26/7-2011

SMS UndineEndnu engang måtte vi trække i arbejdstøjet og tage vores fritidsinteresse alvorligt med en gang god Østersødykning i godt vejr. Allan og jeg havde lagt brænde i ovnen til en tur med nye positioner og små trævrag, men da vi var 5 og derfor ikke lige det optimale antal når der er tale om små mudrede vrag, så lagde vi stilen om og satsede på stort jern. Man skal jo være et skarn hvis man siger nej tak til et par dyk på Undine, så det blev målet for dagen. Her kunne vi mudre lige så meget vi ville og på samme tid hvis det skulle være.

Det bliver værre og værre

Turen ud gik smertefrit, efter en ellers noget klam isætning. Smygehamn bliver i disse dage uddybet, eller oprenset rettere sagt og der står containere med ildelugtende slam lige ved rampen. Men alt det blev glemt da vi cruisede derudaf over en total havblik Østersø. De 20 mil til Undine gik hurtigt og snakken gik lystigt, humøret var højt. Nu vil jeg ikke kalde Undine for en sutteklud, men det er efterhånden detaljerne der bliver gået efter på dette vrag og i dag var dagens tema koøjer, f.eks hvor flotte de netop på Undine.

”I agten, nej i stævnen, så midt på da”

Fremme på positionen blev loddet og bøje hurtigt rigget til og Allan gjorde sig klar til at binde på efter hurtigt søgning og drop af lod. På ekkoloddet kunne vi se en stor stime af torsk der stod over stævnen og jeg fiskede lidt for at smide midt på vraget så der ikke ville være så langt til nogen af enderne, så var der noget for enhver smag. Efter Allan hoppede jeg i, Thomas derefter og Peter og Kim i pølseenden. Det var højsommer og noget lunt i en sort tørdragt og glæden var stor da jeg med en præmie bombe brød overfladen og mærkede det svalende vand omslutte mig. Lige meget hvor mange gange man efterhånden har ladet sig dale ned af et ankertov mod et vrag, så er det lige fedt hver gang. I sær her i Østersøen og på Undine i særdeleshed, hvor sigten ofte bliver bedre og bedre når man daler ned i mørket. Hedeturen var brat afsluttet da der på 20m kom det sommerkolde lag på 5 grader, men på 30 m steg temperaturen igen og de 12 grader var skønt tempereret. Allan havde bundet på i helt oppe på lønningen fremme foran den 1. kanon og jeg gik ud fra at ham og Thomas stadig befandt sig i agten, så jeg tog en lang svømmetur for at have stævnen for mig selv. De sidste gange jeg har været der, har sigten været ret dårlig og en irriterende strøm har gjort det hele lidt forvirret. Men denne gang var sigten god og næsten ingen strøm og jeg nåede lige at tænke hvor mon torskene på ekkoloddet mon var i virkeligheden, da en lille stime kom i mod mig. Jeg nåede helt ud i stævnen, rundede denne, da en stor stime torsk kom op i mod mig fra bunden. De var ikke bange og omringede mig, kiggede næsten lige så meget på mig, som jeg på dem. Østersøtorsken har stadig rogn og de svære madammers buge var udspilede og glimtede som sølv i mørket.

Stortorsk i stævnen

Nå, jeg fik nok af torsk og tog på opdagelse inde i vraget og dybt i mudderet lå et bilag til dagens tema. Vel ude af vraget tog jeg en gang hurtigsvøm ned mod agten, ja tog de næsten 100m uden at stoppe. Dagens detalje var en stor trætrappe, med flotte messingbeslag, som jeg efterhånden har fået renset for et gammelt trawl. Peter og Thomas fik også dykket deres dyk og Peter fik alles hjerter til at slå lidt hurtigere, ved at åbenbare en opdagelse, hvis spænding først ville blive udløst på 2. dykket.

Flæskesvær ad libitum

Alle fik slappet af i overfladetiden, undtagen Peter, hvis negle snart var bidt ned til neglebåndene. Endelig skulle vi dykke igen og jeg fik særopgaven at hjælpe Peter. Det tog mig ikke lang tid at se at ”det” ikke var hvad det skulle have været, men jeg troede lidt at det var noget meget værre og turde ikke helt hjælpe Peter alligevel. Resten af dykket gik i agten, hvor jeg nulrede rundt og stak mine hænder i mudderet og flyttede lidt på det. Ikke noget nyt under solen, som ikke kan læses på efterhånden utallige andre beretninger der er skrevet af os fra dette vrag, som man kan se igen og igen og igen. Thomas var kæk og jeg blev hånet for ikke at hjælpe Peter, så nu skulle han fandeme. Og det gjorde han og alle var glade, men ikke helt så glade som vi og ikke mindst Peter kunne have været.

Luksus SMB, gad vide om der er en dykker under

Alle fik dykket færdig og vi sejlede ind i dejligt vejr. Eneste positive ved disse vrag langt fra land, er at vi kan nyde en pilsner på vandet selvom svensken siger vi ikke må, men det ville vi skide på, det var nok alligevel fordampet med den lange sejltur ind.

Kanon dejligt med en Underberger

Dagen var slut, båden i laden og jeg skulle stå for hån endnu engang da jeg var beordret i Ikea i Malmø på vej hjem. At Allan næsten uden at brokke sig fulgte med, var dagens sidste mirakel. Endelig var vi på vej hjem, trætte, næsten mætte og klar til at gøre det hele om igen (undtagen ikea og ”det”).Tak for en go tur.Henrik