, og efter et antal forkastede muligheder blev ”Skovlvraget” valgt. Et gammelt trævrag, som har fået navnet efter fundet af en masse træskovle (bundter), der blev benyttet til at skovle korn med. Lasten bestod af korn, så det var jo meget passende.  Overfladetiden blev – ud over transport – brugt til at sikre middagen ved at fiske lidt på ”Målvraget”. Et militært skydemål, der ikke var et dyk værd, men som huser en del torsk. Dagens største torsk stod Henrik for, da han fangede sig selv. Krogen sad rigtigt godt fast i hans finger og den kunne ikke lige tages ud. Han forsøgte at trykke den igennem, så modhagen kunne klippes, men om det var knogle eller negl, der forhindrede det vides ikke. Han blev en smule handlingslammet indtil Allan sagde noget om at sejle ind til en skadestue, hvis han ikke selv kunne ordne det, og at der så ikke ar mere dykning den dag men det kunne han så pludselig alligevel. Og den mugne førstehjælpskasse kom til sin ret og et stykke plaster blev fundet frem.

Fumlefinger

Således blev fiskeriet indstillet og vi fortsatte mod ”Skovlvraget”, hvor Henrik fik moslet sig i sit grej og hoppede i for at binde på. Allan var næste mand og så havde Steffen og undertegnede tid til at skifte flasker og gøre klar. Og da det blev vores tur gik det ned mod de 42 meter, der var bunddybden. Kæden var slået omkring et eller andet i agten, og Henrik havde forsynet tovet med en strobe. Der var mørkt på bunden, men det største problem var sigten omkring bundtovet. Der var en tæt hvid tåge af det allerfineste mudder, hvor der stak et par rækker spanter op, men det blev heldigvis bedre, når man bevægede sig frem i skibet. Og der var faktisk ok sigt ~5-8 meter. Temperaturen på bunden var magelige 7 °C, så vi kunne stille og roligt lade os fornøje med skibets detaljer og gætterier om hvad det var for noget vi så. Der var enorme bjælker i konstruktionen, men de berømte skovle var forsvundet i den tætte muddertåge. Men der var jo heldigvis bundet på i den ene ende, så man skulle bare følge rækken af spante-toppe og finde tovet. Alternativt kunne man løfte blikket og se efter stroben, men den bruger vi jo så sjældent, at det ikke falder naturligt. Men igen op til lidt hyggedeko, og denne gang overhalede jeg Steffen på tovet, men han havde jo heller ikke min dekoflaske.

Crew…

Og så sejlede vi tilbage til Smygehamn med en kold i hånden, vi var jo nødt til at drikke os mod til at trække vejret i den stinkende havn! Kim R.