8/9 2012
Furesøen & Krebsegilde Som sædvanligt holder vi traditionerne ved lige i klubben, og krebsegilde og det tidlige efterår hører jo sammen. Denne gang var gildet varslet flere uger i forvejen og det kunne ses på fremmødet, masser af mennesker ~ 60 personer, fandt det ulejligheden værd at bruge en eftermiddag og aften på at forbedre vilkårene for de naturligt hjemmehørende flodkrebs. At det kunne foregå ved at reducere bestanden af den invasive galisiske sumpkrebs, var jo kun en praktisk lille detalje, og det gode vejr skræmte heller ikke nogen væk.
Udkik og standby
Festens æresgæst
Dette år var der en del debutanter, heraf en del yngre dykkere, og søens sydvestlige hjørne blev dykket godt igennem. Krebsebestanden var ikke så overvældende som tidligere, det plejer vi også at sige hvert år, men der var magre udbytter fra flere af de ellers sikre fiskere. Heldigvis var der andre, der kunne træde til, og der var, også i lighed med alle tidligere år, rigeligt krebs i overskud til Naturens Dag på Naturskolen. Af øvrige informationer fra dybet må være, at rankegrøden er ved at blive et irriterende problem på det lave vand, at der er masser af aborrer på 15-20 meters dybde, der er ål så store som søslanger rundt omkring i mudderbunden, og at sigten bestemt ikke bliver bedre af, at man jager rundt efter krebs.
Grønskolling
Der var et mylder af hunde og børn og sultne havbasser, først ved søen, hvor dyr og mennesker nærmest trådte hinanden ned for at komme til, og derefter omkring bålpladsen under det store telt ved Naturskolen, men på en eller anden forunderlig vis var der ingen bidsår og alvorlig ballade.
Der er mange måder at gøre det på…
Ellers var det jo småt med fornyelsen, men hvorfor også ændre på noget, der virker? Hvis der skal ændres på noget, så må det være køkkenlogistikken, hvor vi skal have gang i flere gryder fra starten, for det varede noget inden alle havde fået krebs og endnu længere inden folk havde fået krebs nok.
Lidt fra gildet
På dette tidspunkt blev de yngste sendt hjem, og referenten fortrak inden oprydningsaktiviteter og opvask smittede alt for for meget.Tak for dette gilde – vi ser frem til det næste!Kim R