17/6-2010

S.S. Grete Hemsoth og S.S. Norderney  Afgang fra svømmehallen i Nicolais tæt pakkede Lupo kl. 6:45 med kurs mod Kastrup for at møde de andre og derefter mod Smygehamn og ud i Østersøen. Planen var klar og forventningerne store! Turen hen over Øresundsbroen lovede for en god dag – helt fladt bortset fra et par strømhvirvler omkring sejlmarkeringerne under broen, og vindmøllernes vinger var næsten helt ubevægelige. Vi nåede Smygehamn og ventede på Anders, Niels og Jones, som lige skulle finde båden et eller andet sted i Sydsverige. De kom, båden blev klargjort og vi sejlede ud gennem de massive kager af slam, der flød rundt i havnen. Det foregik ved at hæve motoren, så den ikke kunne suge kølevand ind og starte og stoppe hele tiden – og så i øvrigt padle med en finne.

Derud af…

Da vi var ude af havnen gik det sydpå med en fin marchhastighed på ca. 33 knob, mens alle andre end Skipper slappede lidt af. Efter en lille times tid lå vi over Grete Hemsoth, fik smidt loddet og efter yderligere lidt tid blev Nicolai og Niels også smidt i vandet. Derefter var der en ganske afslappet stemning i båden, faktisk så afslappet at Anden blev en smule stresset, og prøvede at jage med Jones og undertegnede. Men der skulle nu en del til at få vores blodtryk op på sådan en fin sommerdag, så processen var alt andet end hurtig. Jeg lurede, at Anden havde hemmelige projekter i dybet og ville ha vraget for sig selv, men det var også helt ok. Det tyske Bundespolizei stod samtidigt for lidt underholdning ved at sende en helikopter ud over os, ganske tæt og lavt, men de blev nu ikke ved os, så måske havde de hørt om alle de banditter, der skulle dykke på Undine…

Bundespolizei

På vej ned ad tovet passerede jeg Niels og Nicolai, der lå på deko. Begge er kendt for dekotider ud over det sædvanlige, så hvis man ikke skulle møde dem på tovet, hvor skulle man så? Dagens topscorer var Niels med 82 minutter på luft, som heldigvis kunne reduceres noget med en mere hensigtsmæssig gasblanding. Vraget tonede frem 10-15 meter under mig og man kunne tydeligt se Jones lygte på vraget, hvor en stakkels torsk blev sluppet fri fra det, den var viklet ind i. Der var masser af lys på vraget på trods af dybden, for algerne var ikke kommet i store mængder endnu, muligvis fordi der er lidt for koldt for dem trods årstiden. Der var ingen strøm og alt var nærmest perfekt – bortset fra den udtalte mangel på guld og ædelsten, som der burde være på alle gamle skibsvrag. Minesprængningen og diverse trawlere havde flyttet en masse skrammel fra dækket og ned på bunden ved siden af vraget, men desværre går tiden hurtigt når man har det sjovt, og der var ikke så meget tid til at se hvad der gemte sig i bunkerne. Dekoen ramte alle os, der ikke dykkede med Cochran, urimeligt hårdt, men vi var jo villige til at betale prisen og lå i det 10 °C varme overfladevand, mens vi sugede på den ilt, der var passende var tilgængelig via en manifold oppe fra i båden. Op igen og slappe lidt af i middagssolen, mens vi afgassede. Vi skulle jo have en rimelig overfladetid på 2,5 til 3 timer, når vi nu var sejlet så langt, og næste vrag lå også dybt. Vi lod loddet stå på vraget, så vi ikke drev for langt mod syd, der var jo kun et par sømil til Norderney, og der var ingen grund til at sejle længere end højst nødvendigt. Da vi endelig tog os sammen og sejlede, gik der kun en halv snes minutter, før vi var fremme og havde smidt loddet. Norderney er en enorm kasse, så det var ikke svært at finde vraget, og loddet blev kastet ved midtskibs, så de ihærdige kunne nå ud i begge ender. Sigten var lige så god som før – 15 meter – og igen var der masser af naturligt lys på vraget trods dybden. Et fantastisk dyk, hvor man virkeligt kunne få et indtryk af, hvor stort vraget egentligt er, og der var masser at se på og rode i, selv om kahytterne så lidt pillede ud – der er ikke meget tilbage udover brædder fra møbler og aptering. Der var dog stadigvæk messingbeslag og hængsler på nogle af dørene og møbelrester, så de allermest sultne vragbanditter, har ikke været sultne nok endnu! Efter et dejligt langt dyk var det tid til lidt klyngedeko oppe på få meters dybde. Vi skyldte jo lidt for tiden i dybet, og her bagefter var det egentligt ærgerligt, at ingen havde kort med, nu vi var fire, der skulle ligge der og glo! Dekoen blev lidt halvkølig til sidst, men man fik heldigvis hurtigt varmen oppe i båden. Anden hoppede i som den sidste og allerede efter en times tid, var han tilbage i båden, men han havde jo også bådens eneste Cochran-computer!

Fuld skue derud aaaaf…

På sejlturen hjem overvejede vi ganske kort, om vi skulle besøge dykkertræffet på Undine. Vi enedes dog om, at det var bedre at ha’ benzin nok til at nå i havn, så vi fortsatte mod Smygehamn noget forbrændte i ansigterne og med kun ganske få forfriskninger ombord.  Tak for en fantastisk dag på havet!  Kim R