12/7-2011

S.S. Birgit eller Vargön  Et lille pip på mailen vedr. andres interesse for vores alm. tirsdagsdyk her i ferietiden medførte en del af – og påmeldinger i løbet af dagen, og jeg kom til svømmehallen helt uden overblik over, hvor mange og hvem, der ville dukke op – blot vidste jeg, at jeg ikke var den eneste! Summa summarum – vi var 5, der kunne og ville, og vi fik hurtigt læsset Havkassen med alt vores lort og kørte mod nord. Der var ikke så meget diskussion om, hvor vi skulle hen, den nordlige del af Øresund var et sikkert valg. Her skulle søndagens fine oplevelser gentages – sådan da, for vi valgte et andet vrag, der var passende til det lille sluttede selskab, nemlig Vargön – eller Birgit, som vraget retteligen hed, da skibet forliste.

Øresund ned over Kronborg

Helsingør blev nået uden dramatik, men det sled lidt på tålmodigheden ved slæbestedet, hvor en lillebitte båd skulle på trailer og hales op med spil. En enkelt normalvægtig havbasse kunne uden problemer ha halet båd og trailer op for håndkraft, men det var jo bedre at stå og surmule lidt, mens vi overværede optrinet. At der var en anden båd, der skulle i vandet før os, gjorde ikke sagen meget bedre. På den positive side var, at vi havde rigelig tid til at gøre udstyr klar, og vi kom da også hurtigt af sted, da det endelig gjaldt. Selv en dykkeplan havde vi fået lavet, dvs. rækkefølgen. Jeg skulle binde på, Lis ville komme ned efter mig, fulgt af Niels. Lotte og Jacob ville så hoppe i havet, når den første kom op og siden hen binde af. Vi var alle klædt om før sejlturen, da der var en frisk vestenvind, så vi havde en vis forventning om en kort (2-3 nm) men hård tur derud. Båden var kun læsset med 5 personer med enkeltsæt, så vi bankede ikke så hårdt i søen, og fik kun enkelte sprøjt indenbords. Vi kom ret hurtigt frem og fik lodskud, smidt loddet, og tjekket, at vi havde ramt vraget. Det så fornuftigt ud, og jeg var hurtigt klar, alt for hurtigt, skulle det senere vise sig, og hoppede i havet. Der var kun en anelse strøm øverst i vandsøjlen og lidt mere på vraget. Loddet lå ved rælingen og jeg kunne nemt hale det op og gøre fast. Mens det skete kunne jeg mærke en smule vand ved håndledsmanchetten, og bandede lidt over, at jeg havde ødelagt den, mens jeg gjorde fast. Men det skulle jo ikke ødelægge et godt dyk, så jeg tog en lille rundtur oppe på vraget, mens jeg ventede på at Lis skulle komme ned.  Vandet forsatte med at trænge længere og længere índ i mit ærme, men det var jo ikke første gang – og næppe heller sidste gang- at jeg har haft en større eller mindre læk i min dragt, så jeg tog det roligt og frøs med anstand i det 5 °C kolde bundvand. Men de mange brandmænd kunne da ind imellem gi’ lidt varme. Der var mange og lange tråde fra de dumme dyr. De sad fast overalt på vraget, og flagrede i strømmen på langs af vraget. Sigten på vraget var ikke overvældende, men 2-3 meter var der da. Hele vraget lignede et stort blomstrende staudebed, alle hydroider, søanemoner, blødkoraller og sønelliker var foldet helt ud i hvide, gule, orange og rødlige nuancer, så man næsten ikke kunne se noget af selve vraget. Ind i mellem al denne ”vegetation” var der nøgensnegle, eremitkrebs, slangestjerner og småfisk af forskellig art. På bunden var der et par fine torsk under pladerne ved siden af vraget. Jeg bemærkede desværre ikke nogen rødtunger, de plejer jo ellers at være fremme sidst på dagen.

Tråd nøgensnegl på hydroider

Men alt godt får en ende, og efter en god halv time var min kropstemperatur faldet til det samme som tiden til deko, nemlig nul, og så gik jeg op ad tovet, alt imens jeg prøvede at undgå tentaklerne fra de mange brandmænd, der selvfølgelig hang på den side af tovet, hvor strømmen også trykkede mig over. Temperaturen steg markant og behageligt ved ca. 16 meter, men det var nu endnu bedre at komme op i båden og smide det våde tøj. Jeg var ca. 50 % gennemblødt. Hele forsiden af min spændstige krop med beklædning var våd, og det var rart at klæ’ om. Og årsagen til min lækage viste sig at være en flig af inderdragten, der fulgte undersiden af mit håndled næsten helt ud gennem manchetten. Heldigvis en nem reparation til næste gang. Sidste hold i, og så sidde og nyde aftenstemningen. Vinden var stilnet næsten helt af, præcis som metrologerne havde lovet, og aftensolen gik smukt ned i nordvest. Da de sidste var ombord, tøffede vi stille og roligt mod havnen, mens vi nød aftenstemningen og en lille forfriskning – men der manglede nu en eller anden med en kande kaffe!

Mere Øresund

Kim R