29/10-2011
Undine eller hva? Sk. Concordia og Excelcior
Vejrudsigten havde gennem hele ugen lovet svag vind lørdag, så allerede mandag blev der udstukket planer for den kommende weekend. Det har vi tit gjort, men det er nu sjældent vejrudsigten holder så langt frem.Efter en mindre logistikkabale i løbet af fredagen skulle vi mødes i Sverige, nærmere bestemt Smygehamn lørdag morgen kl. 9:00, og det gjorde vi så, selv om tågen var tæt, og forholdene var alt andet end ideelle. Vinden var stort set nul, så tågen blev hvor den var!
Strobe, så vi kunne finde tilbage til båden i havnen
Båd og grej blev gjort klar, selv om udfordringerne med slamcontainerne på havnen generede os en hel del. Men vi håbede jo lidt på at tågen ville lette og havde derfor ikke så travlt.
På vej mod?
20 sømil ud til Undine og ligge tæt på en international sejlrute i tåge var ikke Allans kop te, og vi måtte jo lade fornuften råde, og derfor valgte vi mål, der ikke lå så udsat.
Godt der var en radar med
Allan havde en hurtig telefonsamtale, og den udmøntede sig i en lille gnidret lap, som vi mange gang før har set i hans hånd. Denne gang var det dog ikke et jomfruvrag, men en skonnert ved navn Concordia. 12 -15 mil mod sydøst og efter en klam tur i tågen kunne vi se, at tallene fra den fedtede lap passede præcist. Allan havde tidligere dykket på vraget se SK. Concordia .
Klarsyn?
Hurtigt efter blev loddet smidt. Nåh nej – vi skulle jo lige prøve om der var fisk på vraget, og der var da en enkelt fornuftig torsk til Skipper Henrik, som derefter skulle skynde sig i havet.
En hurtigt torsk eller 2?
Herefter var det jo bare at smide Thomas i vandet, og sidde i det klamme, kolde og ikke særligt attraktive vejr og stirre på radarskærmen, mens vi lyttede efter motorlyde i tågen. Vi så en plet på skærmen, der voksede og havde retning lige mod os. Den var et stykke vej fra os, og vi var ikke rigtigt nervøse, men vi fik skærpet opmærksomheden lidt. Pletten på skærmen fortsatte lige mod os og kom nærmere og nærmere, og med et trut i tågehornet, mens folk lå på deko under båden, blev Allan og jeg noget urolige og bandt bøjen af så vidste gutterne dernede godt, at de skulle høre godt efter og evt. drøne i dybet. Vi sejlede lidt frem for at afvise, men vi kunne intet se, blot høre, og selv om afstanden på radaren kun var et par hundrede meter, kunne vi slet intet se, trods den formodede størrelse på fartøjet. Heldigvis blev vi kun ramt af kølvandet og det var jo billigt sluppet. Vi fik bundet på igen, og de andre kom op med det samme, de var blevet færdige med deres dekoforpligtelser. Henrik havde endnu en torsk med op, så nu er der nok fiskefrikadeller i caféen de næste par uger.
Nogen skal jo gøre det!
Herefter var det Allan og undertegnede der skulle ned. Vraget lå på ca. 35 meters dybde og der var desværre ikke noget strøm. Sigten var ind i mellem 10-15 meter, men ikke i den agterste del af skibet, hvor drengenes aktiviteter gjorde, at Robert på en dårlig dag ville være en drøm. Vraget var af træ, omkring 20 meter langt, stod kølret og relativt intakt. Bovsprydet var dog sunket fremad og ned i bunden og masterne knækket af. Dækket var nogenlunde bevaret, og der var et spil i stævnen og et mellem lastrummene. Der var ikke meget overbygning udover lidt ubestemmeligt i bageste del af skibet. Lasten bestod af kulbriketter, der vejede godt til, når man løftede lidt på dem, og der var mange af dem. Der var lidt rester af lanterner, jomfruer og diverse andre marine artefakter, men det meste var meget medtaget og defekt. Jeg så de sædvanlige blåmuslinger og kun ganske få torsk, og så var der nogle ret store fritsvømmende krebsdyr, der dog ikke lod sig indfange, hverken fysisk eller på billede. Temperaturen på bunden var ca. 7 °C og overfladen var noget tilsvarende. Da jeg havde været vraget rundt et par gange bandt jeg af, der var ikke træk på tov og kæde, så vi kunne dykke der igen, hvis der var ønske om det, men det beskedne vrag kunne efter min mening ikke bære flere besøg af mig den dag.
SK. Concordia fra vrag.dk
Efter en kort diskussion opnåede vi konsensus omkring at dykke på Excelsior, eller Torskevrag II, som vraget hed, inden identifikationen. Vraget blev fundet, loddet smidt præcis, hvor loddet plejer at blive smidt, og Henrik i for at binde på og Thomas efter for at se, om han havde gjort det ordentligt.Herefter kunne Allan og jeg (mest Allan) udveksle løgnehistorier i en lille times tid, inden de andre igen kom op. Efter et lidt flytten rundt på blindpropper på regulatorer og diverse skulle vi dykke igen. Allan hoppede først i og så skulle jeg binde af. Allan fik et kort forspring, men inden jeg var klar til følge efter, var en af pletterne som vi havde fulgt på radarskærmen kommet tæt på og havde fortsat kurs direkte mod os. Der blev bundet af og vi sejlede for afvise fartøjet, som denne gang kom meget tæt på. Det var en mindre fiskekutter, som heldigvis drejede fri af båd og bøje. Herefter kunne jeg komme i. Vraget lå på ca. 30 meters dybde og levede for første gang i lang tid op til sit gamle navn.
Stor
Der var et mylder af torsk, velvoksne og fyldige, og der var et par stykker, der var endnu større end de andre! Jeg lod dog trofæfiskene være og fik fat i halen på en enkelt og heldigvis meget mindre torsk, og fik proppet den i posen. Allan prøvede i starten af dykket at skyde med torsk ved målrettet at skræmme dem i min retning med et koket træk i halerne. Hvis ikke sigten havde været så god stadig 12-15 meter havde jeg næppe opdaget det. Han sagde senere, at det var helt tilfældigt og kun fordi der var torsk overalt hvor man stak hånden ind mellem stolperne.Herefter afbinding og op i den klamme båd, hvor en lille forfriskning ventede. Hjemturen i tåge og næsten tusmørke var med blind tillid til instrumenterne, som heldigvis fungerede. Vi talte lidt om hvor svært det havde været, hvis man havde været sømand dengang Kim R