Havålen på Robert

4/9-2010

Robert S/SPrognoserne fra DMI har den seneste tid ikke været tiptop. Da prognosen startede bød dagens vejr på ingen vind og derfor langtur i Østersøen for 6 personer. 8 personer hvis det blev knap så godt og kun hvis det blev dårligt vejr kunne alle der ville komme med på lørdagsdyk, som så blev i Øresund. Jeg meldte mig som nr. 9 på listen hvor der var en enkelt afhopper. Kan I gætte hvordan vejret var denne lørdag ?

…og så startede jeg i øvrigt dagen med at sætte vækkeuret 1 time for sent, så det var de hurtige sko der var på fra morgenstunden. Heldigvis havde Kim fyldt 2 flasker med blandet luft til mig, og de var klar til afgang netop som jeg ankom til svømmehallen. Alle 8 mand blev pakket i 3 biler, og sammen med Kim og Allan H fik jeg æren af at være nogle af de første der var med på køretur i Juhls nye bil. Det er en fransk kasse, en stor stationsvogn – dvs. noget mindre end den gamle tyske kasse. Allan og jeg gennemgik de forskellige detaljer og franske features som fandtes – på bagsæderne alt fra hemmelige rum i gulvet til rulleop gardiner og sikkerhedssele alarmen der bestemt var effektiv. Hornet ville vi også høre… det er usikkert om en modtrafikkant vil ane at der bliver dyttet. Vi blev enige om at her er plads til forbedring. I øvrigt en fino bil!

Rødtunge med øjne på stilkeRødtunge med øjne på stilke

Ved slæbestedet i Rungsted havn var der myldretid af biler med lystfiskerbåde. Men vi fik møvet Havgassen i vandet og sejlede af sted mod Robert. Vi var dog kun lige kommet ud af havnen og op og plane på de krappe bølger før gassen blev taget af igen – Skipper gav en omgang…ballade. Ingen protesterede imod, for det var egentlig rimeligt acceptabelt at han gerne ville have mulighed for at se hvor han sejlede – eller rettere hvor alle de andre både sejlede. Lige præcis dét var uladsiggørligt med 4 Havbasser af høj kaliber i den midterste del af synsfeltet. Nord for Hven var der også myldretid – himmel og hav der tøffede en hel hær af lystfiskerfartøjer omkring i alle størrelser, fra jolle til kutter, på jagt efter sild, makrel og torsk.

TrådnøgensneglTrådnøgensnegl på stævnen

Over Robert lå ingen, heldigvis. Vi skyndte os at få en bøje i vandet, så vi var sikre på at får ”vores” vrag for os selv. Kim skyndte sig også i for at binde på, og fra overfladen kunne vi se han kæmpede en brav kamp med loddet. Resten af gruppen fulgte efter – Manley, Nicolai, Søren og Hans og Allan. Kim og Søren kom op og berettede om fine forhold, at både havålen, huslangen og sortvelsen var hjemme og at det var fint at dykke samme sted igen. Juhl og jeg dykkede ned, forcerede brandmandsbæltet på omkring 14 meters dybde, og kom ned til rigtig fin sigt og masser af lys! Sønellikerne var helt foldet ud, med røde rejer imellem, og sabellaerne vejede let i den tilpasse og meget lette strøm der var på vraget.

BusknøgensneglBusknøgensnegl på hydroider

Busknøgensneglene sad mange i de fine hydroide buketter og guffede løs af de pæne blomster. Rødtungerne rykkede sig lige netop uden for rækkevidde når vi passerede forbi. Et par torsk var der også. Det er altså en pæn stor havål der bor på Robert, og det er let at gætte hvad dens yndlingsspise er – de små fisk; kutling og buskhoved, som vi kun så overraskende få eksemplarer af. Lystfiskerne havde været en tur omkring Robert før os, og efterladt en masse torskeliner i fint broderi på vraget. I sit iver for at fange en frokostflad til havålen blev Juhl selv fanget i nogle af linerne, og fik hvirvlet en mægtig masse mudder op mens han forgæves forsøgte at skære sig selv fri. Som hjælpende makker var det svært at se og mærke hvad der var vrag med sønelliker eller trykflaske med Juhl.

Rød rejeEn af de mange fine rejer

Og at se hvad jeg skar over af tynde ting var helt umuligt, men noget linestads gik over og juhletræet med pyntekroge og tingeltangel og et imponerende fiskelinegarnnøgle var frit. Undskylder mange gange hvis det var mig der skar huller i tørhandskerne. Deko uret var begyndt at tikke lystigt opad, så havålen måtte vente lidt på sit måltid. Oppe skinnede solen og vind og bølger havde lagt sig. Madpakkerne var gode, drikkevarerne kolde og varme; Overfladediskussion drejede sig om kostråd og slankekure (!!!); Der blev delt godter rundt og humøret var højt.

Anden runde Der gøres klar til anden runde

Dykkerunde nr. 2 stod på spring. Samme rækkefølge som før. Sigten var efter sigende lidt mere plumret end på første dyk. Med en friskfanget frokost fladfisk i farvandet kunne havålen og komme ud af røret i en fart, mens Allan filmede hele lokkeseancen, næsten i dogmestil (der var lyssætning ikke kun naturligt lys). Sidste gruppen bestod af Nicolai, Allan og Juhl; en laaangtids- og to korttidsdykkere. En af de tre skulle binde af. Der blev hængt to karabinhager på øverste kædeled, og de tre lagde en slagplan hvor aftalen blev, at de to af de tre som gik først op tog hver en karabinhage med. Så var sidste mand nemlig klar over at han var sidste mand hvis der ikke var flere karabinhager tilbage, og han kunne så binde af. Såresimpelt… eller i hvert fald af høj underholdningsværdi, især da de tre entrede båden og vi godt kunne høre at planen var gået helt i vasken. Den anden havde taget karabinhage nr. 2 og derefter bundet af, så da Juhl kom tilbage til tovet var det på vej væk. Det blev snapt bundet omkring en dims, men da både Nicolai og Allan lå på tovet måtte Juhl ned og binde af igen. Akkeja, højrisiko for roderi når der sådan bliver lagt slagplaner i en gruppe hvor sådan noget er helt uvant. Allan roste min sejlads på hjemvejen helt op i den skyfri himmel, i forsøg på at få forseelsen skjult i beretningen – men det koster altså som minimum en kanelsnegl, og det havde han ikke.

Havålen i sit hulHavålen i sit hul Lidt tættere påLidt tættere på

Vi var tidligt hjemme til afregning og et stort tak for en skøn dag, fuld af underholdning – ikke alt er med i denne beretning, men vi der var med kan huske det… måske.

Det var så ikke rakettenKomet over Øresund (Raketten var det ikke)

Lotte … der som vindheks jo var næsten sikker på at komme med på lørdagsdyk…… og som beretningsskriver frit har sorteret i alle mine egne klumserier for dagen

Og en lille video som Allan tog af havålen blev det også til: