21/10 2012

Så blev det atter dykkevejr og så endda på en søndag. Jeg blev hentet kl. 7.30 og sad og svedte nattens sidste alkohol ud i Henriks bil, på vej mod det svenske. Det hjalp med et æble, et toiletbesøg og lidt fysisk anstrengelse, ved at fylde grejet ned i båden. Johan var tredjemand på dagens tur og på grund af min svækkede fysik, valgte vi et ukompliceret vrag at dykke på.

Undine i sine velmagtsdage

Undine blev det og snart strøg vi sydpå mod nye eventyr. Efter cirka 45 minutter, kunne vi skimte en båd i det fjerne og sandelig om der ikke lå en båd med dykkere, på ”vores” vrag. Nogle raske Sydsjællændere, havde tilbagelagt de 40 mil der er fra Klintholm og første hold var allerede i vandet. Det var vi også inden længe, Henrik bandt på og Johan fulgte efter, imens jeg gik og havde lidt ondt af mig selv. Men når man ligger på et af vore fineste vrag og i stille vejr, så skal der mindst en benamputation til at holde mig i båden. De andre op og mig i – koldsved eller ej – og sikken en sigt. Herligt at svømme rundt her i afslappet stil, selvom en læge nok ville have anbefalet mig, at svømme op da alle de lilla prikker dukkede op for mine øjne. Efter 25 minutter, havde Østersøens vand dog haft den ventede og lægende effekt; synet var klart, lemmerne havde genvundet deres styrke og jeg var blevet sulten. Men det passede jo også fint, for nu skulle jeg op.

Flinke fyre mødes på havet

I overfladen gik tiden som sædvanligt hurtigt, ganske interessante historier skiftede båd, vi spiste lidt madder og hyggede. Efter årstiden var det utrolig mildt, men nogle tætte tågebanker mindede os om, at det ikke længere var sommer. Tågen medførte også en del vildfarne småfugle, som nødlandede på bådene. Først én, så to og på et tidspunkt havde vi 3 fuglekonger, som var meget tillidsfulde. De virkede ikke udmattede, men jagtede småfluer rundt omkring på båden og udfordrede endda også hinanden med sang.

En tillids-fugl er landet

Andet dyk gik som første, men uden koldsved og lilla prikker. Jeg har beskrevet dette vrag så mange gange snart, at det er svært at tilføje nyt. Der er måske lidt tegn på, at vraget flere steder er begyndt at falde mere fra hinanden. Der er også nogle steder løbet meget mudder ud af vragets indre, hvilket gør, at nye ting dukker frem. Men alt i alt, ligner den gamle kriger sig selv og vil mange år fremover kunne henrykke de dykkere som gider bevæge sig derud.

Så er der lidt mad på vej op og nej, det er ikke Fukushima i baggrunden

På vej ind, skulle vi lige have en fisk eller to med hjem, vi stoppede derfor cirka halvvejs på ”målvraget”, som altid er fuld af torsk. ”Målvraget” er et træskib på ca. 25 meters længde, forsynet med en stor drejeskive som marinen skyder til måls efter. Men de har tydeligvis misset skiven med nogle meter, for der er en række skudhuller i vragets bagbord side, omtrent i vandlinjen. I dag skulle vi ikke dykke på stedet, bare hente lidt mad og vi fik da også alle tre en pose fisk med hjem.Endelig var vi i havn, fik skyllet båd og pakket udstyr, for til sidst at sluge et amerikansk papagtigt produkt på en kendt ”familierestaurant” i Trelleborg, inden turen endelig gik hjem. Vel hjemme, landede jeg i sofaen og pressede mig ned så faconen passede til min krop. Min kære kone spurgte til turen og om man overhovedet kunne dykke, sådan som jeg havde set ud om morgenen. Mit svar var: ”Ja, der er ingen steder jeg hellere ville være, uanset min tilstand”.Allan Jensen